Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ny lokalhistorisk malebog skal tegnes af elever fra 4. klasse

Når man til næste år kan købe en ny lokalhistorisk malebog, så kommer illustrationerne til at være lavet af elever i 4. klasse i Herlev.

»1, 2, 3, 4, 5 – og SÅ skal man være stille.«

Den lette summen på Herlev Bibliotek fra de mange 4. klasseselever fortager sig lige så stille, mens de indfinder sig på deres pladser. Det er nemlig blevet tid til at gribe blyant og papir.

Efter en gåtur rundt i Herlev bymidte, er det nu de lidt over 20 elevers opgave at tegne illustrationer til en til to af i alt 10 lokalhistoriske sagn, som de har fået fortalt på gåturen. Og de illustrationer skal til sidst samles i en spritny malebog.

Et projekt, som Louise Haslund, der er faglig koordinator på Herlev Bibliotek, står i spidsen for.

»Jeg er uddannet historiker, og jeg har altid tænkt, at det kunne være spændende at formidle lokalhistorie i børnehøjde,« fortæller hun til Herlev Bladet, mens skoleeleverne skribler løs på deres papirer.

Efter en gåtur rundt i Herlev, var det tid til at tegne billeder af de sagn, der var blevet fortalt på byvandringen. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Alle tegningerne samles til sidst

Tegninger af Kong Hans, der fik skudt en pil på sine tænder, af kjoler syet i crepe-papir under 2. verdenskrig, af byvåbenet og af Herlev Kirke tager så småt form på de mange papirer. Og rundt i lokalet går illustrator Maria Buchmann Frederiksen.

Hun har til opgave at samle alle elevernes tegninger til én fælles illustration for hvert sagn, når eleverne er færdige med deres skriblerier. Og i foråret skal malebogen gå i tryk.

»Det bliver lidt et klippe-klistre-arbejde, hvor jeg skal tage udgangspunkt i børnenes tegninger og udvælge de dele, der kan noget særligt. Opgaven kommer til at bestå i at pille så lidt som overhovedet muligt ved tegningerne, og så samle dem til én fælles illustration for hvert sagn,« fortæller Maria Buchmann Frederiksen.

Fra venstre sidder Tristan, Silke, Asger, Freja og Nikolaj og tegner Herlev Kirke og byvåbenet. Foto: Amanda Kieler Andersen.

»Ej, den bliver grim, min kirke,« lyder det fra Silke, der sidder sammen med Tristan, Asger, Freja og Nikolaj. De skal tegne Herlev Kirke og Herlevs byvåben.

»Nej, jeg synes altså, at den er virkelig flot,« siger Freja, mens hun arbejder videre på Herlevs byvåben.

»Jeg hader virkelig at tegne. Hvis du skal finde nogle flotte tegninger, så skal du gå over til Ram eller Harrison,« siger Nikolaj og smiler, mens han peger på nogle af sine klassekammerater.

Ville hellere spille fodbold

På et af de andre borde har eleverne fået til opgave at tegne overjægermester Hane, som vist nok var noget af en særling.

»Jeg synes, det er virkelig sjovt,« fortæller Ida, mens hun forsøger at færdigøre sin tegning af overjægermesteren.

»Ja, det er lidt noget andet end det, vi laver normalt i skolen,« slutter Arthur sig til.

Fra venstre sidder Ela, Arthur, Ida og Elias og tegner ud fra dagens sagn. De fleste rundt om bordet er enige om, at det er en sjov skoledag. Men Elias synes ikke, det er sjovt. Han ville hellere spille fodbold. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for dagens aktiviteter.

»Jeg synes ikke, det er særlig sjovt. Jeg ville hellere være udenfor og spille fodbold,« fortæller Elias, der ikke kan lide at tegne.

»Alle kan jo ikke synes lige meget om alting. Sådan er det nok bare,« siger han og tegner videre på sit papir.

Illustrationer skal også have tekst

Harrison tegnede Kong Hans, der fik skudt en pil mod sine tænder. Pilen donerede han senere til Herlev Kirke, men den forsvandt på mystisk vis efter svenskerkrigen. Foto: Amanda Kieler Andersen.

Når eleverne er færdige med deres tegninger, så skal de mødes med forfatter Karina Søby Gulmann.

Hun skal hjælpe skoleeleverne med at skrive de lokalhistoriske sagn, som de har lavet illustrationer til. Og elevernes skrivelser skal så samles sammen med illustrationerne i den færdige malebog.

»Sagnene skal selvfølgelig have noget historisk korrekthed, men det er også spændende at se, hvad børnene har fået ud af fortællingerne. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at se den færdige bog,« siger Louise Haslund.

I alt tre fjerdeklasser fra Herlev er med i projektet om den lokalhistoriske malebog.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!