Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Elever om Skole-OL: ”Det er så meget bedre“

800 elever fra 4. til 7. klasse dyster i disse dage i årets Skole-OL om en finaleplads i Billund.

Om det var elevernes begejstrede tilråb til deres klassekammerater i forbindelse med 200 meter stafetløbet, hækstafetten eller måske speed-længdespring vides ikke, men regnen, der startede mandagen ud, blev hurtigt overdøvet, så førstedagen til året Skole-OL kunne få lov at shine til glæde for elever og lærere.

Det er Herlev Løbe- og Atletikklub, som i samarbejde med kommunens skoler står for stævnet, der strækker sig over to dage: Mandag for 4. og 5. klasser og tirsdag for 6. og 7. klasser.

»Det er faktisk det største stævne, vi har haft, i de år, vi har holdt det,« fortalte tovholder Stig Fog, der vanen tro stod ved 60 meter-hækbanerne tættest på tribunen på Herlev Atletikstadion, hvor det hele foregår.

Han uddybede, at der i år er tilmeldt 38 klasser, heraf 36 fra Herlev, hvilket svarer til 821 elever. De skal igennem syv discipliner, som er: 20 X 60 meter stafet, Hækstafet, speed-bounce (hop på stedet over én hæk med samlede ben flest gange), speed-længde(spring), turbokast, medicinbold (kast) og 10 X 200 meter stafet. Målet er at score så mange point som muligt, og den klasse, der scorer flest i hver årgang, kvalificerer sig til det landsdækkende finalestævne i Billund. Fire Herlev-klasser kan altså gå videre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der lød høje tilråb ved hækkeløb-stafetten, når de forskellige klasser heppede på deres kammerater. Foto: Kenneth Hougaard.

Vindermentalitet

Tre af dem, der godt kunne tænke sig at lægge billet ind på en tur til Jylland, var Julian Kvistorf på 10, Anas Adada på 11 og Marko Radic på 10 år. Alle fra 4.B på Kildegårdskolen.

Hvad glæder I jer mest til ved at være her?

»Vi glæder os til at vinde,« grinede de tre, mens Julian Kvistorf tilføjede, at han løber hurtigst på strømpesokker.

»Jeg ved i hvert fald, at vi kommer til at vinde hækkeløb og 60 meter sprinten, fordi vi er gode til det,« sagde han selvsikkert.

Man kæmper ikke kun for sig selv, men for hele klassen, det er sammenhold, vi taler om

Fælles for de tre er, at det var deres første Skole-OL, så det der med at parkere skolebøgerne for en dag, var heller ikke helt af vejen.

»Det er bare med at give den gas,« bemærkede Marko Radic, mens Julian Kvistorf understregede:

»Det er bedre end at lave matematik, engelsk og dansk, det er sjovt at løbe, og det her er mere leg,« forklarede han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der blev løbet stærkt til Turbokast, hvor eleverne skiftedes til at kaste langt og give kasteredskabet videre til den næste. Foto: Kenneth Hougaard.
Speed-bounce. En hård disciplin, hvor man på stedet skal hoppe over en hæk så mange gange som muligt. Foto: Kenneth Hougaard.

Giver sammenhold

I den ene ende af atletikbanen var kampgejsten blandt sidste års vindere, 5.C fra Lindehøjskolen, mindst lige så stor. Da Herlev Bladet spurgte ind til dagens strategi, sagde de alle nærmest i munden på hinanden, at det handlede om at give den gas.

»Man kæmper ikke kun for sig selv, men for hele klassen, det er sammenhold, vi taler om. Vi giver den alt, hvad vi har, og vi samarbejder,« lød det fra de topmotiverede elever, som fortalte, at de sidste år i Billund rent faktisk nåede en andenplads og blandt andet slog danmarksrekorden på deres årgang i speed-bounce.

Denne mandag var de også stået tidligt op for at mødes, lægge taktik og varme op til dagens strabadser.

Hvad tænker I om at skulle herud i stedet for at sidde på skolen og arbejde?

»Det er så meget bedre,« lød det med en sletskjult begejstring over hele linjen.

LÆS OGSÅ: Fejret med burgere og god musik

Stævnet fortsætter tirsdag denne uge og er det tredje officielle, hvor Herlev har sendt vinderne til finalen. Før da holdt man lignende, men mere lokale stævner.

Stig Fog fortalte, at Herlev Løbe- og Atletikklub i samarbejde med skolerne har holdt 12 træningsforløb i løbet af april som en slags introduktion til atletikken og til stævnet.

Hvad tænker du, eleverne får ud af at være med?

»De skal få en fælles oplevelse i klassen, hvor de laver noget sammen, som alle kan være med i og få glæden ved at præstere noget, som de måske ikke gør til daglig,« sagde han og påpegede, at de i forbindelse med de nævnte træningsforløb har fået mange positive tilbagemeldinger fra både skoler og elever.

FAKTA:

  • Der er tilmeldt 38 klasser fra 4.-7. årgang med i alt 800 elever. Det er rekord
  • Der skal findes en vinder fra hver årgang, der kvalificerer sig til finalen i Billund i juni
  • Det er først og fremmest en holdkonkurrence, hvor fællesskab og samarbejdsevner belønnes
  • Herlev Løbe- og Atletikklub har haft to frivillige træner til at afvikle 12 træningsforløb á to timer med en række af Herlevs skoler i løbet af april
  • I alt leverer de frivillige fra Herlev Løbe- og Atletikklub næsten 6.000 elevtimer til gavn for Herlevs børn og unge (og idrætslærere).
Længdesprings-stafet, hvor to klasser skal løbe og springe om kap i jagten på point. Foto: Kenneth Hougaard.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!