Ny serie: Stærk foregangsmand – da Mille blev til Mike

Svulmende overarme og en brystkasse, der vil fremad.  25-årige Mike Foldal flekser med musklerne og poserer til ære for fotografen. Hjemmevant snupper han to tyvekilos håndvægte og går i gang med dagens dont. Seks gange om ugen besøger han Fitness World ved ringvejskrydset for at ’bygge sin krop op’ til næste års konkurrencer i bodybuilding. En hobby, han for alvor kastede sig over, da han for et par år siden fik fuldbyrdet sit kønsskifte.

»Det gjorde alt for mig. Det er det vildeste, der nogensinde er sket. Jeg er så lykkelig over, jeg tog den beslutning at gå den vej, for det er det helt rigtige: At sige det og gå igennem alt det, det er så meget det værd,« understreger det unge muskelbundt fra sin lejlighed i Herlev.

Med kæresten Cecilie ved sin side har han valgt åbent og ærligt at stå frem med sin historie. Historien om hvorfor og hvordan Mille blev til Mike. Både for at vise omverdenen at det kan lade sig gøre, men også for at inspirere andre.

»Jeg vil gerne stå forrest i det her med at stå frem. Jeg synes det mangler, og det kunne være fedt at motivere andre,« lyder det stålsat fra Mike Foldal, der så vidt han ved er Danmarks første transkønnede bodybuilder.

Lige så stærk han fremstår fysisk, lige så stærk, velovervejet og klar til at dele ud af sine erfaringer virker han mentalt.

»Man kan gøre, hvad man vil, det betyder ikke noget, hvordan du er født. Det er, hvad du gør det til,« påpeger han og ser på Cecilie.

Hun aer ham på ryggen og nikker.

Jeg vil gerne stå forrest i det her med at stå frem. Jeg synes det mangler, og det kunne være fedt at motivere andre

Gav moren besked

Egentlig har Mike Foldal altid vidst, at der var noget galt. Han følte sig ikke tilpas i sin krop. Langt hår, makeup og kjoler var bare ikke ham. I 9. klasse havde han fået nok. Nu skulle det ud, han skulle have luft. Han husker dagen tydeligt.

»Jeg havde snakket meget med mine tætte pigevenner om det. Derefter tog jeg den så med min mor, og hun så den komme lige med det samme. Det var ikke nogen overraskelse for hende,« husker Mike Foldal.

Han forklarer nærmere:

»Vi boede i Skellebjerg, jeg havde skrevet til hende den dag, mens jeg var i skole. ’Vi skal lige snakke sammen, når jeg kommer hjem’, stod der. Jeg var den første til at komme hjem. Jeg ventede på, at hun fik fri. Vi stillede os i køkkenet. Jeg var spændt på at fortælle hende det. Min mor er sådan en type: Hvis bare man er glad, så kan man fortælle hende hvad som helst. Hun er meget åben for alt. Så stillede vi os og snakkede. ’Jeg skal fortælle dig noget’, sagde jeg. ’Jeg føler mig forkert, som jeg er nu. Jeg føler mig som en dreng’. Vi snakkede i lang tid,« fortæller Mike Foldal og smiler.

Han smiler generelt meget og virker meget positiv. Måske på grund af sit store spring.

Svært med faren

Vi sidder i hans lejlighed i Herlev. Den er lille, men virker stor på grund af de få møbler. Et bord, en seng, en gulvlampe. Der står nips i vindueskarmen.

»Jeg var totalt lettet, fordi hun tog det som ingenting. Det var så fedt. Især når det er noget, man har gået med i lang tid,« fortsætter han.

Med faren var det en anden sag. Mikes forældre blev skilt, da han var barn, og hvis forholdet haltede før, blev det endnu mere skrøbeligt nu.

»Han tog det ikke særlig pænt. Vi blev skubbet meget fra hinanden, da det kom ud, at jeg var transkønnet. Så så vi hinanden endnu mindre. Nu rører det mig ikke, jeg er ked af ikke at have min far i mit liv, men jeg har et tæt forhold til min mor, og det er det eneste, der betyder noget,« siger Mike Foldal med en stemme, der minder mere om en mands end en kvindes.

Faktisk er det stort set umuligt at se og høre på ham, at han engang har været pige.

Et langt forløb

Efter et ophold i 10. klasse på Vestfyns Efterskole, en landbrugsefterskole, gik det stærkt. Det var også her, at Mike blev til Mike og droppede Mille.

»Nu skulle der ske noget, og navnet er sgu en af de største ting – førstehåndsindtrykket,« fortæller han.

I en alder af 16-17 år blev han henvist til Holbæk Ungdomspsykiatri.

»Jeg var der sammen med min mor, min far skulle have været med, men han kom ikke. Så hans daværende kone kom. Det var lidt underligt,« husker han, der gennemgik et forløb på nogle måneder.

Derefter blev han en del af et statsfinansieret årelangt forløb på Sexologisk Klinik i København, hvor man først og fremmest skulle have afklaret, om han nu også var sikker på sit kønsskifte.

LÆS MERE: Om Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet 

»Det var mange psykologtimer med flere forskellige psykologer. Du skal fortælle alt. Man skal fandeme være ærlig over for mange forskellige slags mennesker. Det tager nogle år. De skal finde ud af, at det ikke bare er en tanke, du går med. Man har hørt om folk, der fortryder, men jeg vidste det 100 procent. Det var det jeg ville, og det har jeg altid vidst. Så må det tage den tid, det tager,« siger han med tilføjer, at han på daværende tidspunkt var meget utålmodighed.

Nu skulle der bare ske noget, og det gjorde der så sandelig også.

Læs næste del i serien i Herlev Bladet uge 1