Tablets, robotstøvsugere og hjemmetræning skal lette presset på hjemmeplejen i Herlev
Herlev Kommune håber, at hjemmetræning og såkaldt velfærdsteknologi kan være med til at mindske behovet for hjemmepleje i fremtiden - ellers forudser kommunen, at den ikke vil kunne følge med behovet på den lange bane.
Presset på hjemmeplejen har været stigende de seneste par år i Herlev.
For ud over at flere og flere borgere har behov for hjælp, så er der også rekkruteringsudfordringer på området. Og det er alt sammen med til at skabe et stadigt stigende pres.
Men med en ny investering i et digitalt træningsforløb håber Herlev Kommune at kunne lette presset på hjemmeplejenen smule. Det fortæller Gitte Bomholdt (S), der er formand for Sundheds- og Voksenudvalget i Herlev Kommune.
»Fremtidsscenariet, som det ser ud lige nu, er, at der simpelthen kommer til at være stilinger, vi ikke vil være i stand til at besætte. Derfor er der også brug for, at vi forsøger at finde nogle løsninger nu,« siger hun.
Træningsforløb på tablet
Det digitale træningsforløb er udviklet af virksomheden DigiRehab, og det bliver allerede brugt i 31 kommuner i Danmark.
Besparelsen i forbindelse med det her projekt betyder ikke fyringer, men blot at vi ikke kommer til at mangle de medarbejdere i fremtiden
I praksis fungerer det sådan, at borgeren i 12 uger træner i sit eget hjem ved at følge instrukser på en tablet. Og den træning vil så blive understøttet af en uddannet træner.
»Jeg synes, det her er smaddergodt. Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at man fokuserer på rehabilitering af borgerne, men med det her forsøger vi at vende vores tankegang lidt på hovedet. I stedet for at tildele hjælp til borgerne, skal vi først forsøge at hjælpe dem til igen at være selvhjulpne,« forklarer Gitte Bomholdt.
Ud over et digitalt træningsforløb foreslås det også, at borgere med behov for praktisk hjælp som for eksempel rengøring, kan købe velfærdsteknologi som en robotstøvsuger for egen regning og så få hjælp til at lære at bruge den velfærdsteknologi. Det vil i sidste ende også lette behovet for hjemmehjælp.
Økonomisk gevinst for kommunen
Investerigen i de digitale træningsforløb og implementeringen af velfærdsteknologi beskrives først og fremmest af udvalgsformanden som en gevinst for borgernes følelse af selvstændighed og værdighed. Men hun erkender også, at man ikke skal være blind for den økonomiske gevinst for kommunen ved sådan en løsning.
LÆS OGSÅ: Herlevs borgmester anede intet om stor afspærring
Over fire år forventes en investering i DigiRehab samt en ansættelse af tre trænere faktisk at give en økonomisk besparelse på 5,6 millioner kroner. Omregnet i hjemmeplejepersonale vil det give en samlet reduktion i efterspørgslen på mindst 10,5 medarbejdere.
Betyder den besparelse så reelt bare, at man har belæg for at fyre 10 medarbejdere?
»Det er bestemt ikke min oplevelse, at der er for mange ansat på det her område. Så besparelsen i forbindelse med det her projekt betyder ikke fyringer, men blot at vi ikke kommer til at mangle de medarbejdere i fremtiden. Og så er det også en måde at passe på de medarbejdere, vi allerede har.«
Hvis man erstatter hjemmehjælperne med en tablet, en robotstøvsuger og en robotgulvvasker, risikerer man så ikke, at flere ældre kommer til at føle sig ensomme?
»For nogle er det da helt sikkert en tryghed, at der kommer en hjemmehjælper i hjemmet og hjælper med for eksempel at få støttestrømper på. Men hjemmeplejen er jo ikke til for at komme på tryghedsbesøg. Det er selvfølgelig ofte en sidegevinst, og derfor er det også et dilemma, der er værd at overveje. Men så må kommunen i de tilfælde prøve at finde ud af, om den kan hjælpe de her mennesker på en anden måde. Måske gennem en øget frivillighed, foreningslivet eller noget helt tredje.«
Har du kommentarer til historien, så skriv til amanda@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer