I 50 år har Annette kun arbejdet om aftenen og i weekenden
Den snart 71-årige Annette Korsgaard er sygeplejerske på Herlev Hospital, og har været det de seneste 50 år. I alle årene har hun kun arbejdet om aftenen og i weekenderne, hvilket hun har været og fortsat er rigtig glad for.
Den 1. maj kunne sygeplejerske på Herlev Hospital Annette Korsgaard fejre intet mindre end 50 års jubilæum på hospitalet. Men hendes tid der har ikke været som de flestes. Hun har nemlig altid kun haft faste aften-og weekendvagter. I starten var det en nødvendighed, men senere hen er hun blot blevet glad for det. Det fortæller jubilaren selv til Herlev Bladet i forbindelse med jubilæet.
»Det hele startede, da jeg fik mit første barn. Han havde kolik og græd tre-fire timer i træk flere gange i døgnet. Vi havde egentlig fået en vuggestueplads til ham, da han var 3,5 måned gammel, hvilket man gjorde dengang, men de kunne ikke være der ordentligt for ham, når han græd så meget. Sådan ville jeg ikke have det,« siger Annette Korsgaard og fortætter:
»Jeg spurgte derfor borgersygeplejersken dengang, om det var muligt at få faste aftenvagter, for så kunne jeg passe vores søn om dagen, og min mand om aftenen. Borgersygeplejersken sørgede så heldigvis for, at jeg fik faste aftenvagter, og det har jeg haft lige siden.«
LÆS OGSÅ: Bodega 100 genåbner
Godt for familielivet
De efterfølgende år var det også nødvendigt, at Annette Korsgaard kunne gå hjemme om dagen og arbejde om aftenen. Cirka fem år efter sønnens fødsel, fik hende og manden nemlig en datter, som også havde kolik. Derudover arbejdede Annette Korsgaards mand som jord-og betonarbejder, hvor han mødte meget tidligt om morgenen rundt omkring på hele Sjælland. Det havde derfor i mange år gjort det sværere at få familielivet til at hænge sammen, hvis Annette Korsgaard skulle indgå i en vagtplan med både morgen-og nattevagter, vurderer hun.
»Selvfølgelig kunne jeg være gået tilbage til normalt arbejde, men det har været godt for mig og familien med aftenvagterne, og jeg har aldrig fortrudt det,« lyder det fra den garvede sygeplejerske.
Aften-og weekendvagter passer stadig godt
Efter børnene er blevet store, har mange spurgt Annette Korsgaard, om hun ikke hellere ville have en mere normal vagtplan med både morgen-, aften- og nattevagter, men det har hun aldrig haft lyst til.
»Det passer også fint ind i mit liv i dag. Jeg ved præcis, hvornår jeg skal arbejde, og min mand støtter mig, har accepterer det og ved, at jeg er glad for det. Han er også gået på pension nu, så er han mere hjemme om dagen, hvor jeg også er hjemme,« siger hun og fortæller, at hende og manden har holdt sammen, siden hun var 16 år.
Derudover nyder hun at kunne gå til både gymnastik og zumba om formiddagen og spise frokost med veninderne.
LÆS OGSÅ: Herlev-elev kom med på et afbud og vandt DM i skills
Intet problem kun at arbejde, når andre har fri
Mange vil måske tænke, at de mange år udelukkende med aften-og weekendvagter har med medført nogle tab og ofringer i privatlivet, men sådan oplever Annette Korsgaard det ikke.
»Jeg synes ikke, at det har været det store problem. Der er selvfølgelig familiearrangementer og helligdage, hvor jeg nogle gange skal arbejde. Men de (familien red.) er gode til at spørge i god tid, hvornår jeg skal arbejde, og så planlægger de ofte ud fra det. Derudover kan jeg jo godt få fri, jeg skal bare vide det i god tid.«
Med jobbet følger naturligvis også aftenarbejde på nogle af årets allervigtigste dage, for eksempel juleaften. Men her har familien bare skabt deres egne traditioner, fortæller hun:
»Da børnene var små, og jeg arbejdede juleaften, så kom de og besøgte mig afdelingen. Så kunne vi sludre lidt, og de kunne se, at vi også havde pyntet op. Vi har aldrig holdt jul en anden en dag end den 24. december, så efter de besøgte mig, kørte de bare hjem og fejrede jul.«
LÆS OGSÅ: Vinelskere væltede medborgerhuset
Stopper ikke foreløbig
Selvom Annette Korsgaard nu har haft sit 50-års jubilæum og til juni runder 71 år, så har hun ikke planer om at stoppe i sygeplejefaget inden for den nærmeste fremtid.
»Jeg holder op den dag, jeg ikke længere synes, det er sjovt at gå på arbejde. Men jeg er stadig glad, og jeg nyder meget det fællesskab, der er på afdelingen, og jeg tror, at det er sundt at være i gang og bruge hovedet, når man kan,« siger hun og fortæller, at hun ikke føler et pres for at blive på grund af sygeplejerskemangel, men at hun fortsætter, fordi hun har lyst.
Annette Korsgaard arbejder i dag i gennemsnit 30 timer om ugen på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev Hospital. Her har hun har arbejdet de sidste 35 år. Hendes aftenvagter er fra 15:30-23:30 og fordeler sig sådan, at hun arbejder fem dage den ene uge og to dage den anden.
Der er lukket for kommentarer