Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Sidste år bugnede medlemstallet – så mange er der nu

DGI og DIF har offentliggjort det samlede medlemstal i Herlevs idrætsforeninger for 2023.

Det slår ikke 2022, det netop offentliggjorte tal for antal medlemmer i Herlevs idrætsforeninger i 2023. Men det er tæt på.

Ifølge DIF’s (Danmarks Idrætsforbund) og DGI’s (tidl. Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) opgørelse havde Herlev i 2023 15.174 medlemmer, og det er 62 færre end i 2022.

Sidste års medlemstal på 15.236 afspejlede også en stor stigning på hele 780 medlemmer i forhold til året før fordelt på 46 idrætsforeninger. Derudover var stigningen på det tidspunkt en del af en landstendens, hvor de to organisationers samlede medlemstal slog rekord og landede på 2.339.654 medlemmer. Et tal, som de oven i løbet har slået igen med 2.424.915 medlemmer for 2023.

Særligt udsatte børn skal engageres

Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) udtaler i en pressemeddelelse:

»Vi har i Herlev i årevis haft en lang og stolt tradition for idræt og bevægelse, og vi har i mange år haft en imponerende opbakning til vores idrætsforeninger. Når man er en kommune med cirka 30.000 indbyggere og ligger på et så højt niveau, hvor vi har mere end 15.000 i Idrætsforeningerne i Herlev under DIF OG DGI, så er det naturligt, at medlemstallene ikke vokser eksponentielt år for år. Men vi skal selvfølgelig stadig gøre hvad vi kan for at få engageret flere af byens borgere ind i de stærke fællesskaber, vi har i idrætsforeningerne i Herlev – særligt udsatte børn og unge – og derfor er det vigtigt, at vi lægger op til et samarbejde med DGI om netop dette,« siger han.

LÆS OGSÅ: Sidste års medlemstal

DGI Storkøbenhavns forperson, Peder Nedergaard, supplerer og nævner, at Herlev Kommune gennem en årrække har udmærket sig ved et meget højt medlemstal i de lokale idrætsforeninger sammenlignet med andre kommuner i hovedstadsområdet.

»Trods en lille nedgang er medlemstallene stadig rigtig flotte og tegner et billede af et stærkt foreningsliv, som involverer og engagerer rigtig mange lokale borgere,« siger han i pressemeddelelsen.

Se flere tal her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!