Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Næsten 100 mødte op til borgermøde om problemer i Præstebro Kirke

Søndag klokken 12:30 havde en gruppe borgere, der arbejder for at vælte det nuværende menighedsråd for Præstebro Kirke, inviteret til borgermøde i Herlev Teaterbio. Næsten 100 personer mødte op.

Måske har du brugt din søndag på at spise nybagte boller og drikke varm kakao med din familie. Måske har du gået en lang tur i det gulbrune løv, der markerer efterårets komme. Måske har du været på arbejde, måske har du slappet af.

Eller måske brugte du som næsten 100 andre Herlevborgere, herunder Herlev Bladets udsendte reporter, din søndag i Herlev Teaterbio.

Her havde en gruppe borgere nemlig inviteret til borgermøde for alle interesserede. Og formålet med mødet var i simpel gengivelse at vælte det nuværende menighedsråd for Præstebro Kirke.

Og det simpelt formulerede ønske blev så i godt en time foldet ud i al sin kompleksitet.

LÆS OM GRUPPENS KRITIK HER

Fritaget for tjeneste

For at forstå baggrunden for, at der søndag middag sad næsten 100 herlevborgere mere eller mindre behageligt placeret i de røde teatersæder, må vi tage et par skridt tilbage i fortællingen.

For i begyndelsen af sommeren blev sognepræst i Præstebro Kirke Hjørdis Kjærgaard fritaget for tjeneste. Hun er altså ikke længere aktiv i Præstebro Kirke.

Spørgsmålet, om hvorfor Hjørdis blev fritaget for tjeneste, meldte sig dengang. Og søndag meldte det sig igen og igen.

Et spørgsmål, som Herlev Bladet i sin tid også stillede, men som der ikke kunne gives et svar på, da der er tale om en personalesag. Meldingen lød desuden, at det var en beslutning truffet af biskop Peter Birch.

Men for gruppen af borgere, der havde inviteret til borgermødet, var det svar ikke fyldestgørende. Det vækker bekymring, at man ikke må stille spørgsmål og få svar. Og det er bekymrende, at man fjerner en præst, som så mange mennesker holder af, formulerer Leif Thøisen det kort inden mødet går i gang.

»Det her handler om en følelse af, at der er noget galt. Der er rigtig mange, der er kede af, at Hjørdis er forsvundet. Men uanset om vi kan få hende tilbage eller ej, så har vi en opgave i at få genoprettet kirken,« siger Leif Thøisen.

Gruppen af borgere, der har inviteret til borgermødet, består af Tina Ettrup, der er formand, Anna Hald Thøisen, Mette Bekker, Sarah Lauritzen, Torben Kjærgaard, Leif Thøisen, Mads Petersen og Jakob Nielsen. De mener grundlæggende, at det nuværende menighedsråd i Præstebro Kirke har ødelagt kirken, at tidligere gode arrangementer i kirken ikke længere afholdes til deres store ærgrelse, og at Hjørdis Kjærgaard skal tilbage som sognepræst.

Leif Svare Thøisen, Sarah Lauritzen, Mads Petersen, Anna Hald Thøisen, Tina Ettrup og Mette Bekker er en del af den initiativgruppe, der lige nu forsøger at vælte menighedsrådet for Præstebro Kirke.I alt tæller gruppen ni medlemmer.Privatfoto.

‘Kan I høre mig?’

Leif Thøisen er ordstyrer for mødet, og han indleder med at sætte ord på gruppens bekymringer.

Eller det vil sige, han starter med ikke at kunne høres af dem, der har placeret sig bagerst i lokalet. Så griber han mikrofonen. Den er slukket. Han får den tændt. Og så brager hans stemme gennem rummet med spørgsmålet ‘Kan I høre mig?’.

Latteren breder sig, for der var ikke én sjæl, der ikke kunne høre Leif Thøisen i det øjeblik.

Og hans fortælling kommer også derefter klart igennem. Han fortæller, at man har indsamlet over 130 underskrifter for at få indkaldt til et ekstraordinært menighedsmøde. Han fortæller, at man ønsker, at det eksisterende menighedsråd skal gå af. Som minimum kræver man et suppleringsvalg, så flere kan sidde i menighedsrådet.

Flere i lokalet nikker, og hans indledning afsluttes med en klapsalve fra salen.

Herefter starter en talerække, der alle har det til fælles, at de taler gruppen af borgeres sag.

En halv times taler

Den første taler i rækken er en ung kvinde ved navn Alberte, der blev konfirmeret af Hjørdis Kjærgaard i 2015. Hendes budskab er, at julen ikke bliver den samme i år uden den sognepræst, hun kom til at holde af, da hun skulle konfirmeres.

Herefter træder Sarah Lauritzen fra gruppen af borgere på scenen. Hun fortæller om et savn til en sognepræst, der har stor betydning i lokalsamfundet.

Så kommer Torben Kjærgaard, der er gift med Hjørdis, på scenen. Han understreger først, at han ikke deltager i mødet som præstens mand, men derimod som et sognebarn og en frivillig, der i en lang årerække har kæmpet for en god kirke. En kirke, som han ikke mener er, som den var en gang.

Men selvom han fremhæver, at han i denne sammenhæng ikke optræder som præstens mand, men som et almindeligt sognebarn, så er det faktum bare svært at ignorere. Også for de fremmødte, der spørger både om Hjørdis Kjærgaard er okay, om det kunne tænkes, at hun kunne komme tilbage og også beder ham lade Hjørdis Kjærgaard vide, hvor mange der søndag mødte op for at støtte hende. Han lover at give ordene videre.

Medlem af gruppen af borgere Anne Hald Thøisen træder slutteligt frem og opfordrer de fremmødte til at skrive under på i alt fire punkter, der går på, at Hjørdis skal tilbage, samt at menighedsrådet skal trække sig, og at der skal afholdes et nyt valg eller eventuelt et suppleringsvalg til menighedsrådet.

Efter godt en halv time, hvor gruppen har fremlagt deres side af sagen, var ordet så frit.

Rygtedannelser

Og her ville det naturligvis være nærliggende at lade den anden side af sagen komme til orde. Nemlig menighedsrådet, der i en halv time er blevet beskyldt for med mildt gengivne ord at slå kirken ihjel.

Men det er bare ikke så mange af menighedsrådets medlemmer, der er mødt op til dagens borgermøde.

Et tidligere medlem af menighedsrådet i Præstebro træder dog frem som den første og understreger, at der indtil nu kun har været fremlagt én side af sagen. Og at man som deltager i mødet bør overveje den anden side af sagen, inden man skriver under på de papirer, som gruppen af borgere opfordrer de fremmødte til at skrive under på.

Menighedsrådets formand Elna Koudal var ikke selv mødt op, men det hendes mand Poul Koudal, der får ordet.

Han læser først provst Peter Senbergs udtalelser i Herlev Bladet højt for hele salen. Dette for at afvise den kritik, som menighedsrådet har været udsat for den seneste halve time og ikke mindst den seneste tid af blandt andet gruppen af borgere bag borgermødet. Flere i salen siger til menighedsrådsformandens mand, at de har læst avisen. Han fik lov til at læse færdigt alligevel. Han fremhæver, at han faktisk ikke ved, hvad sagen drejer sig om ud over, at den drejer sig om rygtedannelser.

Og herefter blev ordet givet videre til en række af de fremmødte, der alle udtrykte en ønske om at bringe Hjørdis tilbage.

Menighedsmøde 16. november

Efter mødet sev de fremmødte stille og roligt ud af Herlev Teaterbio.

Tilbage stod gruppen af borgere, der havde inviteret til mødet. De var alle generelt tilfredse og også en smule overraskede over fremmødet. De mener alle, at det vidner om en bred opbakning af sagen.

Der var jo også nogle af de fremmødte, der ikke delte jeres syn på sagen. Vil I ikke give dem ret i deres kritik af, at der jo trods alt er flere sider af en sag, og at der her på mødet primært blev fremlagt én side? 

»Selvfølgelig er der altid mere end én side af en sag. Men uanset hvordan man anskuer den her sag, kan man ikke komme udenom, at der er problemer med arbejdsmiljøet i Præstebro Kirke, og det her møde viser, at menigheden bakker op om, at arbejdsmiljøet skal blive bedre,« siger Sarah Lauritzen.

»Jeg kender ikke den her personalesag til bunds, og jeg ved udmærket godt, at der er noget, jeg ikke ved. Men jeg har et stort håb om, at få situationen løst,« lyder det fra Leif Thøisen.

»Jeg har det også sådan, at når nogle beder om en dialog, så er det mindste, man kan gøre, at tage den. Menighedsrådet kunne jo bare være mødt op i dag og svaret på vores spørgsmål,« siger Anna Hald Thøisen.

Ville I da selv møde op til et møde, hvor næsten 100 mennesker sidder og er enige om at være sure på jer?

»Nej, det ville jeg nok ikke møde op til,« siger Tina Ettrup, mens de andre stemmer i.

Menighedsrådet har inviteret til det årlige menighedsmøde 16. november, hvor også henvendelsen fra gruppen af borgere fremgår af dagsordenen. Gruppens medlemmer fortæller, at de alle regner med at møde op til mødet 16. november.

Herlev Bladet har i forbindelse med artiklerne om Præstebro Kirke kontaktet sognepræst Hjørdis Kjærgaard, alle medlemmer af menighedsrådet, alle medlemmer i gruppen af borgere, der ønsker at menighedsrådet træder tilbage, og provst Peter Senbergs.

Formand for menighedsrådet Elna Kloudal, kasserer i menighedsrådet Per Carl Johan Olsen, borgerne Leif Thøisen, Tina Ettrup, Torben Kjærgaard, Sarah Lauritzen, Anna Hald Thøisen, Mette Bekker samt provst Peter Senbergs har alle udtalt sig til bladet.

De resterende medlemmer af menighedsrådet samt Hjørdis Kjærgaard er enten ikke vendt tilbage på Herlev Bladets henvendelser eller ønsker ikke at udtale sig.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!