Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Rejsegilde for ny Rema 1000: Hjortespringcentret skal leve igen

Udvidelsen og renoveringen af Hjortespringcentret er godt på vej.

Med åbningen af den nye Rema 1000 på grunden, hvor der tidligere var bibliotek, og med forskønnelsen af området får Hjortespringcentret et tiltrængt boost.

Det var blandt andet konklusionen i talerne til butikkens rejsegilde, der denne torsdag badet i solskin, markerede, at de eksisterende dagligvarebutikker Netto og 365discount snart får følgeskab af en ny.

Ifølge en af talerne, Jonas Nyrop Vestermann, der er udviklingschef for REMA Etablering, er forventningen, at butikken slår dørene op i slut maj.

vi er ikke tilfredse med, hvordan vi er repræsenteret. Derfor begynder vi med åbningen af den her butik på et nyt eventyr

»Vi har kigget på Herlev igennem mange år, og vi er ikke tilfredse med, hvordan vi er repræsenteret. Derfor begynder vi med åbningen af den her butik på et nyt eventyr, og vi er ikke færdige – vi vil meget mere,« lød det fra udviklingschefen med et glimt i øjet til Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), der også var på talerlisten.

Et løft til hele kvarteret

Borgmesteren kom blandt andet ind på, at de herlevborgere, der bor i Hjortespring har en særlig tilknytning til området – de bor først og fremmest i Hjortespring og ikke Herlev. Og han ved, hvad han taler om, for han er selv vokset op i nabolaget.

»Købmanden, Jeppes Bodega og biblioteket. Det var det, der var. Siden har verden udviklet sig, men det er stadig sådan, at når man bor her, så er man glad for de ting, som området kan tilbyde såsom skolen, biblioteket og dagligvarebutikkerne, og derfor er jeg glad for, at KFI (som ejer Hjortespringcentret, red.) vil give området et løft, så vi kan skabe et sted, hvor folk har lyst til at komme,« lød det fra borgmesteren med henvisning til lokalplan 119, der danner rammen for den nye udvidelse/opdatering af Hjortespringcentret.

Her fremgår det, at der blandt andet skal skabes en sti, der kommer til at gå som en akse med forbindelse til det nye Rådhus Hjortespring i syd til Gammelgaard i nord. Derudover vil også komme to byrum og en legeplads, som i højere grad skal få folk til at blive og opholde sig i centerområdet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Per Lange, direktør i KFI Købmandsfonden, der ejer Hjortespringcentret, fortalte, at centret længe havde trængt til en kærlig hånd. Foto: Kenneth Hougaard.

Ringen er sluttet

Netop direktøren for KFI Købmandsfonden, Peter Lange, var også mødt op, og som borgmesteren har han også et tæt forhold til stedet og Herlev, hvor han har boet.

Derfor er han også glad for det samarbejde, som KFI og kommunen har haft i bestræbelsen på at give Hjortespringcentret en ordentlig overhaling.

»I 1986, da vi købte centret, gjorde vi det for at støtte den daværende SuperBest-købmand, men så i 2011 gik butikken konkurs, og året efter flyttede Netto ind, og på det tidspunkt kunne vi godt se, at centret så lidt slidt ud, så vi indledte en dialog med kommunen og traf en beslutning om, at det hele skulle løftes,« fortalte direktøren om de planer, der altså snart er ved vejs ende.

»Så man kan sige, at vi med den nye købmand nu har sluttet ringen tilbage til, hvor vi startede. Nu skal centret leve igen,« sagde Peter Lange.

Artiklen fortsætter under billedet.

Købmand i den nye REMA 1000 i Hjortespringcentret, Daniel Høngaard Corinth-Hansen, glæder sig til at åbne butikken i slut maj. Foto: Kenneth Hougaard.

Skræddersyet til lokalområdet

Efter de obligatoriske længe-leve-råb og ros til håndværkerne, som hurtigt kastede sig over burgerboller og pizzaslices fra den lokale, fik Herlev Bladet sig en snak med den kommende købmand, som hedder Daniel Høngaard Corinth-Hansen. Han har tidligere drevet butik i både Ishøj og Greve og har været på orlov indtil åbningen af Herlev-butikken. En åbning, der nu har været udskudt et par gange, hvorfor han glæder sig ekstra meget til at komme i gang.

Hvad tænker du om at blive en del af et center?

Det giver en god blanding af alle mulige mennesker, så dem glæder jeg mig til at møde, og så glæder jeg mig til at skulle bygge noget nyt op fra bunden

»Det giver en god blanding af alle mulige mennesker, så dem glæder jeg mig til at møde, og så glæder jeg mig til at skulle bygge noget nyt op fra bunden, sætte mit eget team og mit eget præg på butikken,« sagde han, der til daglig bor i Gentofte og ikke har det store forhåndskendskab til Herlev.

Hvad tænker du om skulle ligge lige ved siden af to andre dagligvarebutikker?

»Det skræmmer mig ikke. Det gør bare, at vi kan udfordre hinanden, og min fordel er, at jeg er selvstændig, så vi kan skræddersy vores sortiment til lokalområdet,« vurderede han, der ikke er i tvivl om, at der er kunder nok til alle.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!