Mentorer for børn og unge på hospitalet: “Vi får lige så meget ud af det som dem”

Ditte Moltsen, Marthine Rose Jensen og Amalie Windfeld Pedersen er alle i første halvdel af tyverne og studerende, og så har de et studiejob.

På den måde minder deres liv om mange andre jævnaldrendes. Men studiejobbet er noget usædvanligt, de er nemlig alle tre mentorer på Herlev Hospital. Her er de hver især 10 timer om ugen tilknyttet større børn med kroniske sygdomme, som er indlagt eller følges ambulant.

»Vi taler ikke så meget med dem fagligt om deres sygdomme, men vi har erfaring, som vi kan dele ud af, hvad man har af udfordringer med skole, fritid og venner,« siger Ditte Moltsen. Hun og de to andre mentorer har selv tilbragt meget tid på hospitaler som børn, da de alle tre har type 1-diabetes.

Mentorordningen er et tilbud, som Region Hovedstaden giver unge med en kronisk sygdom. Formålet med ordningen er at støtte de unge gennem en svær tid med fokus på den hjælp, det kan være at tale med en anden ung, som har haft de samme udfordringer og gjort sig erfaringer med et ungdomsliv med en kronisk sygdom.

Først og fremmest lytte

Ordningen er foreløbig planlagt i en tre-årig periode, som er halvvejs nu, og foregår i et samarbejde mellem Afdeling for Børn og Unge på Herlev Hospital og Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital. ​Ditte, Marthine og Amalie håber alle, at ordningen kan fortsætte ud over den tre-årige periode, da de har oplevet det som meget givtigt, og noget de godt kunne have tænkt sig fandtes, da de var børn. Samtalerne er fortrolige og bliver ikke ført ind i nogle journaler. Herlev Bladet møder dem til en samtale om erfaringerne om det første halvandet år.

»Det vi gør, er først og fremmest at lytte,« fastslår Amalie Windfeld Pedersen, mens Marthine Rose Jensen fortæller om nogle af de udfordringer, som teenagerne kommer med, og de tre mentorer kan genkende fra sig selv.

»Hvordan har man det i sin klasse? Skal man fortælle, at man er syg, når man er ny i en klasse? Det er godt for dem at vende med andre unge mennesker, som hverken er læger eller psykologer, men nogle der er i samme situation som dem,« siger hun, mens Ditte Moltsen konstaterer, at de selv har deres egne udfordringer i livet, også når de er i tyverne.

»Det er smukt at se, at folk kan spejle sig selv i os og i hinanden. Mange af de problemer, som de har, kan vi jo genkende fra os selv. Vi bøvler jo også stadig med vores ting,« siger hun, og Amalie supplerer:

»Jeg tror, vi får lige så meget ud af det som dem.«

Jeg bruger min sygdom konstruktivt og tænker, at der må være en mening med, at jeg er blevet ramt af det, fordi jeg skulle det her

Dialog med personale

Der er dialog med det faste personale på Herlev Hospital, hvor sygeplejersker kan anbefale de unge at tage en samtale med en mentor.

»Personalet er god til at bruge os. Vi har jo noget viden og erfaringer, som kan være svært at have overblik over for dem i en travl hverdag,« siger Marthine, og oversygeplejerske Camilla Lousie Bredahl bekræfter, at det er god supplering at kunne tilbyde patienterne disse samtaler.

»Det giver rigtig god mening for os som sundhedspersonale at tilbyde disse samtaler, som vi ikke selv har tid til, og vi kan ikke tilbyde det perspektiv ungementorerne kan, der selv har levet med en kronisk sygdom. Vi er selv i vores job meget optaget af sygdom og det rent sundhedsfaglige,« siger hun.

Børnene kan både melde sig til samtaler – ind i mellem tilskyndet af personalet, hvis de kan se, at der er behov for det – og de tre mentorer kan også falde i snak med dem på sengeafsnittet og derefter tage det videre til en egentlig samtale.

En mening med det

De tre mentorer holder også fællesarrangementer på afdelingen, hvor der både kan quizzes og tales om alt muligt andet end sygdom.

»Det holdes både for drenge og piger separat og som fællesarrangementer for alle,« fortæller Ditte.

Udover børnene på afdelingen har de også rakt ud til forældrene og kunnet give dem gode råd til, hvordan de skal gebærde sig over for deres børn, hvad de skal tale om og ikke tale om.

De tre mentorer holder også selv oplæg om det at have diabetes og deres erfaringer med det at være kronisk syge som barn og ung. Det skal nævnes, at man behøver ikke nødvendigvis at have diabetes for at blive mentor, men tilfældigvis har de tre alle den sygdom. Ved disse oplæg kan børnene stille spørgsmål, hvilket også har resulteret i flere gode fælles samtaler, hvor det har vist sig, at mange har kunnet genkende de spørgsmål, som er blevet stillet, fortæller de.

Det giver rigtig god mening for os som sundhedspersonale at tilbyde disse samtaler, som vi ikke selv har tid til, og vi kan ikke tilbyde det perspektiv ungementorerne kan

»Efter vi har holdt de her arrangementer, har det virkelig skabt et fællesskab. Der er en masse ting, som vi har kunnet snakke om,« siger Amalie, som også bruger stillingen til at reflektere over sin egen tilværelse:

»Mine egne erfaringer har motiveret mig til at søge denne stilling. Jeg bruger min sygdom konstruktivt og tænker, at der må være en mening med, at jeg er blevet ramt af det, fordi jeg skulle det her,« siger Amalie og tilføjer:

»En af børnene sagde: ‘Når jeg bliver stor, vil jeg også være ungementor.’ Det var virkelig rørende. Så føler jeg, at vi virkelig har givet noget videre.«

Menneske før diagnosen

Marthine nævner, at stillingen som mentor også hjælper hende selv i dagligdagen.

»Det er altid nemmere at hjælpe andre end sig selv. Alle kan have en øv-dag, så gælder det om at tænke, at der er en ny dag i morgen. Måske skal jeg lytte mere til mig selv. Det er blevet nemmere for mig at være i min egen sygdom,« siger hun.

Hvis I skal komme med nogle råd til folk, som er kollegaer eller medstuderende til mennesker med kroniske sygdomme, hvad skal det så være? 

»Spørg ind til min dag og ikke mit blodsukker,« siger Amalie.

Altså mennesker før diagnoser, og så er der en måde, som ikke er god at stille spørgsmål på, hvis man spørger til sygdomme.

»Du må godt spørge nysgerrigt ind til mig, men det skal ikke være baseret på dine egne fordomme,« siger Ditte.

LÆS OGSÅ: Hans er læge og kæmper for patienternes ben