Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Louise-drabet dag 15: Usikkerhed om anklagerens sidste vigtige vidne

Louise-sagen fortsatte tirsdag, hvor anklagemyndigheden skulle afhøre sit sidste vigtige vidne, og forsvareren genindkaldte politiagenten 'Frank' på en dag, hvor intet gik som planlagt.

Dag 15 i retssagen om drabet på 32-årige Louise Borglit i Elverparken 4. november 2016 var præget af usikkerhed. Dels på grund af et hav af tekniske problemer, der forhalede dagens program, og dels fordi det sidste vigtige vidne, som anklagemyndigheden noget uventet fremlagde i sensommeren efter bevisbyrden var overstået, efter alt at dømme ikke gjorde som forventet.

LÆS OGSÅ: Louise-drabet – dag 14: Forlænges til jul

Så spørgsmålet, der står tilbage, er, var det mon det værd? Specielt efter anklagemyndighedens nylige ‘sejr’ i Østre Landsret, som valgte at godkende de omstridte hemmelige lydoptagelser fra den tiltaltes samvær i Enner Mark og Nørre Snede fængsler med den hemmelige politiagent ‘Frank’ – som i øvrigt også var genindkaldt af forsvareren til dagens retsmøde.

Det må tiden vise, når der efter alt at dømme falder dom 14. december i Retten i Glostrup.

For lukkede døre

Men nu til dagens retsmøde. Hvad skete der, og hvorfor denne usikkerhed? For det første bad specialanklager Bo Bjerregaard på vidnets vegne om dørlukning og navneforbud, og så ville vidnet ikke afgive forklaring, så længe den tiltalte var i rummet. Alt sammen af hensyn til sin sikkerhed, da han stadig afsoner. Det gik retten med til, også selvom både forsvarer Christina Schønsted og pressen protesterede. Blandt andet fordi der allerede er kommet oplysninger frem om vidnet, da sagen var i Østre Landsret, og fordi offentligheden bør få kendskab til vidnets forklaring, som det er kommet frem, handler om, at han har været indsat med den tiltalte og angiveligt hørt ham erkende drabet på Louise Borglit.

Jeg vil ikke være den, som sætter en person i fængsel, som måske er uskyldig

Disse argumenter bed ikke på retten, hvorfor pressen og den tiltalte måtte gå i hvert sit separate lytterum. Noget der også skete, da politiagenten skulle afgive forklaring – både denne tirsdag og første gang i foråret/sommeren. Forskellen er dog, at mens politiagentens identitet og udseende stadig blev hemmeligholdt, kunne pressen og tilhørerne lytte sig til vidnets personlige oplysninger, men måtte altså ikke gengive dem.

Vender på en tallerken

De kunne også lytte sig til, at vidnet pludselig havde besluttet sig for ikke at ville afgive forklaring alligevel. Heller ikke, selvom den 30-årige tiltalte ikke var i lokalet.

»Jeg vil ikke være den, som sætter en person i fængsel, som måske er uskyldig,« forklarede vidnet blandt andet og sagde også, at selvom han ville betegne sig som en stærk indsat, så kunne han også frygte for sin egen sikkerhed.

»Jeg sidder selv og afsoner. (…) Jeg møder også ham på et tidspunkt, og jeg synes, tingene er så usikre i det hele,« sagde han, hvorefter anklageren anmodede og fik ja til at få politiafhøringen af den tiltalte fra 21. august i år afspillet og vist som udskrift på en skærm.

Forinden havde forsvareren nogle spørgsmål til vidnet om, hvorfor han ikke ville forklare sig i dag, hvilket ifølge ham også havde at gøre med politiets håndtering af sagen:

»I starten bliver diktafonen ikke tændt og anden gang, så er den tændt, så jeg føler, jeg får lagt ord i munden. Jeg følte, de trak det hele ind over mig, og hvis jeg ikke kan sige, om det er 100 procent,« lød det fra blandt andet fra vidnet.

Louise og tiltalte var kærester?

Efter en masse tekniske udfordringer blev vidnets afhøring afspillet i retten, hvilket tog omkring tre kvarter. Her kan man høre, at den tiltalte ifølge vidnet erkendte sin skyld i drabet:

Han følte, at han var blevet presset af sine kammerater til at stikke en kvinde ned. De havde sagt til ham: ‘Hvordan er det at kæreste rundt med Louise, når hun bærer en anden mands barn?’

Vidnet havde altså fået en forståelse af, at den tiltalte og Louise var kærester. Dog ændrede han forklaring til, at han snarere var blevet tilskyndet på grund af kammeraternes bemærkninger. Om sin egen situation, og hvorfor han stod frem, sagde han:

Det er jo også en byrde at ligge med, når man ligger inde en masse info om nogen.

Jeg har det bare sådan, at det er en kvinde, der har været løs på tråden, og hvem har ikke været det, da man var ung. Hun er så blevet gravid, men hun fortjener ikke at blive stukket ned.

Han følte, at han var blevet presset af sine kammerater til at stikke en kvinde ned

‘Troede du det var ham?’, blev der spurgt på båndet:

Ja, fordi man har hørt om det i underverdenen, og med det der kørte i medierne, så tænkte jeg bare, at det passer perfekt på ham der. Han så meget op til folk med status, der prøvede jeg at snakke til ham, men det er svært at komme igennem til ham, det er ligesom at snakke til en 15-årig.

Derudover beskrev han den 30-årige tiltalte som en, der:

Virkede meget usikker og meget barnlig og meget umoden, uintelligent, en der havde svært ved at formulere sig rigtigt.

Agentvirksomhed skaber kaos i fængsler

Endelig ville de to afhøringsledere på båndet vide, om vidnet stod frem nu, fordi det snart skulle besluttes, om hans foranstaltning skulle ophæves eller ændres?

Til det svarede han dels, at der inden for murerne var sådan en ‘bytte-bytte-købmand’-logik:

Hvis de holder mig herinde, så får de bare en endnu mere beskidt person ud i den anden ende.

Dels at han gør det af hensyn til de pårørende, og fordi der er kvinder og børn involveret.

Af afhøringen kom det desuden også frem fra vidnet, at Louise-sagen med dens historiske brug af en politiagent i fængslet har skabt frygt i fængselssystemet.

Det er et helvede i fængslerne efter den agent. (…) Det har skabt et kæmpe kaos.

Forsvarerens vidner

Dagens retsmøde sluttede med tre (mod)vidner indkaldt af forsvareren til at miskreditere anklagemyndighedens vidne. Det var politiagenten ‘Frank’, der sad i fængslet samtidig med vidnet og den tiltalte og derfor blev spurgt ind til, om han havde hørt, at de to sidstnævnte nogensinde talte om Louise-drabet. Det havde han ikke.

Derudover havde forsvarer Christina Schønsted indkaldt en fængselsbetjent (enhedsleder) og en sikkerhedskonsulent tilknyttet fængselsystemet. Begge blev spurgt ind til det tidsrum 29. oktober til 16. november 2020, hvor vidnet og den tiltalte havde siddet i samme fængsel.

Sagen fortsætter 30. november med anklagerens procedure.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!