Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Mikrobryggeri vil gerne Herlev: – Det er dejligt med support

Til dette års festuge i Herlev vil man blandt andet kunne lægge vejen forbi Gamma Brewing Companys stand. Her glæder folkene bag sig til at møde folk til en snak om mikrobryggeri over en kold fadøl.

Udefra ligner det en helt almindelig lagerbygning i et helt almindeligt industrikvarter, som er at finde i de fleste større byer.

Men indenfor er historien en lidt anden.

For allerede fra første skridt indenfor hos mikrobryggeriet Gamma Brewing Company, der ligger midt erhvervs- og industrikvarteret i Herlev, er man ikke i tvivl. Det her er meget mere end bare en lagerhal.

Det understreges først og fremmest af den pulserende rock-musik, der strømmer ud fra det store anlæg, og som næsten overdøver lyden af bryganlæg og tapningsmaskiner. Men også kun næsten.

Med en bar i den ene ende, lyskæder i loftet og store sølvtanke, der udgør bryganlægget, er scenen sat, og den pulserende musik i lokalet er med til at understrege det mantra, som medstifter af mikrobryggeriet Jakob Nørby Houmøller gør meget ud af. Nemlig at det skal være sjovt at brygge øl.

Lige nu har Gamma Brewing Company meget mere plads, end de egentlig har brug for. Men de håber på at kunne vokse sig store nok til pladsen. Foto: Amanda Kieler Andersen.

 

»Der er utroligt meget arbejde i det, og vi har nogle lange dage og nogle lange weekender. Derfor er det også vigtigt, at vi har det sjovt, mens vi arbejder,« lyder det fra medstifteren, mens han viser rundt i de stadig forholdsvist nye lokaler, som mikrobryggeriet overtog i midten af 2020.

Glæder sig til at lange fadøl ud til festugen

Sjovt regner medstifteren da også med at det bliver, når mikrobryggeriet deltager i dette års festuge i Herlev, som bliver afholdt hvert år i uge 35.

Han fortæller i hvert fald, at folkene bag bryggeriet glæder sig til at deltage i festlighederne og fortælle om deres passion for at brygge øl over en kold fadøl, som de naturligvis selv har brygget.

LÆS OGSÅ: Nyt loppemarked skal være fast tradition

»Jeg synes faktisk, at vi er blevet taget rigtig godt imod her i byen. Vi vil også rigtig gerne være en del af lokalsamfundet, og det er også en af grundene til, at vi deltager til festugen i år. Det er også derfor, vi har en butik, som holder åbent om fredagen. Det er fedt, når der er liv hernede, og vi er også meget stolte af at kunne vise bryggeriet frem,« siger Jakob Nørby Houmøller og uddyber:

»Det er virkelig vigtigt for os at have en god support i lokalområdet, og derfor giver det også bare det ekstra at engagere sig.«

Hver fredag fra 12-16 er butikken i bryggeriet åben. Her kan man komme og smage øl og høre om bryggeriet. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Unikt fællesskab mellem mikrobryggere

Selvom det er forholdsvist store lokaler, som Gamma Brewing Company kunne flytte ind i i midten af 2020, så har de da formået at fylde pladsen godt ud. Og nu er målsætningen bare at fortsætte med at brygge øl og få virksomheden godt op og køre.

»Vigtigst af alt er dog, at vi bliver ved med at have det sjovt,« slår Jakob Nørby Houmøller det fast.

For medstifteren er det også fedt at opleve det sammenhold og den følelse af fællesskab, der er mellem landets mikrobryggerier.

»Det er et meget unikt fællesskab, hvor man er i venlig konkurrence med hinanden. Vi hjælper hinanden med tips, idéer og nye metoder og låner også gerne hinanden udstyr,« forklarer Jakob Nørby Houmøller og tilføjer:

»Jeg tror, det skyldes, at vi alle sammen er fælles om at kæmpe mod de store bryggerier og udbrede budskabet om mikrobryggeri og alle de kvaliteter, som det bringer med sig.«

At det skulle ende med at være mikrobryg for Jakob Nørby Houmøller og de fire andre stiftere af bryggeriet stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, men skete mere af tilfældigheder.

»Men det er på ingen måde tilfældigt, at vi har drevet det til det, det er i dag. For vi har lagt en masse hårdt arbejde og passion i at komme hertil, hvor vi er i dag,« afslutter Jakob Nørby Houmøller.

Som et af de første bryggerier valgte Gamma Brewing Company at opbevare deres færdige øl på køl. Det holder øllen mere frisk, forklarer Jakob Nørby Housbølle. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Gamma Brewing Company

Mikrobryggeriet Gamma Brewing Company begyndte egentlig som en hobby, men har siden vokset sig meget større end det.

I 2020 bød muligheden sig for at leje nogle store lokaler i Herlev, og der slog de fem stiftere af virksomheden til. Efter lidt ombygning var de klar til at brygge øl i påsken 2021, og siden da har de brygget ufortrødent.

Bryggeriet sælger en række forskellige øl, men er særligt specialiserede i at lave IPA.

Du kan møde Gamma Brewing company til Herlev Festuge, hvor de har en stand midt i festlighederne.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!