Louise-drab dag 6: Politiagent: Tiltalte erkendte Louise-drab
Anklagerens afsluttende afhøring af politiagenten på det 6. retsmøde i Louise-sagen bød på mange inkriminerende påstande mod den tiltalte i en sag, der trækker ud og nu bliver en retsdag længere end forventet.
På tirsdagens 6. retsmøde i sagen om drabet på den 32-årige højgravide Louise Borglit i Elverparken 4. november 2016 skulle specialanklager Bo Bjerregaard og forsvarer Christina Schønsted egentlig have færdiggjort deres vidneafhøringer af politiagenten ‘Frank’, men sådan blev det ikke. Kun specialanklageren nåede at blive færdig i en sag, der nu ser ud til at tage 12 frem for 11 retsdage. Forsvareren får lov til at tage over 12. juni med sin afhøring af Frank, og forinden er der flere vidneafhøringer.
Dagens vidneafhøring var en slags fortsættelse af sidste uges afhøring af Frank, hvor anklageren havde gemt sit ‘krudt’ til sidst. I retten i Glostrup, hvor Frank, dommerne og nævningene sad i et rum, tiltalte i et andet og pressen i et tredje, vurderede Frank nemlig, at den 29-årige tiltalte var manden, der slog den 32-årige Louise Borglit ihjel.
Han kigger mig dybt ind i øjnene, mens han kommer med det her, det virker oprigtigt
»Han erkender, at det er ham, der står bag drabet på Louise Borglit,« svarede Frank, da Bo Bjerregaard bad ham vurdere en af de mange hemmelige lydoptagelser, som der er foretaget, mens Frank sad i Enner Mark Fængsel som hemmelig agent sammen med den tiltalte , og mens Frank efterfølgende besøgte den tiltalte i Nørre Snede Fængsel.
Indrømmelsen kom ifølge Frank i Nørre Snede Fængsel, hvor Frank, der i mellemtiden var blevet løsladt fra Enner Mark havde fået besøgstilladelse af den tiltalte efter at have sendt to kort/breve til ham.
»Jeg sidder i et hjørne på en stol, og han på en sofa i besøgslokalet. Han sidder med let spredte ben og læner sig ind mod mig, så vi er cirka en halv meter fra hinanden som om, at nu skal han betro noget til mig. Han kigger mig dybt ind i øjnene, mens han kommer med det her, det virker oprigtigt,« forklarede Frank og bemærkede, at situationen, kropssproget, talemåden virkede anerledes end de andre gange, de havde talt sammen.
Kammerater
Forhistorien var ifølge Frank, at han i slutningen af sit ophold i Enner Mark, hvor de to var på gårdture og havde celler ved siden af hinanden, havde luftet, at han syntes, der var noget i tiltaltes fortællinger til ham, der ikke passede. Tiltalte talte ifølge Frank meget om Elverparken, og drejede i hvert fald på de lydoptagelser, som anklageren fremlagde i retten, tit og ofte samtalen ind på Louise-drabet. I den forbindelse havde han blandt andet fortalt Frank, at han på gerningstidspunktet var på Herlev Station for at hente en taske, som en kammerat afleverede. Men han havde også fortalt, at han i samme tidsrum besøgte et pizzeria i Bagsværd. Samtidig havde han forklaret en masse om geografien i Herlev, hvor Elverparken lå i forhold til Herlev Station og BIG Shopping Center, og hvordan gerningsmanden, som han vidste hvem var, bedst kunne slippe væk via en tunnel under vejen. Han havde også sagt noget om en rød klaptelefon, som han over for politiet både har påstået at have haft, men også ikke at have haft, hvilket ifølge Franks forståelse skulle have ‘reddet’ ham i nogle situationer.
LÆS OGSÅ: Louise-drabet dag 5: Hvem snakkede mest om Elverparken?
På grund af forvirringen fortalte Frank i retten, at han besluttede sig for at tage det op, men understregede, at det ikke skulle ses som et forhør, som forsvareren tidligere har anført, det er.
»Jeg mener, det skal ses som en relation mellem to kammerater, (…) hvor jeg har konstateret, at noget af det, som min kammerat har fortalt, ikke er sandt, og det ville være naturligt at påpege det,« fastslog han og understregede, at han på tidspunktet fik at vide af sin ‘handler’ (styringsofficer – politikollega, som han debriefede til), at tiltalte var blevet vred.
»Jeg kan ikke huske hans mimik, men jeg fornemmer, han er frustreret over, at jeg udtaler, at jeg ikke synes det hænger sammen,« lød det fra Frank, der i en efterfølgende samtale fik at vide af tiltalte, at politiet har haft ham i kikkerten, fordi han var på Herlev Station et kvarter efter drabet, og fordi han kendte til og havde været i Elverparken.
Det fik specialanklager Bo Bjerregaard til at spørge:
»Du siger, det pisser dig af, hvis folk lyver over for dig, men tiltalte siger, at i det her miljø, kan du ikke stå i fængslet og sige til en anden person, du kun har mødt i tre uger, at du har slået en anden ihjel, hvordan forstår du det?«
Frank: »Jeg forstår det sådan, at han kan ikke stå og sige til mig, at han har slået en ihjel i Elverparken.«
En fælles hemmelighed
Modsat hvad forsvareren og den 29-årige tiltalte tidligere har sagt, afviste Frank, at de to skiltes som uvenner, da Frank 23. november 2020 forlod Enner Mark Fængsel efter at siddet sammen med den tiltalte siden 30. oktober, hvorfor han også allerede 8. december samme år kunne besøge ham i det nye fængsel i Nørre Snede.
Generelt var det på dagens retsmøde Franks vurdering, at han på de tre uger fik opbygget et tillidsbånd og et godt kammeratskab med den tiltalte, som han efterfølgende besøgte 22. januar, 5. og 30. marts samt snakkede med i en række telefonsamtaler. Og ikke mindst købte ting til såsom sengetøj, strømper og DVD-samlinger samt gav gaver til i form af juleslik, en T-shirt og et håndklæde.
Tilståelsen, som Frank vurderede det var, kom frem allerede på det første gensynsmøde i december. Blandt andet ifølge Frank fordi, han havde fortalt om et uopklaret knivdrab i Portugal, som han havde begået (en fiktiv historie, red.).
Vi har en hemmelighed sammen med det, vi har lavet, og det giver en afslappet stemning
»Så har vi noget på hinanden,« sagde den tiltalte efter ifølge Frank at have tilstået drabet i Elverparken.
På de efterfølgende besøg kom tiltalte ifølge anklageren og Frank med flere andre inkriminerende udsagn. Blandt andet gav han udtryk for, at han var nervøs de første to år efter drabet i Elverparken, fordi Frank fortalte ham, at han var nervøs, fordi han skulle tilbage til Portugal.
»Vi har en hemmelighed sammen med det, vi har lavet, og det giver en afslappet stemning omkring det, vi kan tale om det på en ganske almindelig måde,« forklarede Frank om stemningen under besøgene.
Virkede frigjort
Den 29-årige tiltalte kom også ind på en kniv, som i Franks optik var gerningsvåbenet fra Elverparken. En kniv, han skulle have skaffet sig af med, da han indlagde sig selv på Psykiatrisk Center Ballerup nogle dage efter Louise-drabet. Det fortalte han Frank på et besøg 30. marts, lød det fra politiagenten, der beskrev situationen i retten.
»Han (tiltalte, red.) rejser sig op og går hen til en håndvask med en papirstander og stiller sig ved skraldespanden og laver en bevægelse, hvor han tager papir frem og viser, hvordan han ruller det om kniven og putter den ned i skraldeposen,« forklarede Frank i retten.
»Vi talte om gerningsvåbenet til drabet i Elverparken. Han forklarede, at politiet konfiskerede en nazikniv og en økse. Jeg spørger: ‘Hvad med den anden kniv?’ Der er en fælles forståelse af, at vi taler om kniven til drabet i Elverparken, og det er den, han forklarer, der ligger i en cykelkurv,« berettede Frank.
Det har tidligere været fremme, at det var en cykel, der stod foran tiltaltes boligkompleks.
Frank huskede også, at den tiltalte under samtalen skulle have kigget sig rundt i besøgslokalet og sagt:
»’Jeg håber ikke, der er aflytning, for så er jeg fucked’. Han virker ikke tynget af det, næsten frigjort,« vurderede politiagenten.
Næste retsmøde er 6. juni, hvor der skal afhøres flere vidner.
Der er lukket for kommentarer