Herlev Bladet

– Håndbolden har været med til at forme mig

I sin 55 år lange håndboldkarriere har Lisbeth Arent udviklet sig både på og uden for banen, for når man engagerer sig, får man meget igen, lyder budskabet.

Dengang kridtede hun altid Canvas-skoene inden kampen, så de blev skinnende hvide. Derefter bandt hun hvide og blå silkebånd i rottehalerne, da det var Herlevs farver. Man skulle jo se pæn ud, som hun siger.

62-årige Lisbeth Arent, der er denne måneds sportsprofil, husker tilbage på de tidlige år som håndboldspiller for HI Håndbold – senere Herlev/Hjorten Håndbold.

Med sine 55 års erfaring i håndboldtasken er hun om nogen et godt eksempel på, hvad der kommer ud af at engagere sig i sports- og foreningslivet. Og holde fast, vel at mærke.

»Det menneske, jeg er i dag, har håndbolden været med til at forme. Dét, at man er med i et socialt netværk, gør, at man udvikler sig til at kunne tage hensyn til andre mennesker og ikke kun tænker på sig selv. Man er nødt til at tænke på andre både på og uden for banen«, forklarer hun.

Nederlag til sejre

Den erfaring vil hun meget gerne give videre til de yngre generationer.

»De unge mennesker skal prøve det og ikke bare give op efter at have været der en eller to gange. Jo bedre de lærer hinanden at kende, jo mere får de ud af det sammen«, pointerer hun, der godt er klar over, at al begyndelse kan være svær.

»Da jeg startede, tabte vi 21-5 og 17-1 og så videre. Jeg kan huske, at min søsters veninde spurgte, hvordan det var gået, da jeg kom hjem, og vi havde tabt 21-5, og så tudede jeg«, fortæller Lisbeth Arent, men tilføjer, at der hurtigt blev god grund til at tørre tårerne væk igen.

»Så begyndte vi at vinde kampe, og det gav én noget selvværd, man lærer at tro på sig selv, og det kan man tage med sig hele vejen igennem livet. Det er det, som foreningslivet kan give«, lyder det fra den erfarne håndboldspiller, der på den konto har fået en god portion selvtillid.

Ikke mindst da hun og holdet vandt Ekstra Bladets turnering. Men også da hun og en række andre af landsdelens bedste spillere blev udvalgt. De skulle deltage på særligt sammensatte hold, som skulle dyste mod andre lignende hold fra andre landsdele.

»Og så var det jo også stort, da vi rykkede op igennem divisionerne«, fortæller hun, der som senior har spillet både i 2. og 3. division samt enkelte kampe i første.

Playmaker og målmand

Størstedelen af karrieren har hun spillet som playmaker, men pudsigt nok var det ikke ønskepositionen.

Helt fra starten drømte hun om målmandsposten, men da man manglede spillere på banen, og hun viste sig at have tæft for det, skulle hun være ude i marken. Først i sit 55. år fik hun endelig mulighed for at forsvare netmaskerne.

»Jeg havde ellers sagt, at når jeg fyldte 50 år, skulle det være«, griner hun, der trods forsinkelsen er glad for, at hun ’nåede i mål’ så at sige.

I samme forbindelse understreger hun dog, at det vigtigste er holdet.

»Dét, at man har det godt sammen, gør, at man præsterer bedre på banen, og vores trænere tog os også med på ture blandt andet til udlandet for at styrke det sociale«, forklarer hun.

Noget, som klubben, så vidt hun ved, stadig gør sig i for at styrke sammenholdet.

SFO-stævnet

Derfor blev hun også hængende i den samme klub i alle årene, og af samme årsag bruger hun også håndbolden aktivt i dag i sit job som skolepædagog på Lindehøjskolens SFO. Det har hun faktisk gjort i en årrække.

Blandt andet var hun med til at opstarte det årlige håndboldstævne for kommunens SFO’er, der i år blev holdt for 23. gang. Primært målrettet 2. og 3. klasserne i alderen otte til ni år.

»Det er for at give de børn, der ikke kommer i foreninger, mulighed for at snuse lidt til, hvad det vil sige at være til stævne. Jeg kan for eksempel se de glade udtryk på nogle af de børn, som ikke går i foreninger, hvis de har vundet eller scoret mål. Det udvikler dem, og de får mere selvværd«, forklarer Lisbeth Arent, der ikke vil lægge skjul på, at det også drejer som at hverve nye medlemmer.

Noget, de har haft god succes med gennem årene.

Mange venskaber

»Mange børn er startet til håndbold på det grundlag. Nogle år har der ligefrem været for mange i forhold til haltiderne«, griner hun og tilføjer:

»Men det er da positivt at få børns øjne op for, hvad en forening kan gøre og give af fællesskaber. Sådan har jeg også selv haft det. Det har givet mig mange venskaber, og jeg har stadig venner helt tilbage fra dengang. Det er livsbekræftende og giver mange oplevelser«, lyder det fra den boldglade Herlev-borger, der opfordrer børn og unge til at prøve det af.

Eller i det hele taget finde ud af, hvad de kan li’, og hvad de er gode til. For som hun siger:

»Det kunne jo være håndbold, for det fandt jeg ud af, at jeg er god til, og det har fulgt mig hele livet, og jeg har nydt det«, siger Lisbeth Arent, der i takt med, at hun snart går på efterløn også har tænkt sig at lægge håndbolden på hylden.

Men kun hendes egne kampe. For håndbold generelt kan hun ikke undvære.

Sådan stemmer du på Årets Sportsprofil

Mød de andre her:

Kim Drube, Herlev Taekwondo Klub: Har gjort HI Taekwondo til Nordens bedste klub

Martin Brock, HI Fitness: Glæden er drivkraften, og den gives til medlemmerne

Elias Idrissi, Herlev Boxing: – Når gongongen lyder, er alt væk

Kenneth Holm Nielsen, Dennis Dyhr Rasmussen, Frank Gyldskov-Redke, Martin Lovén, Fredrik Cöster og Per Rasmussen, HI Bordtennis: Nu går de efter Maze og titlen som Årets Sportsprofil

Patrick Eilsborg, Herlev/Hjorten Badminton: Stille, ung og ydmyg – men så svinger han ketsjeren

Danijel Marsenic, BMS Herlev: Det handler om at gribe chancen og kaste sig ud i det

Christoffer Gath, Herlev Eagles: – Det har hele livet været målet at være bedre end min bror

Cecilie og Amalie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub: I medgang og modgang – og golf

Pavla Setina, Herlev Volleyball: – Volleyball er mit livs kærlighed

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....