Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Eagles-direktør klar med ny plan efter negativt årsregnskab: Støtte fra hjemmepublikum er afgørende

En genetableret egenkapital, flere sponsorer og et håb om flere tilskuere til hjemmekampe er noget af det, der igen skal få Herlev Eagles til slutspillet, lyder det fra direktør Anders Mouritsen, der oplyser, at første hjemmekamp i det nye år er gratis for alle.

5. januar 2024 skal Herlev Eagles spille sin første hjemmekamp i det nye år mod Esbjerg Energy, en kamp der har gratis adgang for alle takket være de over 60 sponsorer, der støtter Eagles med et pengebeløb for hver tilskuer, der kommer. Derfor håber Eagles-direktør, Anders Mouritsen, at der til netop den kamp vil komme rigtig mange herlevborgere i Spar Nord Arena Herlev. Men også til resten af sæsonens hjemmekampe. Det er der nemlig brug for, hvis hjemmeholdet skal komme godt ud af indeværende og næste sæson efter et negativt årsregnskab på 426.000 kroner for sæsonen 2022-2023, oplyser direktøren, efter at at ejere og ledelse har indskudt yderligere lånekapital for at genetablere egenkapitalen.

ANDRE HISTORIER: Historien om Saxbo

»Vi har en kæmpe tiltro til det her projekt, ellers havde vi ikke gjort det, så det her er noget, vi kan og vil, og det ser også fint ud. Vi kæmper stenhårdt for at få vendt underskuddet og få opretholdt en egenkapital, så vi kan tegne kontrakter med nye spillere for næste sæson 2024-2025,« fortæller han, der dog erkender, at underskuddet var ‘et slag i maven’.

Omvendt var det også det hele værd, påpeger Anders Mouritsen, for det skyldtes i høj grad de ekstraomkostninger, der fulgte med at vinde DM-bronzemedaljer, som ørnene vandt i sidste sæson.

Det hele værd trods ekstra omkostninger

»Vi har ikke vundet noget i over 30 år, så det er noget organisationen, vores fans og sponsorer har brug for, og så skete det på trods af, at vi har et lille budget i forhold til de andre hold. Jeg tror, vores budget sidste år var det næstmindste, så vi er underdogs, og så er det bare fedt at vise, at vi godt kan, og at vi har gjort noget rigtigt over en længere periode for at komme dertil. Det havde vi brug for, og det var pengene værd, og så skal vi lære af det, og det har vi gjort,« lyder det fra Anders Mouritsen.

Han uddyber, at de øgede omkostninger blandt andet gik til Dansk Ishockey Union, til dommere og kameraer, til ekstra busture, ekstra udstyr og bespisning ved VIP-arrangementer. Derudover understreger han, at Herlev Eagles ikke fik noget udefra ved at nå længere i sidste sæsons turnering som for eksempel ekstra tv-penge.

Vi har en kæmpe tiltro til det her projekt, ellers havde vi ikke gjort det, så det her er noget, vi kan og vil, og det ser også fint ud

»Vi har ikke faktureret vores sponsorer for den yderligere eksponering, de har fået, som mange andre gør, men det har vi lavet om på i år, så der er en slutspilsbonus, hvis vi går videre, lig med en ekstra regning til sponsorerne på 10 procent, så vi har taget vores forholdsregler i år,« oplyser direktøren, der altså er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden.

Også når det gælder de sportslige resultater, selvom Herlev Eagles har tabt de sidste fem kampe.

Udfordring med få tilskuerpladser

»Vi har spillet rigtig fint de sidste fem kampe, men har alligevel tabt dem, så det er lidt marginalerne, som gør, at vi ikke har fået point,« vurderer han, der så meget desto mere understreger behovet for god opbakning til hjemmekampene.

»Vi har brug for opbakningen fra tilskuerne, dem skal vi have i hallen og mange flere,« siger han, der håber på op mod 1.500 tilskuere til Esbjerg-kampen 5. januar.

Egentlig havde han gerne set mange flere, men Herlev-hallen, der ifølge ham kun har omkring 100 siddepladser, resten er ståpladser, har ikke plads til flere, og det er den tilbagevendende store udfordring for Eagles’ økonomi.

Vi dør på faciliteterne på et tidspunkt, hvis ikke der sker noget. Vi har fire toiletter til 1.000 tilskuere

»Vi dør på faciliteterne på et tidspunkt, hvis ikke der sker noget. Vi har fire toiletter til 1.000 tilskuere. De andre hold har bedre faciliteter, og flere har plads til 5.000-6.000 tilskuere. Vi har det lavest gennemsnit af tilskuere til kampene, så det er ikke meget, vi omsætter for,« forklarer Anders Mouritsen, der dog tilføjer, at ledelsen som nævnt arbejder på at få vendt skuden.

Og så krydser de ellers bare fingre for, at hjemmeholdet begynder at vinde noget mere. For i sidste ende kommer det an på, hvor mange pucker, der bliver slået i nettet.

»Jo bedre resultater, jo flere besøgende kommer der også i hallen,« siger direktøren, som dermed håber på, at onsdagens kamp mod Odense Bulldogs og lørdagens mod Rødovre Mighty Bulls, begge hjemmekampe, bliver vundet, så Herlev igen kan kvalificere sig til slutspillet.

Foto: Kjeld Wiinblad.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!