Så mange borgerforslag er stillet i Herlev
Siden 2022, hvor det blev muligt for herlevborgerne at stille borgerforslag, har Herlev Kommune modtaget ét forslag og to underskrifter. Det skaber stor ærgrelse hos Enhedslisten, SF og borgeren selv.
Siden oktober 2022, hvor det blev muligt at oprette borgerforslag i Herlev, er der stillet ét forslag, som på nuværende tidspunkt har fået to stemmer.
Det skaber stor ærgrelse hos Enhedslisten og SF, der har fremsendt forslaget om, at borgerne skal kunne stille forslag, da partierne mener, at borgerne skal kunne have en indflydelse på den politiske dagsorden.
Ifølge Ibrahim Benli (Ø), der er næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, ærgrer det ham, da han mener, at borgerinddragelse er væsentligt for et velfungerende lokalt demokrati.
ANDRE HISTORIER: Usikker fremtid: Cecilie’s ejer jagter dialogen – men hvad siger kommunen og grundejeren?
»Hensigten er jo, at vi skal have borgernes input så meget som muligt. De skal kunne stille sig frem og blive hørt, så jeg er ked af, vi ikke har fået flere forslag,« siger han.
Arly Eskildsen (SF), der er næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget, deler samme holdning, da han mener, at borgerforslag er borgernes mulighed for at blive hørt.
»Det er begrænset, hvor stor indflydelse borgerne har på den politiske dagsorden, så det er afgørende, at de så har en mulighed for at råbe op. Så det er ærgerligt, at flere ikke har udnyttet muligheden,« siger han.
ANDRE HISTORIER: Nye tal: Stadig et fåtal af de 2-6-årige er blevet vaccineret
Synliggørelse af borgerforslag
Men en ting er det lave antal borgerforslag. En anden ting er, hvorfor der ikke er flere borgere, der har stemt på forslaget? Svaret på det mener Ibrahim Benli (Ø) har at gøre med manglende synlighed.
»Hvis en borger stiller et forslag, er det vores ansvar at gøre de andre i Herlev opmærksomme på det,« siger han.
Derimod mener Arly Eskildsen (SF), at ansvaret ikke ligger hos Herlev Kommune.
»Hvis der er nogen, der stiller et forslag, skal de også arbejde for, at andre bliver informerede om det. Jeg tænker ikke, at kommunen har ansvar for at promovere de her borgerforslag,« siger han.
Herlev Bladet har også spurgt Herlev Kommune om, hvem der har ansvaret for at synliggøre forslagene. De skriver, at:
»Som kommune blander vi os ikke i, hvordan borgerne rejser opmærksomhed omkring deres forslag.«
Ikke en overraskelse
Det er 85-årige Freddy Hjortespring Christensen, der har stillet det eneste borgerforslag i Herlev. Selvom han er ærgerlig over, at forslaget kun har fået to underskrifter, kommer det ikke bag på ham.
»Jeg har ikke prioriteret det nok, så jeg tænker, at det nok løber ud i sandet,« siger han, der først bliver bevidst om de to underskrifter, da Herlev Bladet informerer ham.
Det fremgår nemlig ikke af Herlev Kommunes hjemmeside, hvor mange stemmer et borgerforslag har fået.
»Jeg synes, det er meget underligt, vi ikke kan følge med i antal stemmer. Det er da i alles interesse at følge med,« siger han.
På blandt andet Ballerup Kommunes hjemmeside bliver stemmetallene på borgerforslagene opdateret hver uge. Til det skriver Herlev Kommune, at:
‘Forskellige kommuner har forskellige tekniske IT-løsninger, og man kan ikke løbende se, hvor mange der har stemt på et borgerforslag via hjemmesiden, da vores nuværende IT-system ikke understøtter dette.’
Fakta om borgerforslag:
- Det skal have 300 underskrifter inden for 12 måneder, før det kan behandles på kommunalbestyrelsens dagsorden.
- Det skal omhandle kommunens anliggender og have relevans for de opgaver, som kommunen løser.
- Man skal være minimum 18 år.
- Man skal bo i Herlev Kommune.
- Man skal oplyse navn, adresse og e-mail.
Forslagene vil fremgå af Herlev Kommunes hjemmeside her, når kommunen har vurderet, at kriterierne for at oprette et forslag er opfyldt.
Har du en anden god historie, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
ANDRE HISTORIER: På vredeshåndteringskursus efter dom for vold
Der er lukket for kommentarer