Lokalpoliti om unge-overfald: Kan ikke udelukke flere anholdelser
For nylig blev seks unge kendt skyldige i at have overfaldet to andre unge i Herlev, og tirsdag blev fem unge, heraf to gengangere, anholdt mistænkt for et nyt overfald. Det er IKKE en bande, understreger politiet, der mere ser det som en klike.
Spørgsmålene er efterhånden mange efter, det er kommet frem, at en gruppe unge begår overfald på andre unge i Herlev. I sidste uge citerede Herlev Bladet politikommissær Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi for at sige, at ‘ vi har fat i kernen’, efter at seks unge er blevet dømt for to overfald på andre unge. Onsdag denne uge kom det frem, at politiet dagen før havde anholdt fem unge mistænkt for yderligere et overfald på tre andre unge. To af de fem er gengangere. Og spørger man Lars Jørgensen, der er leder af lokalpolitiet i Herlev, kan han ikke udelukke flere anholdelser.
LÆS OGSÅ: Gruppe af unge anholdt for røveri mod andre unge
»Jeg kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser. Nu pågår et arbejde, hvor vi blandt andet skal kigge ind i de tekniske undersøgelser, og jeg har en klar forventning om, at det kan sprede sig, men det er ikke det samme som at sige, at der vil ske flere anholdelser,« understreger han.
Mener du stadig, at I har fat i kernen?
»Ja, det vil jeg mene. Der er kommet nye til, men når man siger, at to ud af de fem er gengangere, så har man også fat i kernen,« påpeger han og tilføjer, at de to gengangere er en 14-årig og en 15-årig.
Sidstnævnte blev onsdag noget utraditionelt varetægtsfængslet i fire uger, fordi han er mistænkt for 7. maj at have begået den samme type kriminalitet, som han som en ud af de nævnte seks fik en fængselsdom for 3. maj – til senere afsoning vel at mærke. Altså fire dage efter, han sad i Retten i Glostrup
Den 14-årige afventer et retsligt efterspil i Ungdomskriminalitetsnævnet fra sin første dom og er under den kriminelle lavalder, som ham kan man ikke varetægtsfængsle.
Ikke alle fra Herlev
Udover de to gengangere er der i sagen fra 7. maj tale om yderligere en 14-årig og to 15-årige, som altså nu afventer deres sag i retten. Ingen af dem er tidligere straffede. Ifølge Lars Jørgensen er der tale om fem børn fra tre forskellige kommuner i hovedstadsområdet, så det er ikke kun fra Herlev, understreger han.
Han uddyber, at det overfald, som de er mistænkt for at have begået, foregik søndag 7. maj på en skole i Herlev, men det har intet med skolen at gøre. De forurettede bliver bare trukket ind på skolens område.
Det er de fem, der træffer den anden gruppe, og overfaldet, der foregår med slag og spark, sker under intimidering
»Det skal også understreges, at de forurettede er uden skyld. Det har ikke sagt eller gjort noget, så hvorfor de fem unge har gjort, som de har gjort, kan jeg ikke svare på,« lyder det fra politikommissæren, der henviser til, at der foreligger videooptagelser af overfaldet.
»Det kan godt være to kliker eller grupper, der møder hinanden, men man har ikke sagt noget til hinanden. Det er de fem, der træffer den anden gruppe, og overfaldet, der foregår med slag og spark, sker under intimidering,« forklarer han.
Opildner hinanden
Mange er optaget af, hvorvidt der er tale om en bande eller en unge-gruppering, som huserer i Herlev. Er der en form for relation mellem de seks dømte og de nye fem mistænkte overfaldsmænd?
»Det er svært at vurdere, om alle personer er del af den samme gruppe. Vi laver så vidt muligt en kortlægning af, hvad der foregår, men jeg kan godt sige, at det er ikke en eller anden kendt gruppering, hvor alting er planlagt på forhånd. Det, vi oplever, sker, når mange er samlet, og jeg tror, de opildner hinanden og spiller lidt op til hinanden. Dog uden at de forurettede har gjort noget. Det, der er sket, er noget, der er foregået i ungdomsmiljøet. Det er sket tilfældigt på det tidspunkt, man møder hinanden på det pågældende sted, og så udvikler det sig,« vurderer Lars Jørgensen.
Han understreger, at der i politiets optik IKKE er tale om en bande, men snarere en klike med den samme ‘grundstamme’ af unge og andre mere løst tilknyttede.
Det, vi oplever, sker, når mange er samlet, og jeg tror, de opildner hinanden og spiller lidt op til hinanden.
Hvad gør I for at sikre, at de mistænkte unge, som ikke er varetægtsfænglset ikke i mellemtiden begår ny kriminalitet?
»Udover de retslige efterspil, der venter dem, er det et stort apparat, der bliver sat i gang, når man bliver sigtet, og der bliver løbende fulgt op på dem. Derudover har vi også ekstra øjne på området, idet politipatruljer fra Beredskabet og Lokalpolitiet er i lokalområdet al den stund, det er muligt. Vi har også en forventning om, at sigtelserne har en præventiv effekt,« siger politikommissæren, der bemærker, at Herlev Kommune også har samtaler med ofrene.
Hvad tænker du om, at I nu er stødt på en ny sag med unge, der overfalder andre unge?
»Uanset hvad når det handler om unge mennesker, der begår kriminalitet, så er jeg dybt bekymret og ærgerlig over, at den slags ting sker, så kan det godt være, vi har gjort vores arbejde godt, men det er på en kedelig baggrund,« lyder det fra den lokale politikommissær.
Han opfordrer i øvrigt alle med viden om de nævnte sager, det kan også være ældre sager, til at kontakte politiet på 1-1-4.
Der er lukket for kommentarer