Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Lavt antal af fremmødte til borgermøde ærgrer udvalgsformand

Det lave fremmøde skabte stor ærgrelse hos udvalgsformand for Skovlunde Lokalråd, da skovlundeborgere tirsdag kom til borgermøde og gav deres mening til kende om aktuelle forhold i Skovlunde.

»Det er smadderærgerligt, at fremmødet ikke er særlig stort. Vi havde håbet på, at flere ville møde op og deltage i debatten.«

Sådan siger formanden for Fysisk Udvalg i Skovlunde Lokalråd, Jørgen Pedersen, om det lave fremmøde, der er tirsdag til borgermødet, som Skovlunde Bladet deltager i. Ved borgermødet kan alle, der har en interesse i udviklingen af Skovlunde, stille spørgsmål til aktuelle forhold i Skovlunde, der bekymrer dem, eller de kan komme med input.

Formanden for Fysisk Udvalg for Skovlunde Lokalråd, Jørgen Pedersen, præsenterer løsninger til de manglende p-pladser i Skovlunde. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Borgermødet bliver afholdt i Skovlunde Kulturhus, hvor der er afsat maksimalt 150 pladser efter først til mølle-princippet. Alligevel møder der kun knap 35 borgere op.

Derfor mener Jørgen Pedersen ikke, at antallet af fremmødte er noget at råbe hurra for.

»Vi havde en forhåbning om, at vi kunne snige os op på en 50-60 stykker. 30-40 stykker er måske lige underkanten af, hvad vi havde håbet på,« siger han.

LÆS MERE: På tur i Skovlunde med den øverst ansvarlige

Aktiv debat

Selvom antallet af fremmødte er begrænset, er spørgsmålene mange. Der bliver spurgt ind til alt fra manglende p-pladser og renovering af stationspladsen til modernisering af Center Syd og genåbning af tunnelen under Boulevarden.

Borgernes desperate forsøg på at få et ord indført er så omfattende, at de taler i munden på hinanden, og lokalrådet får knap nok mulighed for at svare på spørgsmålene, før en ny borger åbner munden.

Selvom antallet af fremmødte ikke er særlig omfattende, er interesseren for at deltage i debatten stor blandt borgerne, og der bliver hele tiden stukket en ny finger i vejret. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Men at interesseren for at deltage i debatten er så stor blandt borgerne, glæder Jørgen Pedersen meget.

»Jeg synes, at der har været en rigtig god debat og nogle rigtig gode kommentarer, så vi har fået virkelig mange ting, som vi tager os med hjem,« siger han.

Jørgen Pedersen er meget uforstående over for, hvorfor de borgere, der giver udtryk for deres utilfredshed på Facebook over forholdene i Skovlunde, ikke møder op til borgermøderne og bidrager til den offentlige debat.

»Det ville have været dejligt at se nogle flere af “Facebook-krigerne.” Altså, dem, som sidder derhjemme, som har alle mulige gode idéer til, hvad kommunen og bygherrerne skal gøre anderledes,« siger han.

LÆS MERE: Indførelse af tidsbegrænset parkering hos Center Syd ærgrer formand

Interesse blandt de ældste

Et kendetegn, som både Jørgen Pedersen og Skovlunde Bladet bemærker ved de fremmødte, er, at de primært består af ældre borgere.

Det synes Jørgen Pedersen er bemærkelsesværdigt, da en stor andel af indbyggerne i Skovlunde er børnefamilier, og fordi der flytter flere børnefamilier til, efterhånden som Center Nord bliver færdigbygget.

»Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi ikke kan få de yngre med, men vi har ofte set, at når vi har holdt arrangementer af den her art, er det primært pensionister, der møder op,« siger han og tilføjer:

»Det er specielt ærgerligt, når man tænker på den store debat om trafikken på især de gennemkørende veje, hvor folk kører for hurtigt, for der er det jo børnefamilier, der specielt har taget dette problem op.«

Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!