Nyt samarbejde skal få flere piger til at spille fodbold
For at få flere piger til at spille fodbold i Herlev har fodboldklubberne, Herlev IF og B73, indgået et samarbejde med Dansk Boldspil-Union, hvor fokus er at skabe et stærkere fællesskab på tværs af klubberne.
Fodboldbanen er fyldt op med en masse piger, der med fuld fart dribler fra den ene ende af banen til den anden. Selvom vejret byder på masser af vind og jævnlige dryp fra himmelen, holder det ikke pigerne tilbage for at holde humøret oppe og vise en masse kampgejst.
U11-U13-pigerne i HI (Herlev IF, red.) og B73-pigerne er netop i fuld gang med fællestræning, da HI og B73 har indgået et samarbejde med DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) om at blive Get Movin’ klub.
Get Movin’ er for de klubber og klubledere, der ønsker at samarbejde med DBU om at få flere piger til at spille fodbold. For at skyde forløbet i gang arrangerede HI og B73 derfor deres første fællestræning for pigerne på HI’s fodboldbane onsdag denne uge.
Nye bekendtskaber
Blandt HI-spillerne på fodboldbanen er 12-årige Theasofia Neldeberg, 10-årige Lærke Pantung og 10-årige Alba Andersen. De har glædet sig meget til at spille fodbold med pigerne fra B73.
»Det er sjovt, at vi er så mange piger. Så lærer vi ogå andre piger at kende,« siger Lærke Pantung.
»Så kan vi også få nogle flere venner, når vi træner sammen med de andre,« tilføjer Theasofia Neldeberg.
»Jeg har mange gode venner på holdet, men jeg vil også gerne have nogen fra B73,« supplerer Alba Andersen.
Stærkere fællesskab
Tina Søgaard, der er holdleder for pigernes årgang 2014-2016, håber, at fællestræningen kan være med til at skabe mere positiv omtale ved pigefodbold.
»Hos pigerne har vi lagt tre årgange sammen, fordi vi er for få. Så vi håber, at fællestræningen kan vise, at piger sagtens kan skabe et stærkt fællesskab,« siger hun og tilføjer:
»Så håber vi også, det kan være med til at lokke flere piger til.«
Kasper Kaiser Kristensen, der er ungdomsafdelingsleder i B73, håber også, at fællestræningen kan tiltrække flere pigespillere.
»Vi kan tydeligt se, at fodbold er bare primært en drengesport. Fællestræningen kan måske være med til at vise, at der er altså også fodbold for piger i Herlev,« siger han.
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer