Tema om Sund Livsstil: Derfor er det så svært at slippe af med de dårlige vaner
De fleste kender det med at være helt stålsat på, at nu skal de gode vaner bare være rutine. For derefter alligevel at ende i den samme suppe af de dårlige.
Januar er for mange konge-måneden for nye begyndelser, og de fleste har nok prøvet det med at sætte sig et mål om, at nu skal der ske noget. Nu skal maden være grønne, kærsten være dejligere, besøgene i fitnesscenter hyppige og en hel masse andet.
Og uanset hvor stålsat man er, når man høvler grønsagerne ned i indkøbskurven, så kender mange også fornemmelsen af, at de gamle, dårlige vaner lige så stille får sneget sig ind igen som en lidt irriterende ven med en alt for blød og rar sofa.
Men der er faktisk en grund til, at vaner ikke lige er sådan at slippe af med, så det er ikke kun dig.
Ifølge Teknologisk Institut så sparer vaner os for energi, hvilket er forklaringen på, hvorfor vi mennesker ofte vælger at køre på autopiloten. Det er livsnødvendigt for os at have vaner, fordi de gør vores hverdag meget lettere.
Det stammer helt tilbage fra vores krybdyrhjerne, når vi gør noget vi kan eller er vant til.
Sommetider kan det dog være med til at forhindre, at vi når de mål vi sætter for os selv. I de tilfælde skaber vores vaner ikke længere nogen værdi for os. Og det er så her, man bør lade fornuften tage over, og forsøge at gøre op med de dårlige vaner.
Teknologisk Institut, der udbyder kurset ’Bryd vanen, bøj fisken – og øg jeres trivsel og arbejdsglæde’ har lavet seks tips, som kan hjælpe dig på vej til at bryde en dårlig vane:
1. Du skal selv tage beslutningen
Du skal selv ønske at ændre en vane. Det hjælper ikke, at du ændrer på vaner, fordi andre mener du skal. Du skal derfor sørge for, at du går helhjertet ind i at tage beslutningen om at bryde en vane.
2. Husk de positive målsætninger
Sørg for at formulere din målsætninger positivt. Som et eksempel kan du sige eller tænke for dig selv: ”Jeg vil være slank og spise sundt, fordi det er godt for min krop”. Når vi skal ændre en vane, har vi ofte en tendens til at tænke det negative såsom: ”Jeg vil ikke være tyk og spise for meget”.
Din underbevidsthed er ikke i stand til at opfange ordet ”ikke” og den danner sig derfor et billede af, at du er tyk. De negative tanker har derfor den modsatte effekt, og du modarbejder ubevidst dig selv og dine målsætninger.
3. Hvad er drivkraften?
Hvad vil du have ud af at nå målet? Hvis dit mål er at tabe dig, så gør op med dig selv, hvorfor du ønsker at tabe dig.
Er det for, at du igen kan hoppe tilbage i alt dit smarte tøj, som er blevet for småt og ligger bagerst i skabet? Er det for at føle dig bedre tilpas i din krop? For at have mere overskud til dine børn og familie?
Du skal gøre op med dig selv, hvad drivkraften er for, at du vil bryde den dårlige vane og lade disse tanker styre, når du møder modgang på din vej.
4. Erstat den dårlige vane
Hvis du erstatter en dårlig vane med en god vane, efterlader du ikke et tomrum.
Hvis du ønsker at stoppe med at drikke kaffe, kan du erstatte kaffen med grøn te. Det er et sundt alternativ og du får ikke samme fornemmelse af at måtte undvære noget.
5. Fjern alle fristelser
Hvis du ønsker at tabe dig, så sørg for at køkkenskabene ikke er fyldt med en masse lækkerier.
Tøm skabene for slik, kage og andre søde sager, så du ikke risikerer at blive fristet.
6. Start allerede i dag
Du kender dem sikkert: ”Jeg gør det i morgen eller i næste uge”.
Drop alle undskyldninger og tag beslutningen allerede i dag og hold ved. Det er rent faktisk ikke umuligt at ændre en vane.
Sådan lyder de gode råd. Hvis du altså vil ændre noget . En beslutning kan jo også være, at du faktisk er helt perfekt, ligesom du her.
LÆS OGSÅ: Herlev Kirke er aflåst i februar
Der er lukket for kommentarer