Lyden af bolden, der med lynets hast rammer væggen, fylder hele rummet. Skoene knirker på skift henad gulvet, og sveden render nedad hans pande.
Den 26-årige tredobbelte danmarksmester, Theis Houlberg, er i fuld gang med at træne op til danmarksmesterskabet på holdplan. Han spiller for Herlev/Hjorten Squash, hvor DM i weekenden også skal afholdes.
»Sådan dér,« siger Theis Houlberg, mens han tørrer den dryppende sved af panden. Smidigheden og konditionen bliver uden tvivl sat på prøve, når han skal ned i knæ for at ramme bolden med sin ketcher, mens han skal løbe frem og tilbage for fuld hast – og det er ikke tilfældigt, at han giver sig meget under træningen.
LÆS OGSÅ: Herlevit skal møde rutineret VM-deltager i bokseringen
»Jeg føler, at vi har en rigtig god chance for at løbe med titlen, så vi skal virkelig kæmpe derudaf,« siger han selvbevidst.
Og selvom Theis Houlberg er meget optimistisk, er han heller ikke i tvivl om, at de kommer til at få kamp til stregen.
»Det bliver et hæsblæsende tæt DM, så jeg tør simpelthen ikke at spå en vinder. Men lidt konkurrencemenneske kan man vel godt sige, at jeg er,« siger han, mens han smiler stort.
Stor del af hverdagen
Squash har i mange år fyldt meget af Theis Houlbergs hverdag. Han spiller to gange om dagen, og han har svunget med squash-ketcherne siden 2007.
»Jeg prioriterer squash rigtig højt. Både fordi jeg vil være blandt de bedste, men også fordi jeg får rigtig meget ud af det socialt,« siger han, mens han sidder og svinger ketcheren frem og tilbage fra hånd til hånd.
Derfor har Theis Houlberg udnyttet sit fulde potentiale i Danmark, men også i udlandet. I 2016 flyttede han til England, hvor han boede i 5,5 år og spillede squash på fuldtid. Herefter flyttede han til Odense, hvor han har boet i 1,5 år nu.
»Jeg synes, det er rigtig sjovt at komme til Herlev, fordi jeg møder mange af de samme mennesker, og der er et rigtig godt fællesskab,« siger han, hvorefter han smiler og vinker til én af de andre squash-spillere, der går forbi bordet.
Selvom Theis Houlberg sætter meget pris på det sociale liv i Herlev, er han lige nu bosat i Odense, fordi der er nogle andre træningsmuligheder.
»Blandt andet landstræneren arbejder i Odense, og så kan jeg også udnytte mit sportspotentiale på en anden måde, end jeg kan i Herlev,« siger han.
Og det kan tydeligt ses på Theis Houlberg, at han ser meget frem til weekendens DM-kampe. Både på hans store smil, men også på hans urolige ben.
»Nu skal vi bare knokle derudaf, så vi er fuldt klar til kampene i weekenden. Jeg kan slet ikke vente,« siger han.
De fire hold, der skal spille om DM-titlen, er de forsvarende mestre Skovbakken/Thy, København Squash Klub, Birkerød og HerlevHjorten Squash.
Semifinalen spilles i dag fredag den 19. maj klokken 18, og bronzekampen og finalen spilles lørdag den 20. maj klokken 10:30 og klokken 13 i Herlev/hjorten Squash på Skinderskovvej 31.
LÆS OGSÅ: Årets Sportsprofil i en helt ny udgave
Der er lukket for kommentarer