Overvældet over stort fremmøde til majstangsfest: “Der har aldrig været så mange før”
Det store fremmøde skabte stor glæde hos borgmester og pædagoger, da en masse børn og voksne onsdag mødte op til majstangsfest i Skovlunde Bypark.
»Så gør vi Boogie-Woogie, og så drejer vi omkring, og så går vi i ring, hey.«
Sådan lyder det fra samtlige børn og voksne, der er i fuld gang med at danse rundt om majstangen i Skovlunde Bypark, mens de synger teksten til ‘Åh boogie woogie woogie’ og klapper i takt.
Traditionens tro samles børn og voksne fra diverse dagtilbud, botilbud og skoler i Skovlunde i maj måned for at fejre, at sommeren er på vej. Her er børnene udsmykket med blomsterkranse i alverdens farver, og musikken fra live-bandet er med til at skabe en festlig stemning i hele Skovlunde Bypark.
Og med et fremmøde på næsten 800 børn og voksne er der ingen tvivl om, at majstangsfesten er et stort hit blandt institutionerne i Skovlunde – og det har overvældet både borgmester og pædagoger.
Skaber fællesskab
Til majstangsfesten rejses en høj træstang, der er udsmykket med løv, blomster og bånd for at fejre, at det er blevet forår.
Men ifølge Pernille Ellegaard Christensen, der er pædagogisk assistent i Børnehuset Skovlunde, er majstangsfesten i Skovlunde Bypark dog ikke kun sat i værk for at fejre, at sommeren er på vej, men også for at skabe et fællesskab blandt voksne og børn fra forskellige dagtilbud, botilbud og skoler i Skovlunde.
Derfor har hun været med til at stable majstangsfesten på benene i cirka otte år nu, da hun ved, at arrangementet skaber stor glæde blandt børn og voksne.
LÆS OGSÅ: 1.400 FDF’ere koger æg, klatrer og svæver over vandet i Skovlunde
»Når vi afholder de her arrangementer, får børn og voksne mulighed for at hilse på en masse andre, som de normalt ikke ses med,« siger Pernille Ellegaard Christensen og tilføjer:
»Det er jo også tydeligt, at børnene elsker det, når fremmødet er så stort som i dag.«
Og det er 6-årige Isabella Camilla Wabwire, 8-årige Olivia Kristine Wabwire, 7-årige Claudia Klyver og 5-årige Wildom Klyver, helt enige i. De har alle set frem til at skulle i Skovlunde Bypark og danse rundt om majstangen med mange andre børn.
»Jeg synes, det er mega sjovt at være her,« siger Olivia Kristine Wabwire.
»Jeg har glædet mig til at skulle hygge med alle mine venner og have det rigtig sjovt,« siger Isabella Camilla Wabwire.
»Det er virkelig sjovt, fordi der er mange pæne blomster, og musikken er rigtig god,« siger Claudia Klyver.
»Det er rigtig pænt med blomsterne, og så elsker jeg at danse,« siger Wildom Klyver.
Stort fremmøde
Det er ikke kun børnene, som udnytter muligheden for at få rystet hofterne i byparken. Ballerups borgmester, Jesper Würtzen, er også i fuld gang med at tage en svingom med børnene med sin store borgmesterkæde hængende om halsen.
Som tidligere skoleleder vil Jesper Würtzen rigtig gerne støtte arrangementer, hvor børn og voksne mødes på tværs af institutionerne.
»Jeg vil rigtig gerne komme, når børn i Skovlunde mødes, så vi alle kan være sammen på tværs i vores lille by,« siger Jesper Würtzen og tilføjer:
»Det er jo helt vildt, hvor mange der er mødt op i dag. Det glæder mig meget.«
Tæt på Jesper Würtzen finder man Kien Mikkelsen, der er BFO-leder på Skovlunde Skole, som også bruger det meste af sin tid til majstangsfesten på at danse med børnene. Han er også helt forbløffet over, hvor mange der er mødt op i byparken.
»Da jeg holdt åbningstalen, tænkte jeg bare: Hold da op, hvor er der mødt mange op,« siger Kien Mikkelsen og tilføjer:
»Det er vitterlig det bedste fremmøde nogensinde. Der har aldrig været så mange før, så det glæder mig rigtig meget.«
Se flere skønne billeder fra majstangsfesten øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ: Facebook-administrator: “Tonen er blevet virkelig, virkelig grov”
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer