Nye tal: Stadig et fåtal af de 2-6-årige er blevet vaccineret
Opdateret: Også i år kan det blive svært for Sundhedsstyrelsen at nå målsætningen for antal vaccinerede børn, vurderer professor. Alligevel fastholder styrelsen en målsætning på 50 procent.
Opdateret fredag 10. nov. med målsætninger fra Sundhedsstyrelsen.
I 2022/2023-sæsonen blev 22 procent af børn i alderen to til seks år vaccineret mod influenza via en næsespray (året før var det 28 procent), og foreløbig er tallet for i år 9,6 procent. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Lokalt i København og omegnskommunerne er man dog oppe på 11 procent, fortæller Region Hovedstaden, hvor der ifølge Danmarks Statistik findes i alt 104.296 børn i alderen to til seks år. Det betyder, at 11.473 indtil videre er blevet vaccineret mod influenza.
Taget i betragtning, at vaccinationsprogrammet slutter 15. januar, og Sundhedsstyrelsen anbefaler alle at få deres vaccinationer inden jul, er der langt igen. Alligevel fastholder Sundhedsstyrelsen et tallene taget i betragtning forholdsvist højt ambitionsniveau på 50 procent.
LÆS mere om influenzavaccination til børn her.
Men hvorfor denne tilbageholdenhed med at lade sine børn vaccinere?
What’s in it for me?
»Dét, vi ved omkring vaccinations-beslutninger er, at det i høj grad handler om: Er vaccinationen til gavn for barnet selv, og det, der er en central udfordring her, er, at influenzavaccinationen først og fremmet tilbydes for at sænke risikoen for en epidemi blandt ældre. Det gør, at mange forældre sidder og tænker om, det virkelig er besværet og omkostningerne værd at få mit barn vaccineret, når det ikke direkte er til gavn for barnet. Selvom det heller ikke opfattes at være til skade, så gør det, at de alligevel fravælger det,« fortæller Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet, har forsket i vaccinationer og adfærd og siddet i Sundhedsstyrelsens Vaccinationsråd.
på det her tidspunkt ser det ud som om, at det kan blive svært at nå op på det lave tal, som man havde sidste år
Hvilket ‘besvær og omkostninger’ henviser du til?
»Det kan afhænge af, om man skal hen til sin egen læge, om barnet synes, det er rart, at det bliver givet gennem en næsepray og ikke en kanyle, og så handler det også om det rent logistiske formentlig også for forældrene selv – i en travl hverdag,« vurderer professoren.
Kræver mere information
Hvad tænker du om det seneste tal på 9,6 procent af børnene, der er blevet vaccineret?
»Det her indikerer, at hvis man skal nå i mål med de forskellige målsætninger, man har, så skal der en ret massiv informationskampagne til, der forklarer, hvorfor Sundhedsstyrelsen mener, det er nødvendigt. Normalt ville man se, at hvis forældre har gjort det én gang og fundet ud af, at måske synes barnet ikke, det er så slemt at få næsespray, så er man mere tilbøjelig til at gøre det igen. På det her tidspunkt ser det ud som om, at det kan blive svært at nå op på det lave tal, som man havde sidste år, så det tyder på, at det fra Sundhedsstyrelsens perspektiv går den forkerte vej i forhold til målsætningerne,« lyder det fra professoren.
Hvad tænker du, man kan gøre for at vende skuden?
»Dét, der er udfordringen, er, at ud fra min forståelse, så skal man op på et vist antal for, at cost-benefit-analysen viser, at det rent faktisk er hensigtsmæssigt at bruge tid, energi og penge på et vaccinationsprogram i forhold til influenza. Derfor er man nødt til at tage bestik af situationen: ‘Kan vi lykkedes med at komme op på det tal, som vi skulle, eller kan vi ikke’, og så må man vurdere, om det så er pengene værd. Det er et ret centralt princip i det danske vaccinationsprogram, at det er baseret på frivillighed. Så hvis ikke man kan forklare det på en måde, som får en stor tilslutning, så er der ikke så meget, man kan gøre ved det,« forklarer Michael Bang Petersen.
Fastholder ambition på 50 procent
I et notat fra Sundhedsstyrelsen fremgår, at styrelsen på trods af den lave tilslutning alligevel tror på en slutspurt her til sidst. Den forventede tilslutning er nemlig på 5o procent blandt børn fra to til seks år.
‘På trods af Sundhedsstyrelsens nuværende ambition om, at 75-95% i målgrupperne vaccineres mod influenza, har der i de seneste år ikke været en tilsvarende høj tilslutning til influenzavaccination, i særdeleshed blandt personer under 65 år i øget risiko for et alvorligt forløb med influenza, gravide, sundheds- og plejepersonale samt børn i alderen 2-6 år. I den kommende sæson fastholder Sundhedsstyrelsen ambitionen for udvalgte målgrupper,’ lyder det i notatet.
De ældre vil gerne
Børn i alderen to til seks år er med i den målgruppe, som sundhedsmyndighederne anbefaler får en influenza- og/eller Covid-19-vaccine. Noget de kan få gratis på hospitaler som for eksempel Herlev Gentofte Hospital og på apotekerne herunder også Herlevs to apoteker. De andre i målgruppen er plus 65-årige, plejehjemsbeboere, gravide og kronikere.
Netop de ældre er bedre til at blive vaccineret, fremgår det af Sundhedsstyrelsens tal, hvor 59,4 procent af de plus 65-årige har fået en Covid-19-vaccination, og 62,1 procent er blevet vaccineret mod influenza.
For Region Hovedstaden er de tilsvarende tal lidt lavere og ligger på 59,1 procent og 61,6 lig med i alt 574.000 vaccinationer. Der bor ifølge Danmarks Statistik i alt 331.671 borgere over 65 år i Region Hovedstaden.
Der i øjeblikket højere tilslutning til influenza end til Covid-19 vaccinationerne, ses det, og det kan ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes vaccinationer udenfor det offentlige vaccinationsprogram.
Vaccinationsprogrammet begyndte 1. oktober og afsluttes 15. januar 2024, men myndighederne anbefaler, at man bliver vaccineret inden jul.
Er man i målgruppen, kan man blive vaccineret uden at bestille tid på følgende lokationer i Herlev:
Sådan gør du
Adresse:
Herlev Hospital, Vaccinationsklinik
Borgmester Ib Juuls Vej 9
2730 Herlev
Åbningstider:
Manda g09:00 – 16:00
Tirsdag 09:00 – 16:00
Onsdag 09:00 – 16:00
Torsdag 09:00 – 16:00
Fredag 09:00 – 16:00
Handicapparkering: Ja
Niveaufri adgang: Nej
Tidsbestilling: Ja – Bestil tid
Mulighed for drop-in: Ja. Ved drop-in skal børn under 15 år følges af en forældre eller værge.
Adresse:
Apotek Herlev Ugle
Herlev Torv 26A
2730 Herlev
Åbningstider:
Mandag 10:00 – 16:30
Tirsdag 10:00 – 16:30
Onsdag 10:00 – 16:30
Torsda g10:00 – 16:30
Fredag 10:00 – 16:30
Lørdag 10:00 – 14:00
Handicapparkering: Ja
Niveaufri adgang: Ja
Tidsbestilling: Ja – Bestil tid
Mulighed for drop-in: Ja. Ved drop-in skal børn under 15 år følges af en forældre eller værge.
Adresse:
Herlev Apotek
Herlev Torv 13
2730 Herlev
Åbningstider:
Mandag 10:00 – 16:30
Tirsdag 10:00 – 16:30
Onsdag 10:00 – 16:30
Torsdag 10:00 – 16:30
Fredag 10:00 – 16:30
Lørdag 10:00 – 14:00
Handicapparkering: Ja
Niveaufri adgang: Ja
Tidsbestilling: Ja – Bestil tid
Mulighed for drop-in: Ja. Ved drop-in skal børn under 15 år følges af en forældre eller værge.
Der er lukket for kommentarer