Kommunen om ‘spøgelseshuset’: Det er planen
Formand for Klima- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune, Hella Hardø Tiedemann (S), er ærgerlig over det fallerede boligbyggeri på Skovlunde Torv 6, men kommer med en opfordring til ejeren.
Som lokalpolitiker gennem flere år og formand for Klima- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune har Hella Hardø Tiedemann (S) fulgt byggeriet på Skovlunde Torv 6 tæt. Så meget desto mere ærgrer det hende, at et nybyggeri fra 2020 har fået så trist en skæbne.
»Det er virkelig trist og står som et spøgelseshus på en central og god placering. Det er ærgerligt, og som politikere kan vi ikke gøre så meget ved det, men vi kan opfordre ejer af bygningen til at renovere, og jeg kan forstå, at det er også det, der skal ske,« fortæller formanden, der på et tidspunkt også havde hørt snak om nedrivning.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Normalt har vi jo et ordentligt og lettere forløb med investorer og bygherrer
Det bekræftes af Ballerups centerchef for By, Erhverv og Miljø, Steen Pedersen, der oplyser, at ejeren, Mango Property Holdning, og dennes advokat har fortalt kommunen, at man forventer at renovere i løbet af foråret, så der kan flytte nye ind til sommer. Og ellers har man ikke hørt så meget mere. Det er nemlig, som Skovlunde Bladet også har erfaret, svært at få ejeren i tale.
»Vi har jævnligt forsøgt at få fat i dem for at høre, hvad der sker, men det har været svært. Vi er også kun interesseret i, at der sker noget, så der kan flytte nogen ind,« fortæller centerchefen.
Kunne ikke have gjort noget anderledes
Adspurgt, om der er noget kommunen kan gøre for at undgå, at en lignende situation skal opstå i fremtiden, afviser udvalgsformanden.
»Jeg synes ikke, der er noget, vi kunne have gjort anderledes. Der blev budt ind på grunden, og sagsgangen gik som gik, ja så skulle vi have sagt nej, men det var jo ikke meningen,« vurderer Hella Hardø Tiedemann, der understreger, at erfaringen er, at den slags byggesager som regel går, som de skal.
LÆS OGSÅ: Én lejer tilbage på Skovlunde Torv
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Normalt har vi jo et ordentligt og lettere forløb med investorer og bygherrer, og normalt er bygningerne ikke slidt efter så kort tid. Vi oplever selvfølgelig ændringer, men det vil man også gøre med så store projekter. For eksempel som med Skovlunde Nord, hvor der var én, som ikke ville af med grunden, eller da vi fik Vandkunsten til at tegne et projekt, og så holdt det ikke stik alligevel. Men det er stadig et godt projekt,« forklarer hun.
Kan stille krav i lokalplanen
Derfor kommer hun også med en opfordring til nuværende som fremtidige bygherrer i kommunen:
»De skal opføre et ordentligt byggeri i stedet for at sætte noget lynhurtigt op og lave noget, som ikke holder en meter,« lyder det.
Men kan man som kommune ikke stille krav i forhold til kvaliteten af sådanne byggerier?
»De krav vi kan stille er, at man overholder lokalplanen, og lige om lidt kan vi skrive ind noget mere klima ind i lokalplanerne. Det glæder vi os til,« siger hun og tilføjer:
»Og så stiller vi stadig krav i forhold til afledning af regnvand og højde og drøjde, farvevalg og så videre, men vi kan ikke gå ned i detaljen,« forklarer hun, der altså kun kan opfordre til, at bygherrerne gør det deres arbejde ordentligt.
Min fornemmelse er, at det har fået for lidt opmærksomhed fra bygherre, og så er det blevet dårligt opført
Så hvad gik der galt med Skovlunde Torv 6?
»Min fornemmelse er, at det har fået for lidt opmærksomhed fra bygherre, og så er det blevet dårligt opført,« vurderer udvalgsformanden.
Der er lukket for kommentarer