Cykelmandens historie

Det var ikke fordi, det havde været en særligt god morgen den novemberdag i 2017. 

 Morten Fabricius havde haft et mindre skænderi med sin kone. Ikke noget alvorligt. Bare den slags, der opstår, når hverdagen danner rammen for en dags begyndelse. Det var november, og  Morten Fabricius skulle afsted til sin butik Cykelcentret i Skovlunde, som han  har gjort det hver dag i årevis. 

Han satte sig ind i bilen. Og så stod kroppen af.

Hjerneblødningen ramte med en kraft, der kun efterlod ham tid til at vakle ind i huset og få sig sat på en stol. Han sagde til sin ældste datter, at hun skulle ringe 112. Det var noget af det sidste, han sagde meget længe. 

Da ambulancefolkene kom, kunne han ikke sige sit personnummer. Senere kunne han heller ikke huske det.

»De siger i ambulancen, at jeg skal tage det roligt. Men jeg ved jo godt, at jeg ikke skal tage det roligt. For jeg er formentlig ved at dø. Eller blive meget handicappet. Så jeg tænker mest på min kone der selvfølgelig,« siger Morten Fabricius.

For jeg er formentlig ved at dø. Eller blive meget handicappet

Efter at have været på intensiv i Glostrup blev han flyttet til Herlev. Her stod den på overlevelse og genoptræning. Han kunne ikke gå, ikke tale og der var rigtig meget, han ikke kunne huske. Som navnene på sine tre børn. Han vidste, hvem de var, men navnene blev han nødt til at lade øjnene finde igen og igen på den tavle, hvor hans kone Tina havde skrevet dem op.

Fremgang i beskederne 

I det hele taget skrev hun meget. Helt fra den første dag førte hun logbog over hans fremskridt. Også de helt små. Og så sendte hun beskeder til den hærskare af mennesker,

der fulgte bekymrede med fra sidelinjen.

»Hun skrev aldrig, hvad jeg ikke kunne. Kun hvad jeg kunne,« fortæller cykelmanden, der må ned og hente power til stemmen fra de dybere reserver, når han tænker på alt det, hans kone gjorde for ham. Og gør.

Rejsen mod en ny version af sit gamle liv sendte ham otte uger til Sorø. Her boede han sammen med andre, der også var blevet ramt af den forhammer en hjerneblødning er. 

Det var her, han lærte at gå igen, og siden har han genvundet det meste. Men ikke det samme. Hukommelsen svigter ham stadig af og til og kræfterne til at drive forretning er ikke uudtømmelige. Derfor har Morten Fabricius lært noget af det sværeste, der findes for folk, der brænder for det, de laver, som han gør. Han uddelegerer.

Kender flere end ventet

Men én ting ,han hverken kan eller vil lade andre om, er at takke de mange kunder, der kom ind og spurgte bekymret og interesseret til hele hans tur gennem mørket og tilbage til cyklerne. 

»Det var så overraskende med den opbakning fra alle i Skovlunde. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, jeg troede ikke, jeg kendte så mange,« siger Morten Fabricius og griner glad ved tanken.

LÆS OGSÅ: Mød borgmesteren – ham fra Ballerup 

I dag har han det godt. Efter omstændighederne, som man siger. Morgenen i november er efterhånden langt væk, men ikke længere end at han kan fremkalde frygten på et splitsekund. For det var i ordets egentlige forstand frygteligt. 

»Det skal jeg aldrig igennem igen. Og det skal min fjende heller ikke,« som han siger. 

Glæden ved, at han er tilbage i butikken og i livet, er heller ikke svær at fremkalde. Ligesom glæden ved passionen – cyklerne. 

»Ja, det var stort, da jeg kunne gå igen. Men det var større, da jeg kunne cykle. Sådan må det jo være, når man er mig,« griner han fra baglokalet i den butik, han med god ret kan påstå, han har kæmpet sig tilbage til.