Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Kunstværk i byparken nedlægges

Konstruktionen i det ni år gamle kunstværk ‘Dag og Nat’ i Skovlunde Bypark skaber udfordringer, og de betyder, at værket skal nedlægges.

Siden 2015 har kunstværket ‘Dag og Nat’ af kunstner Anja Franke været en del af Skovlunde Bypark. Det bølgende tæppe ved søen og den stenbelagte sti med lysinstallationer, som leder gæster ind og ud af parken, er blevet flittigt brugt. Det betragtes som en del af parken.

Værkets særlige design og konstruktion i fliser og beton har dog medført uforudsete reparationer og høje ekstraomkostninger til blandt andet udskiftning af lyskilder. Og det gør, at kunstværket snart tages ned.

I 2023 blev der derfor foretaget en grundig ekstern undersøgelse af kunstværket. Den konkluderede, at værket flere steder har mangler og er uhensigtsmæssigt konstrueret, oplyser Ballerup Kommune i en pressemeddelelse.

Der trænger vand ind, og fliserne falder af flere steder

Aldrig sjovt

Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune har derfor besluttet, at kunstværket skal nedlægges, og på udvalgsmødet tirsdag den 28. maj godkendte udvalget finansieringsplanen for nedlæggelsen.

»Det er aldrig sjovt at skulle nedlægge et kunstværk, men det er nødvendigt med ‘Dag og Nat’. Der er konstateret flere udfordringer i konstruktionen, og økonomisk er det mest forsvarligt at nedlægge værket,« udtaler Charlotte Holtermann (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune, i pressemeddelelsen.

»Der trænger vand ind, og fliserne falder af flere steder. Der er også store udfordringer med lyskilderne i begge værker. Medmindre vi bruger rigtig mange penge på at ombygge de to monumenter, vil vi fortsat have udfordringer med værket i de kommende år,« forklarer Charlotte Holtermann, der samtidig kan fortælle, at et andet kunstværk er på vej

»I samråd med Skovlunde Lokaludvalg flytter vi ‘Konstruktivistisk Stålskulptur’ af Karl Aage Riget ned i byparken. Skulpturen stod tidligere foran UCC, som nu er omdannet til bosteder og dermed uden offentlig adgang. Nu flytter vi den nyrestaurerede skulptur ned i parken, så flere kan få glæde af den,« fortæller Charlotte Holtermann.

Det er Økonomiudvalget i Ballerup Kommune, der træffer den endelige beslutning om finansieringen af nedlæggelsen af ”Dag og Nat”. Det gør udvalget efter planen på deres møde tirsdag den 11. juni.

"Konstruktivistisk Stålskulptur" af Karl Aage Riget.
‘Konstruktivistisk Stålskulptur’ af Karl Aage Riget flyttes ned i byparken. Foto: Ballerup Kommune

 

Til efteråret

Hvis finansieringsplanen bliver godkendt, er det vurderingen, at kunstværket kan fjernes i løbet af sensommeren eller efteråret 2024. I forbindelse med nedlæggelsen etableres samtidig en grussti, hvor ‘Løberen’ er nu, så stierne rundt i Skovlunde Bypark forbindes igen.

Statens Kunstfond bidrog med størstedelen af finansieringen til opførelsen af ”Dag og Nat” i 2015. Både Statens Kunstfond og kunstneren er blevet informeret om udfordringerne med kunstværket.

LÆS OGSÅ: Et andet kunstværk i Skovlunde som er placeret indendørs

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!