Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Patientstøtter tilbage på hospitalet uden mundbind

Virolog undrer sig over, at Røde Kors’ Patientstøtter på Herlev Hospital ikke bærer mundbind.

Røde Kors’ frivillige Patientstøtte, der blandt andet har til opgave at vise patienter og pårørende vejen på Herlev Hospital har de seneste uger været tilbage efter flere måneders nedlukning.

På trods af at størstedelen af de frivillige er pensionister og derved som udgangspunkt i risikogruppen for corona, bærer de ikke mundbind. Det kunne Herlev Bladet konstatere, da vi i sidste uge besøgte dem på Herlev Hospital.

Det undrer professor i virologi og immunologi,  Søren Riis Paludan.

»Umiddelbart vil jeg sige, at i og med, de er ældre, så vil de som minimum skulle have mundbind på,« siger han med forbehold for ikke at kende patientstøtters arbejde i detaljer.

»Jeg kan ikke se, at det skulle ødelægge noget, at de har et mundbind på. Selve det at guide fra A til B er så praktisk en funktion,« siger han.

Signal om at være syg

Aktivitetsleder for Røde Kors’ Patientstøtte, Søs Stadil, bekræfter, at de ikke bærer mundbind.

»Vi bruger ikke selv mundbind, fordi det sender et signal om, at man er syg. Hvem vil hjælpes af en syg?,« siger hun og fortæller, at de i stedet tager en række andre forholdsregler.

»Vi har håndsprit i lommen, der er spritautomater overalt på hospitalet, som vi bruger flittigt. Tidligere tog vi Fru. Jensen under armen, hvis hun var dårligt gående, det gør vi ikke mere. Vi står på afstand og forklarer vejen eller kører folk i kørestol, så ansigterne er i samme retning,« siger hun og fortæller, at de har mundbind, de kan give patienterne.

»Hvis man fornemmer, at personen, man skal hjælpe, kunne være smittebærer – hoster lidt, eller ser lidt sløj ud, så kan vi tage et mundbind op af lommen fra en steril pose og sige, at vi meget gerne vil hjælpe, men kunne du være sød at tage mundbindet på,« siger hun.

Må patientstøtten så ikke tage mundbind på?

»Det må de godt, men vi anbefaler ikke mundbind, fordi hospitaler ikke gør. Patientstøtten må selv bestemme det, men jeg tror, at der er færre kunder i butikken, hvis man tager det på,« siger Søs Stadil.

Tager bestik af situationen

Søs Stadil afviser dog ikke, at det kan blive en realitet, at patientstøtterne bærer mundbind.

»Vi kan meget vel nærme os det tidspunkt i og med, at smittetallene er på vej op. Vi tager bestik af situationen,« siger hun og slår fast, at tingene kan se anderledes ud i næste uge.

»Vi kan sagtens have skiftet mening om en uge. Det er hele tiden en afvejning, og vi er i dialog med hospitalets ledelse.«

Myndighedernes anbefaling

Herlev Bladet har været i kontakt med hospitalets områdeleder, Jan Jensen, som også varetager også kontakten til patientstøtterne fra Røde Kors.

Han fortæller, at patientstøtterne ligesom det øvrige sundhedspersonale følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer. De går derfor ikke med mundbind på nær i særlige situationer, hvor der er konstateret COVID-19.

Hvis det at bære mundbind bliver en realitet, er der dog to af patientstøtterne på Herlev Hospital, som vælger at smide den røde vest og navneskiltet.

»Briller og mundbind er ikke sagen. Mine briller, de dugger,« siger 85-årige Jonna Rasmussen, som er en af patientstøtterne, Herlev Bladet mødte i sidste uge, da vi besøgte dem.

Læs mere i Herlev Bladet i denne uge.

LÆS OGSÅ: Udvalgsformand får træffetid efter TV2 dokumentar

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!