Rollatorbanden slår til hver fredag

I flere år har der været snak om, hvorvidt Herlev huser bander, og trods politiets og andre myndigheders gentagne afvisninger, kan vi nu afsløre, at der i hvert fald er én bande i Herlev.

Mød ‘Rollatorbanden’. De har ingen læderveste med rygmærker på, ingen motorcykler og så vidt vides ingen våben. Til gengæld har de alle en rollator, det skal man for at være med, og så har de en ukuelig lyst til at komme ud og mødes hver fredag præcis klokken 11 foran biblioteket for dels at gå en tur i det fri, dels at snakke om alt det, der er sket siden sidst.

»Skriv, vi er hårdføre,« siger Kim med et drilsk glimt i øjet, mens de ni fremmødte en tilfældig fredag står og venter på Anny, der kommer gående på fortovet imod dem.

De andre supplerer Kim med et bekræftende ‘ja’, og flere gør det tydeligt, at de går ud i næsten al slags vejr, og der skal rigtig meget til, før de aflyser.

Klokken lidt over 11 er truppen, eller banden, samlet og rollator-vognene klar til afgang. Én skiller sig ud – det er Monas. Hun har både en bamse hængende og en nummerplade i kurven foran, hvor der naturligvis står ‘Mona’.

Turen går til Hjulmandens Hus

Nu er det tid. Kortegen ruller i samlet flok afsted, men gruppen bliver hurtigt splittet op, og flere ‘udbrydere’ forlader feltet og bagtroppen. Som en slange bevæger de sig afsted på fortovet langs Herlev Bygade i retning mod rådhuset for derefter at gøre holdt ved fodgængerfeltet. Flere bilister stopper op og venter på den splittede kortege, også selvom det tager lidt tid at komme over. De forbipasserende cyklister kigger også en ekstra gang. Der er ingen tvivl om, at gruppen vækker opsigt i bybilledet.

Efter at være drejet til højre ad Herlev Hovedgade ruller de 10 herlevborgere ned mod Herlev Bymidte Center, men pludselig stopper fortroppen op. Formen er der ikke helt i dag, så de vælger at dreje ind gennem et smuthul i hækken ved Herlev Vænge med kurs mod Hjulmandens Hus.

»Vi tager hele turen rundt,« lyder det fra resten af gruppen, som fortsætter rundt om bymidten til Herlev Ringvej og tilbage igen ad Herlev Bygade.

Imens dækker de andre bord, laver kaffe og finder de søde sager frem frem.

»Var det ikke dig, der skulle have kringle med til kaffen,« lyder det fra en af dem til en anden.

Kaffemødet i Hjulmandens Hus er en fast del af fredagsritualet, hvor de både kan sidde og få pusten/varmen samt sludre noget mere. De har også fået lov til at sidde på Herlev Bibliotek, fortæller de. Men det virker mere som en plan B, hvis Hjulmandens Hus er optaget. På biblioteket skal man vist også være en smule mere dæmpet end her.

Pludselig går døren op, og resten af gruppen træder ind.

»Hvor lang tid har vi gået – 30 minutter?,« spørger en af nyankomne, hvorefter der bliver fundet flere stole, og alle tager plads.

»Er der nogen, der bruger mælk i, jeg kan ikke huske det?,« spørger en anden ude fra tekøkkenet.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Den spæde start

Nu har alle fået tanket op, og snakken går lystigt og højlydt på kryds og tværs. Herlev Bladets udsendte forsøger at snige et par spørgsmål ind som for eksempel: ‘Hvordan opstod Rollatorbanden egentlig?’.

»Det startede før corona. Jeg var ude og gå en søndag, så mødte jeg en dame, og vi aftalte, at vi kunne da gå en tur hver søndag. Men det blev ikke til noget, og så begyndte Anni og jeg at gå ture om søndagen. Og alle de steder, hvor der var en rollator udenfor, lagde vi en lille seddel ned i, hvor der stod, om der var nogen, der havde lyst til at gå med. Men det blev ikke til noget, fordi så kom corona’en, og det hele blev lukket ned,« fortæller Birthe.

Efter corona-krisen fik de fat i en ergoterapeut i Herlev Kommune, som gerne ville hjælpe dem. Og så blev der lavet en ny invitation, som blev omdelt i de forskellige postkasser i nabolaget. Der blev også sat en annonce i nærværende avis, som flere af de tilstedeværende fik øje på, lyder det.

Hvorfor er Rollatorbanden en god idé?

»Fordi så kommer vi ud,« siger flere rundt om bordene.

»Men også fordi dem, der går ture i Herlev, de vil ikke have os med, fordi vi ikke kan følge med,« tilføjer Ulla og påpeger, at derfor er gruppen kun for rollatorbrugere.

De andre skynder sig at bemærke, at denne her gruppe ikke har plads til flere medlemmer, men de håber, at andre vil blive inspireret af deres gode erfaringer og danne lignende grupper.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Et godt sammenhold

Hvad betyder Rollatorbanden for jer?

»Jeg synes, det er meget sjovt at komme herover og sidde og snakke med nogen. Jeg sidder hele tiden alene derhjemme, bortset fra når hjemmehjælperne og sygeplejerskerne kommer forbi, men de har ikke tid til at snakke. Vi sidder jo alle og venter på, at sygeplejersken kommer, vi har alle det samme behov bare på forskellige niveauer. Derfor er det rart at komme herover og snakke med andre mennesker,« forklarer Kaj.

De andre nikker, og fra flere sider bliver det også tilføjet, at gruppen giver et godt sammenhold.

»Jeg kan li’ samværet, snakken, hyggen og gåturene og så livsglæden. Alle har sygdomme, men der er så meget glæde her,« bryder Amy ind – hun er 63 år og dermed flokkens yngste.

Den ældste er 93. Amy kom i øvrigt med via Hjerteholdet, fortæller hun.

Birthe tilføjer:

»Vi hjælper også hinanden med små indkøb, hvis vi alligevel skal i byen, og vi ringer også til hinanden,« siger hun, mens en anden tilføjer, at det også er rart at vide, at der er nogen, der venter på en, når man skal ud og gå tur.

Er der slet ikke noget, der kan få jer til at blive hjemme?

»Jooo, hvis det er snestorm og glat – og kraftigt regnvejr,« lyder det fra gruppen, som også gør det klart, at de kun har aflyst én gang.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Tabu?

Så går snakken igen, og alt bliver vendt – lige fra verdenssituationen til de daglige udfordringer med rollator som for eksempel at komme ud af bussen, at forcere kantstene og at komme op og ned fra fortove, når der er ryddet sne på vejene, og sneen ligger som et bolværk omkring vejbanen.

Apropos sne og kulde, så virker det som om, isen er brudt nu, så lad os adressere elefanten i rummet. For hvordan er det egentlig at gå med rollator – et det et tabu eller?

»Neeej,« siger de fleste, men så siger Bente:

»Det synes jeg, det stadig er. Jeg var ved at skvatte ud af bussen, chaufføren kørte ikke ind til kantstenen, så vælter min rollator ned, og jeg forsøger at gribe den, men så er der en mand, der holder fast i mig. Chaufføren skal tage mere hensyn, kan du ikke skrive det?«, spørger hun.

For Jytte har det været et tabu, men det er det ikke længere. Derfor bad hun også sin læge om en stok til at starte med.

»De første måneder efter hinanden, der var det et tabu, men efterhånden som jeg så, at flere og flere gik med rollator, så kunne jeg også.

»Jeg vil lige sige, at hvis ikke jeg havde min rollator, så havde jeg ikke noget liv. Jeg kan ikke gå på gaden med bare en stok,« indskyder Anny.

Det får Kim til at reagere:

»Det kunne jeg måske nok, men jeg kan ikke have varer med samtidig.«

Det kan man til gengæld med rollatoren, er alle enige om.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Dronning Ingrid banede vejen

Birthe nævner, at den afdøde Dronning Ingrid faktisk var med til at bane vejen for rollatoren som et accepteret hjælpemiddel.

»Da folk så, at hun startede med at gå med rollator, så kunne de også,« påpeger hun.

Men når nu en rollator er så godt et hjælpemiddel, hvorfor er det så et tabu?

»Jeg tror, mange tænker, at det er et tegn på, man er ved at blive gammel Jeg har altid tænkt, når der er et hjælpemiddel, så bruger man det. Alder har ikke været et issue for mig, men jeg har hørt det meget: ‘Jeg skal i hvert fald ikke have en rollator’. Men det er et vidundermiddel, synes jeg,« fortæller Amy.

Kaj er enig:

»Da jeg gik med stok, tænkte jeg: ’Det var da utroligt så stærkt, folk kunne gå med en rollator – har jeg i det hele taget brug for den?’, tænkte jeg. Indtil jeg fik en rollator. Så fandt jeg ud af, at jeg kunne gå stærkere med rollator end uden, fordi jeg har støtte i begge sider, man er mere tryg,« fastslår han.

Således fik vi måske aflivet tabuet om rollatoren og givet budskabet videre om, at Herlev har brug for flere bander – rollatorbander vel at mærke.