Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Lindehøj Kirke sender par om på den anden side af jorden for at yde nødhjælp

Parret Rebecca og Tajs Würtz Jespersen tager sammen fra Lindehøj Kirke i Herlev og om på den anden side af jorden for at undervise og rapportere fra Papua Ny Guinea.

Det tager rundt regnet godt 30 timer og kræver tre forskellige fly at transportere sig selv fra Herlev og om på den anden side af jorden til det isolerede land Papua Ny Guinea.

Og selvom det for nogle måske godt kan lyde som noget af en mundfuld, så er det præcis den tur, som de nyligt gifte par Rebecca og Tajs Würtz Jespersen har begivet sig ud på.

Parret er nemlig blevet sendt fra Lindehøj Kirke i Herlev og om på den anden side af jorden for at henholdsvis undervise skolebørn og fortælle om hjælpearbejde blandt nogle af de mest isolerede mennesker i verden.

Det er helt rigtigt, at man ikke skal komme ned og pådutte nogen noget

»Vi glæder os til det eventyr, det højst sandsynligt bliver. Vi kommer nok til at lære virkelig meget om kulturer, som vi ikke anede, vi ikke vidste. Vi har også sagt til hinanden, at når vi sidder som 75-årige og tænker tilbage på vores liv, så kommer vi ikke fortryde, at vi tog afsted,« siger Rebecca Würtz Jespersen i en pressemeddelelse.

Rebecca Würtz Jespersen er nyuddannet lærer og skal undervise på en international skole i Mount Hagen. Tajs Würtz Jespersen skal som kommunikationsmedarbejder for Mission Aviation Fellowship (MAF) filme og fortælle om det hjælpearbejde, som MAF udfører i landet.

Tillid til hinanden

For Rebecca Würtz Jespersen bliver det spændende som ansat i MAF at være med til at uddanne den næste generation i Papua Ny Guinea.

»Det er fantastisk at have med børn at gøre i en skole, som vil uddanne en generation til at føre landet ind i en lysere fremtid. Det er vigtigt at kunne give børnene, hvad de skal bruge til deres videre liv i uddannelsessystemet,« siger hun.

I Papua Ny Guinea har kun 62 procent lært at læse og skrive før de bliver 15 år. Kun 1 ud af 3 færdiggør grundskolen. Foto: MAF.dk

For Tajs Würtz Jespersen handler det først og fremmest om at få skabt en tillid mellem ham selv og folkene, som han med tiden også skal formidle historier om.

»Jeg skal ud til de mange stammer og landsbyer og lave film, der dokumenterer MAF’s nødhjælpsarbejde. Det er vigtigt at fortælle historier, som skaber forståelse for, hvordan disse dyrebare mennesker lever, og hvad de har brug for. Historier er den bedste måde at formidle viden på,« fortæller han.

Kan ikke løse alle problemer

27. november drager Rebecca og Tajs Würtz Jespersen så afsted mod deres nye opgaver på den anden side af jorden.

Men de tager ikke til Papua Ny Guinea med en forestilling om, at de selv har alle løsningerne på problemerne i landet.

»Jeg synes, at det er helt rigtigt, at man ikke skal komme ned og pådutte nogen noget,« siger Rebecca Würtz Jespersen og Tajs Würtz Jespersen supplerer:

»Det første skridt er at være ærlig og sige, at vi ikke kommer for at løse alle problemerne. Men det er også godt at indrømme, at der er nogle problemer. Vi har at gøre med mennesker i isolerede stammer i landets ufremkommelige bjergegne. Og så er det ikke sikkert, at man har det så godt.«

LÆS OGSÅ: Københavns Vestegns Politi advarer: Pas på falske tilbud og fup-hjemmesider

Parret blev gift oktober sidste år og blev 13. november sendt godt afsted i Lindehøj Kirke i Herlev under søndagens gudstjeneste. Parret skal være afsted i to år.


Fakta om MAF i Papua Ny Guinea

Mission Aviation Fellowship, eller MAF, er verdens største humanitære flyselskab. MAF når med sine 123 fly ud til isolerede befolkninger i 27 udviklingslande. MAF leverer nødhjælp, medicinsk udstyr, skolematerialer og kristen litteratur.

MAF fungerer også som ambulancefly for alvorligt syge, der ellers skulle bæres i flere dage for at komme til det nærmeste hospital.

Der bor omkring 9 millioner mennesker i Papua Ny Guinea, og de lever primært i små landsbyer isoleret fra hinanden af høje bjerge og tæt jungle. 40 procent af befolkningen er ekstremt fattige og lever for under 12 kroner om dagen.

MAF har i 70 år fløjet med nødhjælp, sundhedsudstyr, skolematerialer og kristen litteratur i landet.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!