Borger om ny rundkørsel: “Det er et spørgsmål om tid, før en bliver dræbt”
Rundkørslen ved Herlev Hospital har skabt stor debat blandt borgerne, og der er bred uenighed om forholdene i rundkørslen. Borger Tine Nielsen frygter, at der ikke går lang tid, før der sker en voldsom ulykke.
»Det er som om, at man bare venter på, at der sker en voldsom ulykke i rundkørslen, før man vil ændre på forholdene.«
Sådan lyder det fra 39-årige Tine Nielsen, der er sygeplejerske på Glostrup Hospital. Hun bor på Tornerosevej, og derfor færdes hun jævnligt i rundkørslen ved Herlev Hospital, når hun kommer kørende i retningen fra Gladsaxe.
Herlev Bladet har besøgt rundkørslen sammen med Tine Nielsen, hvor hun fortæller om de forhold i rundkørslen, som hun ikke mener fungerer tilstrækkeligt, heriblandt bilister der ikke overholder deres vigepligt.
Farlige situationer
Tine Nielsen siger, at det, der bekymrer hende mest, er de mange lovovertrædelser, der finder sted i rundkørslen.
Når man kommer til en rundkørsel, har man altid ubetinget vigepligt for trafikanter, der allerede kører rundt i rundkørslen. Det vil sige, at man ikke må køre ind i rundkørslen, før man ikke er til gene for tværgående trafik. Men ifølge Tine Nielsen er der mange bilister, der ikke overholder denne færdselsregel.
LÆS OGSÅ: Her er personaleudskiftningen lavest i landet
»Det er nærmest hver gang, når jeg kører i rundkørslen, at bilisterne ikke holder tilbage eller blinker. Og så kommer folk bare kørende med fuld fart ind i rundkørslen fra Gladsaxe,« siger hun og tilføjer:
»Og det gør bare, at når man selv kører inde i rundkørslen, skal man holde tilbage for at undgå at blive ramt.«
Tine Nielsen fortæller også, at der er flere bilister, som ikke holder tilbage for fodgængerne ved fodgængerfeltet. Hun mener, at årsagen blandt andet er, at fodgængerfeltet ikke er markeret tilstrækkeligt på vejen.
»Fodgængerfeltet er jo ikke markeret ordentligt, og så er det klart, at flere bilister ikke en gang opdager, at der er et fodgængerfelt forude,« siger hun og tilføjer:
»Den dag, en fodgænger bare går ud på vejen uden at orientere sig først, er der en stor sandsynlighed for, at fodgængeren bliver braget ind i af en bil med 40-50 kilometer i timen.«
LÆS OGSÅ: VIDEO: Kom med op i Herlevs nye ikoniske tårn
Spiller bolden videre
Tine Nielsen har kontaktet Hovedstadens Letbane med sine bekymringer.
I et skriftligt svar fra Hovedstadens Letbane forklares det, at man har haft særligt fokus på skiltningen for trafikanter, og der er foretaget ekstra foranstaltninger ved arbejdet, heriblandt skiltning og anmærkninger.
Herudover bliver der foreslået, at Tine Nielsen orienterer politiet, fordi Hovedstadens Letbane ikke har mulighed for at håndhæve, at folk skal overholde færdselsloven.
Tine Nielsen kontaktede derfor også Københavns Vestegns Politi. I et skriftligt svar forklarer de, at de har gjort de samme iagttagelser, som hun har, men at de stadig ikke finder det nødvendigt at sende politi derud for at observere i rundkørslen.
Deres begrundelser er blandt andet, at det er begrænset, hvad politiet på stedet kan gøre, når der også skal tages hensyn til byggefelter, og at deres indgriben nok vil skabe flere farlige situationer, end den vil løse.
Herudover skriver de, at hvis hun har nogle konkrete erfaringer, eller forslag til hvordan de farlige situationer kan løses, foreslår de, at hun kontakter Herlev Kommune.
»Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der er mig, der skal tage fat i kommunen. Det skal jo ikke være borgerne, der skal stå med ansvaret for at finde bedre løsninger, for det er jeg jo ikke uddannet til. Det er ikke mig, der skal løse problemet,« siger hun og tilføjer:
»Men det, der bekymrer mig allermest, er, at politiet ikke vil stå til handling, selvom de har iagttaget nøjagtig de samme ting, som jeg har.«
Tine Nielsen har dog alligevel kontaktet Herlev Kommune, men hun har stadig ikke modtaget noget svar. Derfor er hun blevet meget i tvivl om, hvilken relevant instans hun overhovedet skal kontakte en anden gang, når de tre instanser spiller bolden videre.
»Det er bare typisk offentlige instanser at opføre sig på den måde. Alle dem, jeg tænkte kunne være de relevante at kontakte, henviser bare til hinanden.«
Herlev Bladet har også kontaktet Hovedstadens Letbane med bekymringer fra andre fodgængere. Læs mere her.
Har du en anden god historie, eller kommentarer til denne historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
LÆS OGSÅ: Ny trivselsmåling: Sådan er trivslen på Herlevs folkeskoler
Der er lukket for kommentarer