Sådan vendte Herlev Billard Klub stærkt tilbage på medaljefronten
Det var en stor begivenhed for Herlev Billard Klub, da det ene hold i Old Boys-rækken vandt to guldmedaljer denne sæson. Det er klubbens første sæt medaljer efter 10 års medaljetørke, hvilket er årsagen til, at Old Boys er blandt de fem kandidater til Årets Sportsprofil 2023.
Der blev stødet ekstra hårdt til billardkuglerne i maj, da de to hold i Old Boys-rækken i Herlev Billard Klub spillede om medaljer til sjællands- og danmarksmesterskabet.
Sidst, Herlev Billard Klub vandt en medalje, var i 2013, hvor ét ud af to hold i Old Boys-rækken vandt bronze. I maj kunne det ene hold i Old Boys-rækken gentage succesen, hvor de ikke blot formåede at hive én, men hele to guldmedaljer hjem til Herlev efter 10 års medaljetørke.
Ifølge 65-årige Henrik Jeppesen, som var med til at hive de to guldmedaljer hjem til Herlev, er det især holdets solidaritet og spillernes opbakning, der har været virkende til, at de er vendt stærkt tilbage på medaljefronten.
Vendt stærkt tilbage
Henrik Jeppesen er ikke i tvivl om, hvorfor holdet formåede at løbe med hele to guldmedaljer om halsen.
»Jamen, vi var jo bare de bedste, og det var ikke tilfældigt. Vi er nemlig blevet rigtig gode til at bakke hinanden op, når de virkelig gælder,« siger han og tilføjer:
LÆS OGSÅ: Ny trivselsmåling: Sådan er trivslen på Herlevs folkeskoler
»Når alle spillere står og kigger på én, mens man spiller en vigtig kamp, er det jo vigtigt, at vi støtter hinanden mest muligt.«
Ifølge Henrik Jeppesen kan holdet heller ikke løbe væk fra, at spillernes flere års erfaring har givet dem et ekstra skub i den rigtige retning.
»Vi har nogle rutinerede kræfter på holdene, som både er oppe i årene, og som derfor har spillet i mange år,« siger han.
Hygge på høj plan
I Herlev Billard Klub er der stor fokus på, at der bliver etableret et miljø, hvor alle spillere har det godt sammen, og hvor de får ‘hygget’ en masse.
»Det er vigtigt for os, at folk er glade, når de er her, og når de går igen. Vi er jo i bund og grund en ‘hyggeklub’, hvor vi laver mange fælles aktiviteter sammen,« siger Henrik Jeppesen og tilføjer:
»Og det gælder især for os om altid at have det sjovt, selvom vi kommer til en kamp for at vinde, for jeg accepterer ikke et nederlag.«
Derfor mener Henrik Jeppesen, at han nok er den på holdet, der går allermest op i at vinde.
»Hvis de andre ikke har følt for, at de ville give sig hundrede procent til kampene, har jeg lige givet dem et skub,« siger han.
Selvom Henrik Jeppesen siger, at han synes, at Old Boys har leveret en flot præstation denne sæson, siger han også, at han godt ved, at Herlev Bladet har nomineret nogle andre stærke kandidater.
»Overordnet set synes jeg bare, at vi har gjort det rigtig godt ved både at blive danmarks- og sjællandsmester,« siger han og tilføjer:
»Kan vi bare få vores koner til at stemme på os, er vi rigtig glade,« siger han efterfulgt af et stort grin.
Fakta om Old Boys:
- Old Boys-rækken består af to hold, der spiller i firemandshold.
- Herlev Billard Klub henvender sig primært til ledige og pensionister.
- Sidst, Herlev Billard Klub vandt en medalje, var bronze i 2013 af det ene hold i Old Boys-rækken.
Årets sportsprofil i ny udgave
I år bliver fem idrætsudøvere udpeget som kandidater til titlen som ‘Årets Sportsprofil 2023.’ De fem udpeges af Herlev Bladets redaktion, og vinderen bliver kåret fredag den 1. september under Herlev Festuge fra Store Scene i Herlev Bygade.
Frem mod kåringen kan man drypvis læse om de fem kandidater i Herlev Bladet og på Heleherlev.dk, og så bliver det Herlev Bladets læsere, der bestemmer, hvem der i sidste ende løber med den fornemme hæder.
Herlev Bladet har nomineret følgende idrætsudøvere:
- BMS Herlev Liga Damer, som du kan læse mere om her.
- Herlev/Hjorten Squash Elitetrup, som du kan læse mere om her.
- Herlev Eagles, som du kan læse mere om her.
- Rebecca Koerner, danmarksmester i linjeløb, som du kan læse mere om her.
- Herlev Billard Klub Old Boys
LÆS OGSÅ: Her er fremtidsplanerne for Herløv Kro – der slet ikke skal hedde Herløv Kro
Der er lukket for kommentarer