Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlev sparer penge på brændstof til busserne – men miljøet betaler prisen

I øjeblikket kører stort set alle busser i Herlev fossilfrit. Men i 2023 kommer det til at ændre sig markant. Movia forventer dog stadig at kunne opfylde sin målsætning om fossilfrie busser i 2030.

Lige nu kører kun fem procent af busserne i Herlev på almindeligt, fossilt brændstof. De resterende 95 procent kører enten på el eller på det fossilfrie HVO-biodiesel.

Og det gør de som et led i Movia og landets kommuners fælles aftale om en helt fossilfri busdrift i 2030. En målsætning, som Herlev med 95 procent fossil- eller emissionsfri busdrift må siges at være tæt på at indfri.

Men i 2023 tager Herlev et stort skridt tilbage i den udvikling.

Her vil busser, der kører på HVO-biodiesel nemlig for en periode skifte tilbage til at køre på almindeligt diesel. Det fremgår af referatet fra kommunalbestyrelsesmødet afholdt 12. oktober.

Det drejer sig alle busser på buslinjerne 155, 165, 167 og 168, og årsagen til skiftet er støt stigende priser på det fossilfrie HVO-biodiesel.

Movia: Det påvirker ikke overordnet målsætning

Et skift fra fossilfrit brændstof til almindeligt diesel i en periode kan ikke ligefrem være ønskescenariet for Movia, der siden 2016 har arbejdet på at omstille den kollektive bustrafik til at være 100 procent fossilfri.

Særligt ikke i en kommune som Herlev, der er en af de kommuner i Region Hovedstaden, der er længst med omstillingen. At skifte HVO-biodiesel ud med almindelig diesel vil nemlig reducere andelen af fossilfri drivmidler til 29 procent af Herlev Kommunes busdrift.

Vi har det seneste år set en meget kraftig prisstigning for HVO-biodiesel, hvilket har ført til betydelige meromkostninger for kommunerne for fossilfri busdrift

Spørger man Movia, så kommer det midlertidige skift dog ikke til at påvirke den grønne målsætning i det store hele.

»Movia har sammen med kommuner og regioner aftalt en målsætning om, at al bustrafik i 2030 er fossilfri. En beslutning om en midlertidig omstilling af bustrafikken fra HVO-biodiesel til almindelig diesel påvirker ikke Movias målsætning, da kommunerne forventes at vende tilbage til at anvende et fossilfrit drivmiddel inden 2030,« lyder det fra Jeppe Gaard, der er kontraktchef i Movia, i et skriftligt svar til Herlev Bladet.

Muligheden for midlertidigt at anvende almindelig diesel i stedet for HVO-diesel står da også beskrevet i driftskontrakterne med busoperatørerne, hvis priserne på HVO-diesel er markant stigende. Og det er altså tilfældet nu.

Belaster klimaet

En opgørelse udarbejdet af Movia viser, at man i Herlev kommer til at spare 2-2,5 millioner kroner om året ved at skifte fra HVO-biodiesel til almindelig diesel.

Besparelserne vil dog betyde, at man ifølge Movias beregninger belaster klimaet med 469 ton CO2 om året. Til sammenligning viser en gennemsnitlig beregning foretaget af klimaministeriet, at en almindelig dansker udleder omkring 11 ton CO2 om året.

LÆS OGSÅ: Snedker-elever samarbejder med ingeniør-elever om bæredygtigt byggeri

Vil man i fremtidige kontrakter udforme det sådan, at der ikke skal være en mulighed for at gå fra en grøn løsning og tilbage til at benytte fossile brændstoffer alene på grund af stigende priser?

»Movia vil i kommende udbud fortsat give mulighed for en omstilling fra HVO-biodiesel til almindelig diesel. Udviklingen går dog imod omstilling til elbusser, som giver emissionsfri drift. Ved kontrakter med emissionsfri busser er det ikke muligt at ændre det valgte drivmiddel,« svarer Jeppe Gaard.

Går man ikke på kompromis med den grønne omstilling, når man lader prisen afgøre, om man udleder fossile brændstoffer eller ej?

»Vi har det seneste år set en meget kraftig prisstigning for HVO-biodiesel, hvilket har ført til betydelige meromkostninger for kommunerne for fossilfri busdrift. Alternativet til omstilling fra HVO-biodiesel til almindelig diesel kan være reduktion i omfanget af en kommunes busservice. En kollektiv trafik betjent med almindelig diesel er et bedre alternativ end øget anvendelse af privatbilisme.«

Herlev Bladet ville gerne have haft et mundtligt interview med Movia om skiftet fra HVO-diesel til almindelig, men Movia har kun ønsket at svare skriftligt.

Kommunalbestyrelsen i Herlev er enig om, at Herlev Kommune skifter tilbage til HVO-biodiesel igen i tilfælde af, at prisniveauet udligner sig og bliver det samme som almindeligt diesel.


Fakta: Hvad er HVO-biodiesel?

HVO-biodiesel er et alternativ til almindelig diesel. Forskellen er, at HVO-biodiesel er 100 procent biologisk. Selvom HVO-biodiesel har sammen egenskaber som fossil diesel, så udleder HVO-biodiesel mindre CO2 og reducerer også NOx-gasser med op til 30 %.

HVO-biodiesel kan både blandes op med almindeligt diesel, eller det kan bruges rent.

For busserne i Herlev er det sådan, at godt 5 procent af busserne kører på el, 5 procent kører på fossile brændstoffer og de resterende 90 procent kører på HVO-biodiesel. Dette gør de som led i Movias grønne omstilling med dertilhørende målsætning om, at busflåden senest i 2030 skal drives uden fossile brændstoffer.

Kilde: OK og Movia

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!