Facebook-administrator: “Tonen er blevet virkelig, virkelig grov”
Skovlundeborger Henriette Andersen er administrator i en facebook-gruppe, hvor hun dagligt bruger tid på at håndtere negative henvendelser fra borgerne. Ifølge Henriette Andersen har brugerne på Facebook ofte svært ved at holde den gode tone.
»Jeg bruger det meste af tiden på at læse anmeldelser igennem – minimum en halv time dagligt.«
Sådan lyder det fra den 62-årige social- og sundhedsassistent, Henriette Andersen. Hun er én ud af to administratorer i facebookgruppen, ‘Skovlunde’, hvor borgerne kan kommentere, debattere og diskutere stort og småt. Men ifølge Henriette Andersen formår borgerne ofte ikke at holde den gode tone i gruppen.
»Tonen er blevet virkelig, virkelig grov. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor vi skal skrive så grimt til hinanden på kryds og tværs,« siger hun.
Det lå ikke i kortene, at Henriette Andersen skulle være administrator for gruppen, men da Bettina Kjærsgaard Nielsen, der også er administrator i gruppen, tilbød Henriette Andersen rollen som den anden administrator, takkede hun med det samme ja.
LÆS OGSÅ: SSP melder ud om utryghed i Skovlunde Center Syd
Ingen hold i kritikken
Selvom Henriette Andersen vidste, at hun som administrator skulle håndtere flere negative henvendelser, er det stadig kommet bag på hende, at hun skal bruge det meste af sin tid på at læse anmeldelser.
Når en facebook-bruger har skrevet et opslag i gruppen, kan andre brugere anmelde opslaget, hvis det overskrider gruppens retningslinjer, heriblandt chikane, spam og hadefuld retorik.
»Jeg vidste godt, at folk brokkede sig, men efter jeg er blevet administrator, har jeg virkelig fået indtrykket af, at folk har for meget fritid, siden de skal anmelde så meget,« siger hun og tilføjer:
»Der anmeldes dagligt flere opslag, hvilket ofte er petitesser. Der må jo vitterlig være nogen, som bare skal brokke sig over, at solen står op,« siger hun.
Selvom Henriette Andersen bruger en stor del af sin tid på at læse anmeldelser igennem, vil hun stadig beholde sin rolle som administrator.
»Jeg skal uden tvivl nok blive ved,« siger hun og tilføjer:
»Folk skal bare lære at skrive ordentligt til hinanden, og det vil jeg gerne hjælpe med at lære dem. Lige meget hvad giver jeg ikke op.«
LÆS OGSÅ: 1.400 FDF’ere koger æg, klatrer og svæver over vandet i Skovlunde
Har du kommentarer til denne historie, eller en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer