Overblik over antallet af beskyttelsesrum i Herlev: Over 10.000 færre pladser
Herlev Kommune er langt om længe færdige med deres opdaterede overblik over antallet af beskyttelsesrum i kommunen. Det opdaterede overblik viser, at der er 10.000 færre sikringspladser end antaget. Der er dog stadig flere pladser, end der er indbyggere i kommunen.
Siden krigen brød ud i Ukraine, har herlevborgerne ønsket at få svar på, hvor man kunne søge i sikkerhed, hvis krigen bredte sige til resten af Europa, og om der var plads til alle indbygger i kommunen i de tilgængelige beskyttelsesrum.
Og efter godt 10 måneders undersøgelser er Herlev Kommune nu klar med et opdateret overblik over antallet af sikringspladser i kommunen, der besvarer de spørgsmål.
Det opdaterede overblik viser, at der er i alt 30.725 sikringspladser i Herlev Kommune. Det er 10.393 færre pladser end kommunens tidligere datagrundlag viste, hvor man havde opgjort i alt 41.118 sikringspladser.
Det fremgår af referatet fra det seneste møde i Miljø-, Klima- og Teknikudvalget.
LÆS OGSÅ: Vurdering af Herlevs nye klimahandleplan: Det er grundigt arbejde
Stadig flere sikringspladser end indbyggere
Med en afvigelse i antallet af sikringspladser på over 10.000 var det nok meget godt, at Herlev Kommune besluttede at opdatere overblikket over antallet af sikringspladser.
Men selvom over 10.000 færre pladser måske lyder af meget, så er der ingen grund til bekymring.
Der bor nemlig lige nu 29.027 indbyggere i Herlev kommune, og der er derfor sikringspladser til alle og faktisk over 1.600 pladser i overskud.
Herlev Kommune skriver, at årsagen til reduktionen af antallet af pladser primært skylde, at de oprindelige data er af ældre dato, og at mange ejendomme siden er blevet revet ned.
Beredskabsstyrelsens frist var maj 2022
Overblikket over antallet af beskyttelsesrum og sikringspladser i kommunen er dog ikke et, Herlev Kommune har lavet helt på eget initiativ.
Vi er ikke blevet bedt om at lave det her overblik på baggrund af en aktuel trussel
Faktisk bad beredskabsstyrelsen i slutningen af marts alle kommuner i landet levere specifikke tal på antallet af sikringspladser, og dette havde kommunerne indtil 1. maj 2022 til at levere. Men Herlev Kommunes opdaterede overblik er altså først lige afsluttet.
Herlev Bladet spurgte Herlev Kommune i november, hvorfor man endnu ikke havde afsluttet sine undersøgelser. Her fortalte borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), at man stadig manglede tilbagemeldinger fra ejere af private ejendomme. Dem har man så indhentet nu.
»Vi er ikke blevet bedt om at lave det her overblik på baggrund af en aktuel trussel. Situationen er ikke blevet mere alvorlig siden april, men derfor er det stadig et rart overblik at have, og af den grund har vi også rykket for svar hos dem, der endnu ikke har svaret på vores henvendelse,« sagde Thomas Gyldal Petersen til Herlev Bladet i november, hvor han understregede, at der ingen aktuel trussel er mod Danmark.
Der er lukket for kommentarer