De kalder det for Herlevs Have: Vi vil male dagen grøn
Frivillige kræfter var i onsdags ude at arbejde i det grønne ved frivilligcentret i det, der skal blive til en have for hele Herlev. Projektet har fået fondsstøtte for samlet lidt over en million kroner.
Det er en grå efterårsdag, hvor regnen kommer og går og lander ret tungt.
En dag som kan friste mange til en kop kakao eller kaffe under et blødt tæppe indendørs, men ikke en flok frivillige ildsjæle, som knokler løs i det grønne ved Herlev Frivilligcenter på Herlev Hovedgade. Her er der første fælles arbejdsdag til etableringen af Herlevs Have, som skal være et nyt fælles lokalt mødested.
“Jeg har meldt mig til, fordi jeg gerne vil gøre en forskel. Det her bliver en lille oase, hvor vi kan se blomster, der gror frem, og æbletræer der springer ud, fugle og pindsvin. Naturen trænger til ambassadører,” siger Henrietta Thomsen, som er frivillig og aktiv i SIND Ballerup-Furesø-Herlev lokalafdeling og også lægger kræfter i Herlevs Have sammen med andre frivillige. Hun er ved at lave et ‘kvashegn’, et naturligt hegn som både skal skærme haven mere for trafikken på Frederikssundsvej og samtidig også give gode betingelser til planter og dyr.
Penge fra fonde
Henrietta Thomsen mener, at den kommende have både vil gavne biodiversiteten, men også det psykiske velbefindende blandt borgere i alle aldre, når de kan mødes i de grønne.
“Det er afstressende, det kan blive et frirum for unge mennesker at komme her væk fra pres og stress fra sociale medier,” siger hun.
Initiativet til Herlevs Have er kommet fra Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev. Frivilligcentret har ligger der i årtier og har altid haft en pæn stor græsplæne ved siden, og bygningen har en historie på over 200 år. De senere år begyndte de at tænke på, at det grønne areal kunne udnyttes, både grønt og socialt.
Der skal skabes et nyt grønt fællesskab for folk på tværs af baggrund og generationer, det skal tiltale mange forskellige borgere
Nordea-fonden støtter projektet med 996.000 kroner over en to-årig periode fra foråret 2023 til 2025, derudover har den lokale fond ‘Eva & Kai Dige Bachs lille fond’ bidraget med 15.000 kroner, som går til otte frugttræer, mens Herlev Bankoforening støtter med 10.000 kroner til kvashegn.
“Der skal skabes et nyt grønt fællesskab for folk på tværs af baggrund og generationer, det skal tiltale mange forskellige borgere,” siger projektleder Yeter Gül.
Insekthoteller og loppemarkeder
Haven skal blandt andet indeholde sansehave, insekthoteller, sænket bålplads, urtehave, blomsterbed og træpavillon. Formålet er at lave et fælles samlingssted, hvor frivillige vil invitere Herlevs borgere inden for til bålsamtaler, bålmøder, loppemarkeder, workshops om natur og biodiversitet samt til havepasning. Borgerne skal kunne komme og gå, i foreninger, netværk og som blot som borgere.
“Det kan blandt andet være ældre, som måske ikke har egen have længere, men gerne vil bidrage her,” siger Yeter Gül.
Aktiviteterne i Herlevs Have onsdag var en del af et større program med flere aktivteter. Dagen var arrangeret af frivilligcentret i samarbejde med de lokale afdelinger af Dansk Røde Kors og Danmarks Naturfredningsforening. Også tømrereleverne fra udannelsesinstitutionen Next Herlev bidrog til arbejdet med haven, blandt andet med at opsætte en pavillon.
LÆS OGSÅ: Nordea-Fonden giver knap en million til stort grønt projekt midt i Herlev
Der er lukket for kommentarer