Har du også lagt mærke til det? Harerne hopper ofte rundt i Skovlunde og Herlev
Harer er blevet mere almindelige i byområder, det kan blandt andet ses i Skovlunde og Herlev.
Tilbage i firserne og halvfemserne var det et særsyn at støde på harer i boligområderne i Skovlunde. Det vakte opsigt, når det skete.
Det gør det ikke længere. Gennem de seneste 10-12 år har der jævnligt været harer i de grønne områder omkring Lundebjerg og Lundebjerggårdsvej. I en hel del år har det dermed været ganske normalt at se dem for de beboere, som går tur i kvarteret mellem etageejendommene.
Og det er en generel tendens, at harer opholder sig mere i og omkring byer.
»Der er ingen tvivl om, at harer er flyttet til byområder ligesom andre dyr som ræve og solsorte, der tidligere holdt sig fra byerne,« siger biolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen. Han understreger, at han ikke har statistik, som viser det, men det er en klart tendens.
Harer ved stationen
Michael Carlsen har også selv observeret harer i byområder ganske tæt på Skolvunde, nemlig i Herlev. Han har familie i byen og har både hørt om, at harerne er blevet almindelige i villakvarterer og selv set dem et sted, hvor der er særdeles meget trafik i nærheden.
»Jeg så harer på græsstykket lige ved Herlev Station på vej mod Big, der hoppede to rundt og pillede i planterne og åd, og den ene hoppede langs vejen til Big. De virkede vant til at være der,« fortæller han.
Harerne og de andre dyr søger mod byområder, da de ikke har de samme betingelser som tidligere ude på landet.
»Vi – menneskene – har lagt beslag på en stor del af landskabet, i starten af 1900-tallet har der været bedre betingelser for harer og andre dyr, men siden er markerne blevet større og mere ensartede, og mange levende hegn og små vandløb og søer er væk,« siger Michael Carlsen.
De er ofte sky, og man kan ikke komme helt tæt på dem, og man skal heller ikke begynde at fodre dem
Fremgang igen
I begyndelsen søgte for eksempel ræve, solsorte og harer mod sommerhusområderne, og siden har de bredt sig til byerne. Et område som Lundebjerggårdsvej, hvor der er store græsområder med træer og buske, er ideelt for dem. Det samme kan erhvervskvarterer med grønt i mellem virksomhederne, som i kvarteret mellem Herlev og Skovlunde, være.
Michael Carlsen fortæller, at der gennem 50 år var kraftig nedgang af antallet af harer. Omkring 2010 blev haren betragtet som et sårbart dyr, men ifølge Danmarks Naturfredningsforening har den været i fremgang siden og betragtes nu som ‘livskraftig’. Michael Carlsen fremhæver dog, at fremgangen er sket med et lavt udgangspunkt efter mange års tilbagegang, og det ikke fremgår, hvor godt de har det i byområderne.
I Dyrenes Beskyttelse har de en anden indikation på, at harer er blevt mere almindelige i byer. De får oftere og oftere henvendelser om harekillinger, som folk støder på, når de ligger små og alene et sted, og borgerne ringer derfor bekymrede til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812. Men i mange tilfælde er killingerne ikke kommet noget til, de ligger blot et sted på vej fra A til B, som Michael Carlsen udtrykker det.
Tæt på marker
Skovlunde Bladet/Herlev Bladet har været i kontakt med Danmarks Naturfredningsforening i såvel Ballerup og Herlev samt naturvejlederen i Ballerup Kommune. Her beretter de om, at harer er velkendte i begge kommuner og betoner samtidig, at der ligger marker og naturområder i udkanten eller lige uden for kommunerne, hvor harerne lever, og derfra er der ikke langt til byerne.
»De er ofte sky, og man kan ikke komme helt tæt på dem, og man skal heller ikke begynde at fodre dem – de klarer sig helt fint i naturen,« lyder det fra Karin Traun, formand Danmarks Naturfredningsforening Ballerup.
Harer er mere udbredt på Sjælland og Lolland-Falster end i Jylland.
Harer har ikke faste territorier, men opholder sig i det samme område det meste af livet. De er planteædere og bliver typisk op til omkring syv-otte år gamle.
Der er lukket for kommentarer