Kan du gætte? Her er årets mest læste historier
Se her, hvad der i 2023 fyldte mest hos Herlev Bladets læsere online.
Lige så svært det nogengange kan være at regne ud, om de danske landsholdskvinder eller -herrer vinder en kamp, lige så svært kan det også være for os som lokalavis at forsøge at regne ud, hvad I kære læsere finder mest interessant i spalterne og på heleherlev.dk. I forhold til online-læsning kan Facebooks forunderlige algoritmer også spille os et puds, fordi en stor del af vores netartikler bliver læst via links på Facebook. Men når dagen er omme, afslører de nøgne facts sig selv. Og så kan vi forsøge at lære af det. Nu nærmer hele året sig sin afslutning, og hvad har vi så lært?
LÆS OGSÅ: De 10 mest læste i 2022
At dømme ud fra vores – og jeres – top 10 over mest læste artikler på heleherlev.dk, tyder det først og fremmest på, at de mest populære historier har ligget i første halvdel af 2023. Dét eller også har Facebooks drillenisser været på spil. Det har især været Hovedstadens Letbanes afspærring af Herlev Ringvej ved Musikkvarteret, der er blevet klikket på. Måske fordi den kom så pludseligt og berørte, alle de mennesker, der benytter ringvejen og bor i Musikkvarteret og Erhvervskvarteret.
Også de blødere historier
Så har mindre, men let identificerbare historier om menneskeskæbner også fyldt en del. Som for eksempel mindekampen til ære for både HI Fodbold- og B1973-fodboldspilleren 33-årige Casper Larsen, der døde af kræft. Eller historien om kiosken og kioskejeren på Skovlunde Torv samt historien om den sidste lejer i den ellers tomme boligblok samme sted. Begge historier, vi for nylig har fulgt op på.
Læs eller genlæs selv årets top 10, og så ser vi ellers frem til at møde dig og jer mindst lige så mange gange i 2024.
Er der i øvrigt noget, du/I gerne vil læse mere om, så tøv ikke med at skrive til:
Godt nytår.
10. Her er løsningen: Musikkvarteret bliver ikke spærret af (tors. 16. marts)
Hovedstadens Letbane havde ellers i foråret lagt op til at afspærre Musikkvarteret og lave en alternativ rute for beboerne dér via Islev som følge af arbejdet på ringvejen, men det var øjensynligt uden borgmesterens vidende, hvorfor planerne blev ændret, da han fik nys om sagen.
9. Louise-drabet dag 2 i retten: Kendte til Elverparken (ons. 3. maj)
I 2022 blev en mistænkt for drabet på den 32-årige Louise Borglit i Herlev anholdt, og i maj året efter gik den 11 dage lange retssag i gang. Den er blevet forlænget af flere omgange og forventes nu først afsluttet til marts 2024.
8. Velgørenhedskamp bliver til mindekamp (man. 16. jan.)
En venskabskamp mellem B1973 og HI Fodbold lavet for at indsamle penge til behandling af den tidligere fodboldsspiller for begge klubber, Casper Larsen, der var ramt af kræft, blev til en mindekamp i stedet, da den 33-årige herlevborger tabte kampen mod sygdommen kort forinden.
7. Bilist anholdt ved Herlev Byskole afdeling Eng (tors. 9. feb.)
En bilist blev så vred på politiet, der havde forbudt hende at parkere på Engløbet, at hun kort efter vendte tilbage og var voldelig over for politiet, som efterfølgende måtte anholde hende. Hændelsen skete dagen efter, at skolen havde besluttet at fjerne skolepatruljen, fordi trafiksituationen om morgenen var blevet kaotisk, da mange bilister havde valgt at køre ad Sønderlundvej for at undgå den ovale rundkørsel ved Herlev Hovedgade/Herlev Ringvej.
6. Status på bymidte-byggeriet: Snart kan flere nye butikker flytte ind (tors. 2. marts)
Det nyrenoverede Herlev Bymidte Center åbnede i slut september, men centergaden og den nye Føtex åbnede allerede i december 2021. Derefter ventede herlevborgerne spændt på nyheder om, hvilke nye butikker der mon fulgte med åbningen af det nye center.
5. Stationskiosken: Der arbejdes på en genåbning (fre. 17. feb.)
Kiosken ved Skovlunde Station, der ligger centralt for de skovlundeborgerne, der pendler, lukkede pludselig efter tre år, efter at forpagteren havde opsagt sit lejemål pr. 31. januar i 2023.
4. Tidligere kioskbestyrer dømt for narkosalg (ons. 22. marts)
Det fremgik af en dom, at selv samme forpagter af stationskiosken i Skovlunde var blevet dømt for narkosalg i kiosken.
3. Én lejer tilbage på Skovlunde Torv 6 (fre. 17. feb.)
Tæt ved stationskiosken ligger en ellers nybygget boligblok, hvis lejere på grund af fejl og mangler var fraflyttet – alle på nær én, som egentlig var ganske godt tilfreds med at bo der.
2. Massiv opbakning til mindekamp på Elverroad (lør. 28. jan.)
Herlev Bladet var med, da en mindekamp til ære for en afdød tidligere fodboldsspiller, blev spillet på Elverroad med stor opbakning fra lokalsamfundet.
1. Herlev Ringvej spærres for trafik i fem måneder (man. 13. marts)
Nyheden om, at Herlev Ringvej skulle spærres mellem Lyskær og ringvejskrydset på grund af blød jord i Mileparken-krydset, faldt mange for brystet – især beboerne i Musikkvarteret, der følte sig spærret inde.
Der er lukket for kommentarer