Flygtningefamilie fra Ukraine: – Vi forstod ikke, at vi skulle være væk i så lang tid

»Vi sad derhjemme den 24. februar om morgenen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage med. Jeg pakkede min rygsæk med dokumenter, og pakkede noget vintertøj,« fortæller Liudmyla Melnyk om flugten fra Ukraine. 

Sammen med sin mand og to børn er hun flygtet tre måneder gennem Europa før de kom til Herlev. 

»Jeg forestillede mig, at vi ville tage vores bil om aftenen. Det var vinter, og var meget koldt, « fortsætter hun.

Liudmyla Melnyk, der kun taler engelsk, holder en kort pause og tager en dyb indånding inden hun fortsætter med at fortælle om flugten. 

»Vi forstod ikke, at vi skulle være væk i så lang tid. Vi troede, at det måske ville være tre eller fire dage, måske en uge, og så kunne vi komme tilbage. Derfor havde vi heller ikke pakket så mange ting ned. Vi havde kun vores bil, børn, vintertøj og vigtige papirer. Jeg havde slet ikke forestillet mig den her situation, hvor vi ville sige farvel til Ukraine og have et nyt liv her i Danmark,« siger hun, mens tårer kommer til syne i hendes blå øjne. 

Vi troede, at det måske ville være tre eller fire dage, måske en uge, og så kunne vi komme tilbage. Derfor havde vi heller ikke pakke så mange ting ned

LÆS OGSÅ: 70 ukrainere bor nu i Herlev

Fra Odessa til Moldova

Det var den 24. februar i år lige efter krigens udbrud i Ukraine, at Liudmyla Melnyk flygtede sammen med sin mand Sergiy Melnyk og deres to børn Sofia Melnyk på ni år og Olexander Melnyk på fem år.

Familien Melnyk kommer fra Odessa, der ligger i den sydvestlige del af Ukraine. Derfra flygtede de til nabolandet Moldova.

 »Fra Odessa er der kun én vej til Moldova. Vi vidste ikke, hvor vi skulle gå hen. Jeg pakkede en yogamåtte, hvis vi blev nødt til at forlade bilen i tilfælde af bombeangreb, og hvis vi ville være nødt til at søge tilflugt på en mark, så havde jeg noget, som børnene kunne sidde og kunne hvile sig på,« fortæller Liudmyla Melnyk og tilføjer:  

»Vi sad i bilen i 20 timer med børnene uden mad, fordi der var rigtig meget trafik. Normalt er der kun to vejbaner, men på denne vej var der fem køer med biler. De kørte på græsset, ikke på vejen. Det var et helvede. Bilerne dyttede højt. Vi kørte fem minutter, og holdte stille i en time. Sådan fortsatte det i lang tid,« fortæller hun følelsesladet.

Vi sad i bilen i 20 timer med børnene uden mad, fordi der var meget trafik

Liudmyla fortæller også, at familien blev siddende i bilen, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Til begge sider af vejen, var der floder, og på grund af det kolde vintervejr, var det for koldt til at svømme. 

»Jeg var i chok. Særligt da vi hørte helikoptere. Jeg tænkte, hvad skal vi gøre. Og hvor skal vi tage hen,« fortæller hun, hvorefter hun holder en pause og tager endnu en dyb indåndning. 

»Det var som at være med i en film. Det var meget uvirkeligt,« siger hun så med tårer i øjnene. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Ingen steder at tage hen 

Familien Melnyk kom til Moldova, hvor de boede hos nogle bedsteforældre i omkring to uger, men familien fandt hurtigt ud af, at de var nødt til at flygte videre. Familien kom til Rumænien, hvor de boede hos nogle pårørende.

»Det sværeste var, da vi var i Rumænien, fordi vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, og hvor vi skulle tage hen. Min mand prøvede at finde et job, men der var mange, der ikke ville have samtaler med ukrainere. Det var svært med vores papirer. De ville ikke forklare og fortælle. Det er nemmere med folk fra Europa. De har ikke problemer med dokumenter på samme måde, og har derfor nemmere ved at finde job,« fortæller Liudmyla Melnyk. 

Da familien kom til Rumænien blev de alle fire meget syge, og derfor endte de med at bo der i en måned. Da famlien igen blev friske og kom på benene, var de også klar over, at de ikke kunne blive i Rumænien, og flygtede derfor videre gennem Europa. 

»For børnene var det interessant at rejse, fordi de så nye ting hver dag. Men for min mand og jeg var det svært at køre fem timer hver dag, og at bo gratis hos forskellige familier. Vi var meget trætte,« fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

LÆS OGSÅ: Drone over Herlev

Kunne ånde lettet op

Efter tre måneders tid på flugt gennem Europa kom familien til Danmark og endte i Herlev den 17. maj. Da de ankom, havde de ingen steder at bo, men da de henvendte sig i Velkomsthuset, rådede husets ene tolk, Olena Kravets, familien til at søge mod kirken. 

Og det var et behjælpeligt råd, for her mødte den ukrainske familie præsten Filip Peters-Lehm Eero og hans kone Sonja Peters-Lehm Eero, som lod familien Melnyk bo hos dem, indtil de fik opholdstilladelse.  

de reddede os fra at bekymre os om, at vi ikke havde et sted at bo

»De tog kærligt imod os, og de reddede os fra at bekymre os om, at vi ikke havde et sted at bo, så vi i stedet kunne fokusere på at søge opholdstilladelse i Danmark,« siger Liudmyla Melnyk. 

Familien Melnyk  søgte om opholdstilladelse den 24. maj, og allerede den 26. maj var opholdstilladelsen godkendt. 

»Herlev Kommune hjalp os rigtig meget, fordi de gav os en midlertidig bolig efter kun en uge. Alt skete meget hurtigt, og alt faldt på plads på kun tre uger i forhold til CPR-nummer, job og lejlighed,« fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nyt liv i Herlev

Sergiy Melnyk fik hurtigt job i et shippingfirma i Kastrup, og begyndte at arbejde næsten med det samme, at familien kom til Herlev. 

Liudmyla Melnyks to børn Sofia Melnyk på ni år og Olexander på fem år er begge startet i skole i Herlev. Selv er Liudmyla engang imellem frivillig i Velkomsthuset som tolk og hjælper med at videregive nyttig information og viden til andre ukrainere, men hun søger også efter et fast arbejde.

»Jeg vil ikke sidde hjemme. Jeg vil gerne have ny erfaring, og vil ikke være afhængig af sociale ydelser. Vi tager ikke imod sociale ydelser nu, vi prøver at bruge vores egne penge, og tager kun imod gavekortet fra kommunen til mad, indtil min mand får udbetalt sin første løn,« fortæller hun. 

Vi elsker virkelig det her sted. Her er der styr på det hele, og der er trygt og sikkert

Familien har i over en måned nu boet i deres egen midlertidige bolig, og Liudmyla Melnyk er meget taknemmelig for al den hjælp, som familien har fået i Herlev.

»Vi elsker virkelig det her sted. Her er der styr på det hele, og der er trygt og sikkert. Og Velkomsthuset har åbent næsten hver dag, så vi kan komme her og spørge om alting. Vi er virkelig glade for at være her,« siger hun. 

Liudmyla Melnyk giver også udtryk for, at familien ikke ønsker, at vende tilbage til Ukraine, når krigen er forbi. I stedet vil familie starte et godt, nyt liv i Herlev, og skabe en bedre fremtid for familien og deres to børn.