Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Opdateret: Virksomheder bløder efter afspærring

Virksomheder på begge sider af krydset Mileparken-ringvejen mister kunder som følge af afspærringen og ville gerne have været taget med på råd.

Opdateret 13. april klokken 9 med kommentar fra Shell. Se nederst.

Både store og små virksomheder kan allerede nu mærke på bundlinjen, at Hovedstadens Letbane i samarbejde med Herlev Kommune har spærret mellem ringvejen og Mileparken. Noget man har gjort for at udbedre en blød bund i krydset, hvilket anslået vil tage fem måneder.

Men den tror virksomhederne ikke på, hvorfor de frygter for endnu større tab.

To af dem er byggecentrene Carl Ras og Johannes Fog, der ligger i Erhvervskvarteret.

LÆS OGSÅ: Udvalgsformand afviser blankt at bruge penge på skøjtehal

»Det er rent galemandsværk. Du har lukket en af de største færdselsårer af i Herlev, så alle de virksomheder, der har afhentning og levering af varer ikke har en chance for at komme ud. Det kan tage op til en halv time at komme igennem på et skidt tidspunkt, når man ud herfra,« fortæller forretningsdirektør i Herlev, Stig Richter, der bemærker, at de allerede nu oplever håndværkere, som vælger dem fra.

Han tilføjer, at man fik det at vide med kort varsel via et fysisk brev, som blev afleveret til en tilfældig medarbejder, og altså ikke elektronisk, hvilket undrer. Faktisk er det hele processen, der undrer ham:

Mangler dialog

»Letbanen har været i gang i fire år eller mere, vi har været gravet op og lukket ned flere gange, blandt andet også med etableringen af Lyskær-krydset, så jo vi piber lidt, fordi det har taget usædvanlig lang tid, og jeg synes ikke, man har taget dem, der bliver ramt af det med på råd. Det kunne gøres bedre, og så kommer det bare som lyn fra en klar himmel,« påpeger forretningsdirektøren, der understreger, at han har stor foreståelse på letbane-arbejdet og har et godt samarbejde med entreprenøren CG Jensen.

Men igen, det kunne gøres bedre, mener han.

Det er rent galemandsværk. Du har lukket en af de største færdselsårer af i Herlev

»Der mangler noget dialog og noget forståelse for, at der er virksomheder, der skal drives, og mennesker, der skal have løn, og det påvirker på afhentning og salg. Der er håndværkere, der fravælger os og øvrige forretninger i området, fordi det er lettere andre steder,« påpeger Stig Richter og bemærker, at det virker som om, der ingen dialog er mellem de parter, der driver letbanen om, at der er virksomheder, som skal drive forretning i samme område.

Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved, hvorfor det skal tage hele fem måneder, og hvorfor man ikke kan nøjes med at lukke en vejbane af ad gangen

Frygter det tager længere tid

Hos genboen på den anden side af Mileparken, Carl Ras, oplever man det samme, og man kan endda blive endnu mere konkret:

»Vi mærker meget til det, vi har vores flagskibsforretning i Herlev, hvor vi også har hovedsæde, og indtil videre kan vi se, at vores salg ud er faldet med 10 procent på dagsomsætningen. Vi oplever, at kunderne vælger os fra, det er typisk håndværkere, fordi det bliver for omstændeligt. De spilder tid og kan bruge op til en halv time ekstra på at sidde i kø. Så alle er frustrerede, og det her får stor impact på vores forretning,« understreger Jan Teller, der er kommerciel direktør.

Også han sætter spørgsmåltegn ved de fem måneder.

Jeg frygter faktisk, at det kan blive værre end det her

»Jeg frygter faktisk, at det kan blive værre end det her. Vi bekymrer os om, at vi tror ikke de fem måneder holder. Med andre projektarbejder har det vist sig ad flere gange, at de er blevet udsat og forlænget,« vurderer han, der tilføjer, at det også rammer medarbejderne, som bor uden for Herlev.

»Jeg har en ansat, som er afhængig af, at hun skal hente sit barn i Espergærde, så for at nå det, skal hun have tidligere fri, så det rammer også driften,« påpeger han, der også mener, at de fik beskeden om afspærringen med kort varsel.

»Det kunne have været interessant, hvis nogle af os virksomheder var blevet involveret i processen. Så kunne vi have diskuteret andre løsninger – netop også med forståelse for, at når man går ind med så voldsom logistiske ændringer, så får det en voldsom impact. Nogle bliver ramt på deres cashflow, som for mindre forretninger kan være fatalt,« skønner Jan Teller, der understreger, at Carl Ras med sine 25 butikker nok skal klare sig.

Færre smurte fade

En af de mindre forretninger ligger på Kantatevej i Musikkvarteret på den anden side af Mileparken-krydset. Det er Herlev Smørrebrød, og selvom der er blevet åbnet for en ‘sluse’ til kvarteret, mærker man tydeligt bag skranken, at salget er faldet.

»Det har påvirket os i stor grad. Vi får færre kunder. Det kan jeg for eksempel se ud fra, når jeg smører op om morgenen. De montrer vi har er normalt fyldt med smørrebrød fra den ene ende til den anden. Normalt smører vi 12 fade, men nu kan vi smøre mellem seks og syv,« fortæller køkkenmedhjælper Christina Strandgaard, der udtaler sig på vegne af forretningens ejere Shi Chen og Xian Lin.

Køkkenmedhjælperen kan også se det på det indryk af kunder, der normalt plejer at komme.

Vi håber på, at det kun er fem måneder, for det er rædselsfuldt

»Vi åbner klokken syv om morgenen, og normalt kommer de første omkring klokken otte, men nu er der ingen. Hvis vi er heldige kommer de 9.30 og så stille og roligt frem mod 11.30. Mange håndværkere kommer ikke, de gider ikke valfarte den ene eller anden vej,« forklarer hun, der påpeger, at butikkens redning er de faste firmaer, som de bringer ud til.

»Vi håber på, at det kun er fem måneder, for det er rædselsfuldt. Det værste er, at lige pludselig så kommer der ingen kunder. Vi havde en kunde forleden, som spurgte, hvornår vi lukkede, for det havde hun hørt,« fortæller Christina Strandgaard, der også kan mærke på egen krop, at logistikken er blevet besværlig.

»Jeg bor i Avedøre og har fået længere rejsetid. Jeg er vant til, at bussen holder ved Kantatevej, men nu skal jeg af ved Herlev bymidte, og så går jeg ned til stationen og under tunnellen til Violinvej, så jeg synes da, det er katastrofalt, hvis du spørger mig. Også at det slet ikke er blevet meldt ud. Vi har ikke fået besked,« siger hun og forklarer, at det kan have noget at gøre med, at deres lokaler ligger i en privat bolig, så måske boligens ejer har fået besked.

»Jeg opdagede det via facebook, og så sad jeg og tænkte ‘hvad for noget… nej nej nej,’« lyder det.

Herlev Bladet har også spurgt Shell Danmark, som har en tankstation lige i Mileparken-krydset. Her oplyser direktør i DCC Energi, at man tydeligt mærker afspærringen med en nedgang i butikssalget på omkring 25 procent.


Herlev Bladet har også efterspurgt kommentarer fra McDonalds, men her ønsker man ikke at kommentere.

Herlev Bladet har desuden forespurgt Hovedstadens Letbane om et interview i forhold til nogle af ovenstående spørgsmål. Blandt andet om de erhvervsdrivende er blevet varslet i god tid, og om hvorfor de ikke er blevet inddraget noget mere. Hovedstadens Letbane har ikke haft mulighed for at svare fredag. Vi følger op på sagen.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!