Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

At drible mod frihed: Basket skaber frirum for børnene

Hos Kasperskolens baskethold er der stort fokus på at skabe et frirum for eleverne, hvor sport kombineres med venner, frihed og lighed – og det oplever eleverne gennem basket.

Lyden af knirkende sko fylder hele hallen, bolden dribles med massiv fart, og familie og venner sidder på tilskuerbænkene og hepper med armene i vejret.

Kasperskolens baskethold og U15-drengene (U15 Drenge Blå, red.) er netop i fuld gang med at spille træningskamp i UCC-hallen i Skovlunde som afslutning på sæsonen.

»Kom så, du kan godt klare det, skat,« og »Jeg er så stolt af dig,« lyder det fra flere af børnenes forældre på tilskuerbænkene.

Der er højt tempo og stor konkurrencevilje, da U15-drengene og Kasperskolen dribler på banen for fuld fart. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Kasperskolen er et helhedstilbud for elever med autismespektrumforstyrrelser/ADHD. De har indgået et samarbejde med BMS Herlev for 1,5 år siden, og derfor har Kasperskolen fået deres eget baskethold i BMS Herlev. Kasperskolens baskethold er et mix af piger og drenge fra forskellige aldersgrupper, primært fra 10 til 16 år.

De træner én gang om ugen, og i løbet af 1,5 år har de spillet tre kæmpe mod U15-drengene. De spiller ikke et bestemt antal kampe per sæson, da det er trænerne hos Kasperskolen, der vurderer, hvornår eleverne er klar til at spille kamp.

Venner, tid og frihed

Samarbejdet mellem Kasperskolen og BMS Herlev har skabt stor glæde hos eleverne, hvilket tydeligt kan ses på deres store smil og en masse latter under kampen.

Blandt eleverne finder man 15-årige Oscar Povea Morales, 13-årige August Witzel, 14-årige Sarah Broman og 14-årige Villads Træholt.

15-årige Oscar Povea Morales, 13-årige August Witzel, 14-årige Sarah Broman og 14-årige Villads Træholt synes, at det er rigtig fedt at spille basket. Foto: Camilla Bidstrup Møller

»Det, jeg bedst kan lide ved at spille basket, er friheden, fordi jeg får noget andet at tænke på end bare skolen,« siger August Witzel, der både spiller på Kasperskolens baskethold og U15-drengene.

»Jeg kan allerbedst lide, at det er en holdsport, og at man er sammen med mange andre børn. Det er rigtig hyggeligt,« siger Sarah Broman.

»Jeg synes, det er fedt, at man kommer ud og får rørt sig, og at man er i gang hele tiden,« siger Oscar Povea Morales.

»Det er sjovt, og det er en hård sport, men det synes jeg er rigtig fedt,« siger Villads Træholt.

Der er også fuld fart på hos U15-drengene under kampen. Foto: Camilla Bidstrup Møller

LÆS OGSÅ: Virksomhed bag donation: “Vi vil gøre en forskel for udviklingshæmmede borgere”

Godt samarbejde

Samarbejdet har ikke kun skabt stor glæde hos børnene, men også hos de voksne.

»Giv bolden videre« og »Kast, kast, kast,« råber Nanna Marion med fuld kraft, mens hun svinger med taktiktavlen, samtidig med at Louise Black klapper med hænderne i vejret.

Det kan nemlig tydeligt ses hos trænerne, Nanna Marion, der er pædagogisk assistent på Kasperskolen, og Louise Black, der er pædagog på Kasperskolen. De har selv gået til basket i BMS Herlev i mange år.

18-årige Marqus Mitrovic Marion, Nanna Marion, Louise Black og 19-årige Ismail Asim Latif er rigtig glade for den forskel, som de føler, at de gør som trænere hos Kasperskolens baskethold. Foto: Camilla Bidstrup Møller

»Vi (Nanna og Louise, red.) har haft så mange fede minder i forbindelse med basket, så vi vil gerne være med til at give børnene de fede oplevelser, vi selv har haft,« siger Nanna Marion.

»At vi kan give børnene nogle muligheder her, som andre foreningsliv også kan, er bare utrolig dejligt for os,« siger Louise Black.

Da første periode er slut, spurter spillerne fra Kasperskolen ud fra banen med sved rendende nedad panden, mens de tager store slurke af deres drikkedunke og gisper efter vejret.

Nanna Marion går straks i gang med at gennemgå taktik med børnene, mens 19-årige Ismail Asim Latif og 18-årige Marqus Mitrovic Marion står og lytter med. De er også trænere på Kasperskolen, men under dagens kamp står de som moralsk støtte hos børnene.

Træner Nanna Marion er i fuld gang med at gennemgå taktik med Kasperskolens baskethold i pausen. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Ismail Asim Latif er til daglig pædagogmedhjælper på Kasperskolen og er en del af BMS Herlev Ligaherre. Derfor syntes han, at det var en oplagt mulighed at blive træner for eleverne på Kasperskolen, så han kunne kombinere sit arbejde med sin favoritsportsgren.

»Da jeg fik at vide, at holdet bestod af elever på tværs af køn og aldersgrupper, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja til tilbuddet,« siger Ismail Asim Latif.

Marqus Mitrovic Marion studerer til daglig på Falkonergårdens Gymnasium og spiller i BMS Herlev Ligaherre. Han er især glad for, at han som træner kan fremstå som et forbillede for eleverne.

»Jeg giver dem muligheden for at være mere sociale, og så synes jeg bare, at det er et vildt fedt samarbejde, der er på tværs af klubben og skolen,« siger Marqus Mitrovic Marion.

LÆS OGSÅ: Ørnespillere flyver fortsat fra reden: Her er årsagerne

Kæmpe succes

Efter en lang og intens kamp løber U15-drengene med sejren. Men humøret er stadig højt hos alle trænere, børn og tilskuere i hallen.

De fire trænere hos Kasperskolens er alle enige om, hvor stor en succes samarbejdet har ført med sig.

»Vi er utrolig stolte over, at vi kan se og høre fra andre lærere, at de øvelser, børnene laver her, også giver dem alt muligt andet i andre sammenhænge,« siger Louise Black.

Selvom U15-drengene løb med sejren, er humøret stadig højt hos Kasperskolens baskethold. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Især elevernes positive udvikling – både på banen, men også uden for banen – har sat tydelige spor hos de yngste trænere.

»Det fedeste for mig ved at være træner er at se glæden i børnenes øjne, men også deres udvikling. Både deres udvikling under træningen, men også deres udvikling personligt,« siger Ismail Asim Latif.

»Hos mange sportsklubber er det meget konkurrenceorienteret, men via det her samarbejde er det mere for hyggens skyld, og det er en stor succes hos eleverne,« siger Marqus Mitrovic Marion.

LÆS OGSÅ: Stor billedserie: Afslutning hos B1973

Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!