Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Boksetræning: ”Lige nu kan jeg ikke mærke, at jeg har parkinson“

Borgere med Parkinsons syge mødes hver fredag til træning i Herlev Boxing.

»Lige nu kan jeg ikke mærke, at jeg har parkinson. Jeg bruger kroppen på den helt rigtige måde,« siger Susanne Nilsson, som har Parkinsons syge. Hun siger det lige efter, at hun har trænet en time.

Sammen med fem andre, som har denne sygdom, er hun til boksetræning i Herlev Boxing fredag formiddag. Deltagerne bokser ikke mod hinanden, men de bokser på boksebolde, bokser ud i luften, sjipper, løber og laver andre bevægelses- og udstrækningsøvelser i løbet af en time, hvor der er godt gang i kroppene hele tiden. Det er hårdt, men der er godt humør.

Træningen bygger på undersøgelser, som viser, at patienter med Parkinsons syge har gavn af bevægelserne i sådan et træningsforløb. Det var Susanne Nilsson, som selv tog initiativ til, at det kom til Herlev.

»Det er et indsatsområde i Parkinsonforeningen, og jeg havde gået til træning i Valby et stykke tid. Det var fint nok, men det tog længere tid at komme frem og tilbage end at være til selve træningen. Så tænkte jeg: Hvorfor har vi det ikke lokalt, så jeg talte med Herlev Boxings formand Rachid Idrissi og han var meget positiv.«

Der var ikke langt fra snak til handling, og hurtigt kom der et hold op at stå, og de mødes nu hver fredag i klubbens lokaler i kælderen ved Kildegårdsskolen Vest.

Alt sport hjælper, motion er medicin

Motion er medicin

For den lokale bokseklub er det vigtigt at være en del af sådanne initiativer, Herlev Boxing ønsker at være en del af Herlev i bred forstand.

»Vi arbejder meget for Herlev og rammer bredt, vil vil gerne hjælpe folk, uanset om de vil være verdensmestre eller de vil have hjælp i deres sygdom,« siger boksetræner Martin Ilievski, som træner deltagerne hver fredag med både fasthed og et smil på læben og plads til humor.

»Andre med kroniske sygdomme kan også komme her. Vi vil gerne ramme bredt,« siger han og tilføjer omkring folk i kroniske sygdomsforløb, for eksempel Parkinsons syge:

»Alt sport hjælper, motion er medicin.«

Parkinson-patienter træner i Herlev Boxing.
Træningsholdet sammen med træner Martin Ilievski (th). Foto: Thomas Frederiksen

Fælles accept

Og noget andet kan også hjælpe.

»Vi bliver rost, det er motiverende,« lyder det fra Susanne Nilsson, der tilføjer om det at have Parkisons syge.

»Der er tre ting, man ikke kan undvære: Medicin, det er nødvendigt i et eller andet omfang, træning og netværk,« siger hun, og en anden deltager Jane Bekler nævner, at netop det at de er sammen som Parkinsons-ramte, gør at der er en ekstra forståelse for hinanden.

»Der er en fælles accept her. Alle ved, hvorfor man lige kan få brug for at lægge sig undervejs,« siger hun.

Og så kan det også give anerkendelse at gå til netop den sport.

»Mit barnebarn synes, at det er sejt, at hans mormor går til boksning,« siger Susanne Nilsson med et smil.

Og der er plads til flere på parkinson Boksning-holdet. Det koster 250 kroner for tre måneder, og du kan melde dig til via Herlev Boxings hjemmeside.

Parkinson-patienter træner i Herlev Boxing.
Intensiv boksetræning med træneren Martin Ilievski til højre. Foto: Thomas Frederiksen

 

Fakta om parkinson

Ved Parkinsons sygdom går de motoriske symptomer ud over bevægelsesevnen.

Man får problemer med at bevæge sig normalt, alt går langsomt og trægt, musklerne bliver stive, og der kan forekomme rysten i arme eller ben og sommetider smertefulde muskelkramper.

Kilde: Parkinsonforeningen

LÆS OGSÅ: Herlev triumferer ved internationalt boksestævne

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!