Årets drama: Eventyret om en forsvunden flod
14-årige Laura og 10-årige Emily er to af de børn, som går til drama på Den Kreative Dramaskole, som den kommende weekend i Herlev Teaterbio viser forestillingen Lorenia om en forsvunden flod.
I landsbyen Lorenia er opstået et problem. Floden, der løber forbi byen, er forsvundet, og bønderne kan ikke længere dyrke kartofler.
De er alle overbeviste om, at det er de onde Malusalventes søstre, der står bag. Og de frygter, hvad disse søstre nu kan finde på.
Det er temaet i teaterstykket Lorenia, som kan opleves i Herlev Teaterbio fra fredag til søndag i denne uge, hvor der er forestillinger på fem forskellige tidspunkter.
»Det er en virkelig fed fortælling og en god historie,« siger 14-årige Laura Felbo Barnewiltz, som selv spiller med i stykket som en af børnene – Verona – i landsbyen. Det er Den Kreative Dramaskole, som står bag stykket, som dramaskolen selv har skrevet.
Det er meget fantasiagtigt, og så sker der hele tiden noget
Godt venskab
Herlev Bladet møder Laura og de øvrige på holdet, da de øver en eftermiddag på Klauzdal. Det er et sted, som hun efterhånden er vant til at komme på, da hun har gået på Den Kreative Dramaskole i fire år.
»Jeg er glad for at gå her, det er et fedt miljø, og jeg har fået gode venner her,« siger Laura, som godt kan lide teater og skuespil og i begyndelsen gik til teater på sin egen skole, indtil hun opdagede denne her mulighed.
Emily Condurachi er 10 år, men har gået på Den kreative Dramaskole i endnu længere tid end Laura, nemlig i fem år.
»Min far ville have mig til at spille teater, men i starten hadede jeg det, fordi jeg var den mindste, som gik her. Men så begyndte flere af mine venner at gå her, og så blev det rigtig sjovt. Jeg har prøvet at spille en hel masse roller, det er meget fantasiagtigt, og så sker der hele tiden noget,« siger hun.
Laura og Emily fortæller, at der er tidspunkter i løbet af året, hvor de improviserer meget, for eksempel op til jul.
Albert som underviser
Det er Ronnie Jeppesen, som står bag Den Kreative Dramaskole, som blev grundlagt i 2017, her kan børn og unge i alderen 6-20 år gå til drama. Blandt underviserne som er tilknyttet, er skuespilleren Albert Rosin Harson, der blandt andet kendes som drengen Lasse i TV2’s julekalendere om Tinka.
Han har siden dramaskolens begyndelse i 2017 været gæsteunderviser, men i denne sæson har han fra efteråret været der på mere permanent basis.
»Det er interessant for mig at undervise, når jeg ikke er uddannet skuespiller. Og når jeg lærer børnene at kende, giver det virkelig en værdi for mig at følge udviklingen,« siger 21-årige Albert Rosin Harson, som også mener, at han selv lærer en del af det.
»Jeg bliver også udfordret af improvisation her, det er også træning for mig. Det giver mig meget at kunne beskæftige mig med skuespil på mange forskellige måder,« siger han og nævner, at han holder af tage turen fra hjemmet på Christianshavn, hvor han også er vokset op, til Herlev. Han kan godt lide de hyggelige omgivelser på Klauzdal.
I det omfang at det kan kombineres med Albert Rosin Harsons roller på film og eventuelt andet teater, håber han, at han kan blive ved med at være tilknyttet Den Kreative Dramaskole de kommende år.
LÆS OGSÅ: Sidste års jubilæumsforestilling i Den Kreative Dramaskole
Der er lukket for kommentarer