Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Formand: Ny trafikal udfordring på Engløbet kan skabe livsfarlige situationer for skolebørnene

Trods en god dialog med forvaltningen på Herlev Kommune er skolebestyrelsesformanden på Herlev Byskole bekymret for, at trafiksituationen på Engløbet bliver endnu mere kaotisk, når etablering af fjernvarme går i gang i næste uge. Kommunen erkender den dårlige timing.

Fra næste uge og syv uger frem skal der etableres fjernvarme på Engløbet, og derfor må forældre til børn på Herlev Byskole afd. Eng døje med endnu en bekymring oven i de mange andre, der efterhånden er opstået som følge af den seneste tids trafikkaos på Engløbet.

»Vi er super bekymrede. (…) Når det her kommer oveni hatten, så bliver man bekymret. Vi går en mørk tid i møde, og hvis trafikken ikke bliver roligere end den er nu, så kan det skabe livsfarlige situationer for vores børn,« siger skolebestyrelsesformanden på Herlev Byskole, Christina Lüthi

På Engløbet, der er den vej, hvor Herlev Byskole afd. Eng ligger, har der længe været store trafikale udfordringer blandt andet med store lastbiler, gennemkørende trafik, og forældre der standser og parkerer uhensigtsmæssigt. På trods af flere forsøg på at løse udfordringerne og gøre opmærksom på dem, er de der stadig, mener flere forældre.

LÆS OGSÅ: Første udkast til det nye Bangs Torv er klart

Skolebestyrelsesformanden fortæller, at forældrene til børn på Herlev Byskole afd. Eng er blevet informeret omkring gravearbejdet i en besked fra skolelederen på intranettet AULA, hvor der samtidig henstilles til, at forældrene ikke afleverer deres børn i bil de næste syv uger.

Hvis man alligevel er nødt til at køre sit barn i skole, så opfordrer skolebestyrelsen og Herlev Kommune til, at man parkerer ved Herlev Rådhus og følger sit barn i skole derfra de næste syv uger. Derudover er der en bøn til alle der kører på Engløbet om at tage så meget hensyn som muligt.

Påvirker ikke lastbilforbud

Siden februar har der været store trafikale udfordringer på Engløbet særligt om morgenen, når forældre afleverer deres børn. Skolebestyrelsesformanden forklarer, at skolevejen er udfordret på tre områder: lastbilkørsel i morgentimerne, forældre der standser og parkerer uhensigtsmæssigt og gennemkørende trafik.

For to uger siden blev der opsat forbudsskilte ved indfaldsvejene til skolen, der forbød lastbiler at køre i tidsrummer fra 07.30 til 08.30, men ifølge Herlev Kommune vil gravearbejdet ikke ændre på forbuddet. I den periode, hvor der graves til fjernvarme på Engløbet vil det stadig være forbudt for lastbiler at køre i morgentrafikken.

LÆS OGSÅ: Cupcakes, cookies og brownies skal hjælpe udsatte børn 

Til gengæld har skolevejen fået en ny udfordring. Der vil fra næste uge kun være ét spor at køre i på Engløbet. Mens der graves, bliver det derfor tilladt for cyklister at køre på fortovet for at adskille cyklister fra biler.

»Det er bestemt ikke et ønskescenarie, men vi samarbejder med forvaltningen på Herlev Kommune om at komme bedst muligt igennem det her,« siger skolebestyrelsesformanden om de nye trafikale udfordringer i forbindelse med gravearbejdet.

Den gode dialog

Ifølge Christina Lüthi har der været en god dialog mellem skolebestyrelsen og forvaltningen på Herlev Kommune, der har været forstående og hjælpsomme.

Der er også igangsat forskellige tiltag for at højne trafiksikkerheden mens gravearbejdet står på. Eksempelvis håber skolebestyrelsen på, at der er flere forældre, der vil melde sig til at blive en del af en forældrepatrulje, der kan være med til at afhjælpe trafikken om morgnen.

LÆS OGSÅ: Maxi ZOO Herlev har fået skadedyr 

»Vi kan bare se, at når der står voksne dernede, så afhjælper det trafiksituationen. Folk har simpelthen bare mere respekt for en voksen,« siger Christina Lüthi.

Derudover er det planen, at kommunen vil udlevere gule veste, reflekser og cykellygter til skoleeleverne, der færdes ved skolen, så de er lettere at få øje på i de mørke morgentimer.

Også forældre er bekymrede

Christina Lüthi og skolebestyrelsen er ikke de eneste, der er bekymrede for, hvordan gravearbejdet kommer til at påvirke trafiksituationen på Engløbet.

»Jeg er chokeret. Jeg ved ikke engang helt, hvad jeg skal sige,« lyder det fra Anja Henriksen, der er mor til en pige i 1. klasse.

»Set i et rent forældreperspektiv er det fuldstændig galimatias, at det ligger oveni en uholdbar trafiksituation. Det er i min verden fuldstændig hul i hovedet. Det er jo ikke ligefrem med til at bidrage til en sikker skolevej,« siger hun.

Hun forstår godt, at etableringen af fjernvarme er nødvendig, men hun mener at tidspunktet for gravearbejdet kunne have været planlagt bedre eksempelvis i sommerferien eller i den kommende juleferie.

det er i min verden fuldstændig hul i hovedet. Det er jo ikke ligefrem med til at bidrage til en sikker skolevej.

Også Julie Mortensen, der har to drenge på henholdvis 9 og 11 år, er bekymret og frustreret over, at gravearbejde betyder, at Engløbet og trafiksituationen bliver yderligere belastet.

»Når man får besked om, at der vil komme mere byggeri, bliver man rigtig træt. Det bekymrer mig meget. Især når jeg kan se, at der ikke sker noget blandt andet i forhold til kys og kør,« siger hun, der hentyder til, at etableringen af en kys og kør-zone, hvor forældrene kan sætte deres børn af, er gået i stå på grund af en bygherres konkurs.

Hvad tænkte du, da du læste beskeden om gravearbejdet på AULA?

»Nå, så går der længere tid før der sker noget med alt det andet. Det er ligesom at slå i en dyne. Man bliver bare helt vildt utålmodig,« svarer hun.

Kommunen: ‘Tidspunktet er uheldigt’

Herlev Bladet har kontaktet Herlev Kommune for blandt andet at spørge om, hvorfor det netop er i næste uge og syv uger frem, at etableringen af fjernvarme skal forgå. Centerchef for Teknik og Miljø, Søren Nielsen, svarer følgende i et mailsvar:

‘Man er i byggeprocessen af de nye boliger for enden af Engløbet nået dertil, at fjernvarmeledninger skal etableres. Så langt var man ikke i sommerferien, og udskydes det, vil det medføre stor forsinkelse af byggeriet. Vestforbrænding ansøgte derfor om gravetilladelse, hvilket forvaltningen har givet. Tidspunktet er uheldigt, men anledningen benyttes til at samarbejde konstruktivt om den bedst mulige løsning, hvor trafiksikkerheden ikke tilsidesættes,’ skriver  han i mailen.

Ifølge centerchefen vil den del af gravearbejdet, der har den største påvirkning af trafikken på Engløbet, blive foretaget i uge 42, mens skolen holder efterårsferie.

Derudover skriver centerchefen, at Herlev Kommune i samarbejde med Vestforbrænding vil sørge for ekstra lysregulering på Engløbet, mens arbejdet står på, og der vil blive lagt jernplader over udgravningen, hvor de er trafik. Herlev Kommune vil også anmode politiet om at patruljere ved skolevejen.

Du kan læse mere om kommunens tiltag i forbindelse med gravearbejdet her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!