Jonna skal med tre busser for at komme til Herlev Bymidte: “Det er da tosset”
Jonna Østersø fra Skovlunde drømmer om en bedre busforbindelse mellem Skovlunde og Herlev. Movia oplyser, at man er opmærksom på borgernes ønske om at forbedre forbindelsen mellem Skovlunde og Herlev.
Siden omlægningen af busrute 145 i 2015 er det blevet noget mere besværligt for Jonna Østersø at komme fra sit hjem i Skovlunde og til Herlev Bymidte eller Herlev Hospital.
Faktisk skal hun med tre forskellige busser, for at komme frem. Noget, hun beskriver som »skide irriterende«.
»Jeg synes jo, at det burde være noget nemmere at komme omkring i sin egen by. Jeg har i hvert fald svært ved at forstå, at man ikke prioriterer at gøre det lidt nemmere for ældre mennesker,« fortæller Jonna Østersø.
Det er da også tosset, at man skal med tre busser, for at komme til hospitalet
Og Jonna Østersø er ikke den eneste borger, der drømmer om bedre busforbindelse mellem Skovlunde og Herlev. Flere Skovlunde-borgere har skrevet til Skovlunde Bladet på blandt andet Facebook og delt deres frustrationer omkring mulighederne – eller manglen på samme – for at komme fra Skovlunde til Herlev.
Tre busser med rollator
Fra Jonna Østersøs hjem i Skovlunde og ind til Herlev Bymidte er der i gåafstand 2,5 kilometer. Men som 75-årig og med rollator er det ikke en rute, hun kan begive sig ud på.
Derfor skal hun i stedet først med bus 145, så med 142 og til sidst med 300S. Eller også skal hun med bus 145, S-toget og så bus 165. En tur, der sammenlagt tager omkring 30-40 minutter. Selv Rejseplanen foreslår, at man tager turen på gåben.
LÆS OGSÅ: Vikinger, riddere og gøglere indtager ådalen
»Jeg ved da godt, at det ikke er lang tid, man skal bruge på det. Men når man har rollator, så kræver det bare mange kræfter at skulle ind og ud af tre busser,« siger Jonna Østersø og fortsætter:
»Det er da også tosset, at man skal med tre busser, for at komme til hospitalet. Så kan man selvfølgelig gå til Herlev Station, men det er noget bøvlet, når man ikke er så godt gående.«
Movia: Genkender det ikke som større problem
Skovlunde Bladet har kontaktet Movia for at forholde dem kritikken. Movia oplyser, at buslinjerne planlægges i samarbejde med kommunerne, som i dette tilfælde er Herlev og Ballerup.
‘Kommunerne betaler til busdriften og beslutter, hvor og hvor meget de enkelte buslinjer skal køre. I Skovlunde er det i dag prioriteret at have gode forbindelser til Skovlunde Station (med linje 142 og 145), til Glostrup (linje 142) og til Ballerup (linje 834),’ oplyser Movia i en mail til Skovlunde Bladet.
Movia oplyser yderligere, at der fra trafikselskabets side er stor forståelse for, at det kan være besværligt at skulle skifte bus flere gange, hvis man for eksempel er dårligt gående. Det er derfor noget, der løbende er fokus på i samarbejdet med kommunerne.
LÆS OGSÅ: Her er løsningsforslagene til flere p-pladser i Skovlunde
Det bemærkes af Movia, at det ikke er et større problem, som trafikselskabet kan spore i de kundehenvendelser, det modtager. Derfor er der dog stadig opmærksomhed på at forbedre forbindelsen mellem Herlev og Skovlunde.
‘Frem mod letbanens åbning i 2025 ses der i begge kommuner på, hvordan busnettet i Herlev og Ballerup kan tilpasses, så det bedst kobles op på letbanen. I dette arbejde er der også opmærksomhed på forbindelsen mellem Skovlunde og Herlev,’ oplyser Movia.
Det tyder derfor på, at borgerne i Skovlunde må væbne sig en smule med tålmodighed.
Har du kommentarer til artiklen så skriv til amanda@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer